Kommunikatørens personlige udtryk
Pladen er fuld, og du har nu været igennem fire af de fundamentale færdigheder, som du bør beherske for at blive en overbevisende kommunikatør og for at få succes med din kommunikation. Nu mangler du kun én ting: Glem alt, hvad vi har lært dig.
En kontroversiel melding, ja. Heldigvis skal du ikke tage den alt for bogstaveligt, men forstå den som en opfordring til at hæve blikket og reflektere over dig selv for en stund: For du kan skrive nok så gode, korrekturlæste tekster, men hvis ikke du grundlæggende har styr på dit relationsarbejde og det aftryk, du sætter i dine omgivelser, så får du uhyre svært ved at sikre længerevarende effekt og indflydelse med din kommunikation.
I denne femte og sidste brandtale bliver du klogere på:
- hvorfor du skal huske Frederiks fødselsdag
- hvornår den inkompetente narrer den kompetente
- hvorfor du skal sende tankerne i træningscenter.
God fornøjelse.
Relationen trumfer argumenter: Husk, Frederiks fødselsdag
Når dit mål er at trænge igennem med din kommunikation og opnå indflydelse hos din målgruppe, kollega, kunde eller chef, er den skinbarlige sandhed, at relationen trumfer de rationelle argumenter. Påstanden skurrer måske i dine ører, men forskningen sender samme klare signaler i flere undersøgelser.
Research fra Carnegie Instituttet i USA viser, at kun 15 procent af den succes, du opnår i din karriere, vil skyldes teknisk viden og kompetencer. De resterende 85 procent hænger sammen med din evne til at håndtere andre mennesker.
På samme vis konkluderer et forskerhold fra Københavns Universitet med professor i retorik Christian Kock i spidsen, at rationel argumentation ikke har en dokumenteret effekt, når man vil overbevise andre.
(Fint nok, men hvor vil I hen med det?)
Pointen, som jeg vil frem til, er, at når du SWOT-analyserer dig selv og din kommunikation, når du strukturerer dit indhold helt stramt efter fisken, når du fastlægger din organisations tone og stil, eller når du implementerer dit indhold digitalt, så skal du hæve blikket fra skærmen, se ud på den blå himmel og spørge dig selv:
Har jeg husket at pleje relationen til min modtager?
Simpelthen fordi du gerne vil give dine rationelle argumenter og saglige kommunikation de bedst mulige betingelser for at trænge igennem.
Som udgangspunkt gælder den relationelle pleje både i din interne- og eksterne kommunikation. Det kan være noget så banalt som at få spurgt ind til sønnike-Frederiks fødselsdag i indledningen til din mail om de vigtige deadlines, der venter din kollega i næste uge. Det kan også være at spørge dine blog-læsere, om de har oplevet samme situation, som den du skriver om. Eller det kan være at sende et håndskrevet brev til dine vigtigste kunder ved årets afslutning.
Mulighederne for at understøtte den saglige argumentation med relationelle indgange er mange. Men relationssnakken stopper ikke her. Relationer påvirker dig mere, end du måske tror. Læs bare her:
Sympatisk og inkompetent eller usympatisk og kompetent?
Forestil dig, at du skal bruge hjælp fra en kollega til at løse en opgave: Du vælger selvfølgelig din mest kompetente kollega, gør du ikke?
Faktisk viser en undersøgelse fra Harvard Business Review, at vi i langt de fleste tilfælde foretrækker den sympatiske, men mindre kompetente, over den usympatiske, men top-kompetente.
Undersøgelsen går skridtet videre og forklarer, at det ikke kun gælder i tilfælde, hvor vi skal have hjælp fra en kollega. Det samme sker, når kunder vælger leverandør, når medarbejdere vurderer deres chef, eller når ledere skal vælge, hvem der skal forfremmes.
Så her har du det: Du kan sagtens være kontorets korrekturhaj og den bedste i klassen til at snitte benefit-løg, men hvis ikke du har styr på dit relationsarbejde, så er der en overhængende risiko for, at du bliver overset og dine budskaber strander i modtagerens virtuelle papirkurv.
Desværre er etablering, opbygning og vedligeholdelse af relationer ikke noget, du kommer sovende til. Åh, hvor ville det ellers være skønt. Det kræver både mod og opmærksomhed. Og at du bliver bekendt med især ét værktøj: Mentalisering.
Send tankerne i træningscenter
Hvis ikke du er den top-trænede type, så ved du godt, at du skal væbne dig med en vis portion disciplin, når du først i januar atter begiver dig hen i træningscentret. Start hellere blødt ud - fx med pilates frem for spinning. Hop i det bløde tøj og træk vejret, for nu bliver det lidt langhåret.
Mentalisering handler grundlæggende om at have sind på sinde. Andres sind og eget sind. Det handler om at se dig selv udefra, mens du ser andre indefra. Og så handler det om at forsøge at forstå de følelser, tanker, motivationer og behov, der svirrer i luften mellem dig og den anden.
Mentalisering er med andre ord en hjælp til dig, når du vil forstå det aftryk, du efterlader hos din modtager. Og når du vil forstå din modtagers sindstilstand, så du bedre kan tilpasse din kommunikation på en måde, der ikke går skævt ind. Forestil dig fx dette scenarie:
Du skal kommunikere en forandring ud til dit team. I skal flytte fra tredje sal og ned til stueetagen, hvor der er mere plads til jer. Du kommunikerer først beslutningen ud mundtligt og følger så op med en mail. Begge gange kommunikerer du med begejstring, entusiasme og tydelig benefit. For det er jo dejligt, at I får mere plads – er det ikke?
Reaktionerne på meldingen lader vente på sig. Og langsomt fornemmer du, at du er ene om at være begejstret. Pludselig bliver du kaldt ufølsom og overfladisk. Og du finder dig selv efterladt med et stort spørgsmålstegn i panden. Hvad skete der lige her?
Du glemte at mentalisere.
Du glemte at se dine teammedlemmer indefra: De er trætte af at flytte. Stueetagen er slet ikke lige så prestigefuld som tredje sal. De frygter, at de mister deres vante skrivebordsmakker og det gode lysindfald fra vinduet.
Og du glemte at se dig selv udefra: Du glemte, at du selv har bearbejdet forandringen i flere uger. Og du glemte, at du – som det ivrige menneske, du er – nogle gange kan komme til at skrue lidt for meget op for begejstringen, og at din kommunikation kan virke overvældende på andre.
Personlige indsatsområder
Som varslet kommer du ikke sovende til mentalisering. Det kræver, at du gør en aktiv indsats på flere områder.
- Sæt antagelserne i skammekrogen
Når du mentaliserer, skal du parkere fordomme og antagelser om din modtager, kollega, kunde eller chef langt ude i ødemarken. Du kan naturligvis ikke slette tidligere oplevelser eller erfaringer fra hukommelsen, men du kan forsøge at se bort fra dem. På den måde er du mere åben over for deres adfærd. Det er svært, men din evne til at være åbensindet er afgørende, når du kommunikerer med andre.
- Skab zen midt i tankemylderet
Det tager mere end et øjeblik at mentalisere. Og dit tankemylder vil blive testet. I mentalisering skal du være i stand til at skille skidt fra kanel. Hvad er følelser? Hvad er ambitioner? Hvad er dine egne hensigter? Hvad er personens motivationer? Når vi blot reflekterer, kan alle disse tanker være et stort virvar, men i mentalisering skal du være i stand til at adskille og kategorisere dem.
- Gør tanke til handling
Én af de mest centrale pointer ved mentalisering er, at dine tanker skal omsættes til reelle handlinger. Det er det, der gør øvelsen mere forpligtende end ren refleksion, hvor din tankestrøm flyder frit. Når du mentaliserer, skal du handle på dine observationer omkring dig selv og den anden. Og så du skal integrere dem i din kommunikation.
- Giv tid til træning
Som du måske har opdaget, er mentalisering en øvelse, der kræver træning. En vedvarende indsats, der styrker din evne til danne stærke relationer. Og ja, det er lidt det samme som at tvinge sit dvaske korpus op en tidlig vintermorgen, fordi du ved, at den pilatessession er go’ for dig. Det er et aktivt arbejde, der kræver vedvarende opmærksomhed.
Disse fire steps er det teoretiske fundament for mentalisering. Og de kan være nyttige i din kommunikation, fordi du får et mere nuanceret blik på dit personlige udtryk og dig selv som afsender. Du får samtidig fintunet din forståelse for modtageren, hvilket gør dig i stand til at kommunikere endnu mere målrettet til din persona og målgruppe.
Øvelser til træningscentret
Hvis du vil i gang allerede nu, så kan du forsøge dig med vores lille tretrins-mentaliseringsøvelse nedenfor. Du finder den også nederst på siden i en version, som du kan printe og udfylde, så tankerne bliver sendt i træningscenter helt per automatik.
Indtag 1. position
Her ser du sagen fra dit eget perspektiv. Du lytter til dig selv og mærker dine følelser.
- Spørg dig selv: Hvilke tanker, følelser, behov og motivationer strømmer gennem mig? Hvad påvirker min måde at kommunikere og se verden på?
Indtag 2. position
Her træder du ud af dine egne galocher og over i modtagerens. Du forsøger at sætte dig ind i modtagerens tanker, følelser, behov og motivationer.
- Spørg dig selv: Hvad påvirker min modtagers måde at se verden på? Og hvad skal jeg være opmærksom på i min kommunikation og mit udtryk, så budskabet ikke går skævt ind?
Indtag 3. position
Her zoomer du ud. Både fra dig selv og din modtager. Forestil dig, at du er en stille observatør, der både kan se, høre og fornemme jer begge udefra.
- Spørg dig selv: Hvordan bliver jeg oplevet i situationen? Hvordan bliver der reageret på min kommunikation og mit personlige udtryk?
Når du har lavet denne øvelse, er du bedre klædt på til det vigtige relationsarbejde, der understøtter ethvert stykke god kommunikation.
Pladen er nu fuld
Ikke med bankonumre, men med fem fundamentale færdigheder, som du skal bruge for at blive en overbevisende kommunikatør. Som rationalet bag mentalisering, så kræver det, at du øver dig i at kommunikere med overbevisning og med et stærkt, personligt udtryk. Vi håber, at du med vores brandtaler føler dig hjulet lidt på vej.
Hvis du vil du nørde mere kommunikation, så er vi kun en e-mail væk. Og hvis du er klar til næste skridt, så kan du skrive dig på interesselisten for vores kommunikationsuddannelse – så får du som den første besked, når vi åbner op for nye hold.
De bedste hilsner
Helle Bro