Tekstens tre (u)taknemmelige vilkår

Har du styr på de fundamentale elementer i din tekst? Hvis ikke, så finder din læser hurtigt noget andet at give sig til. For hvis der er noget, der kan skræmme din læser væk, så er det budskabsforladte tekster, kedelige floskler og ukorrekte kommaer. I sidste uge blev du klogere på anti-kagemands-metoden, og hvorfor den er afgørende i din kommunikation. I dag får du tekstens tre (u)taknemmelige vilkår, du bør forholde dig til som kommunikatør. Det handler om opbygning, formuleringer og tegnsætning. Tre vilkår, som er en potentiel barriere mellem dig og din læser. Det kan du heldigvis rette op på med et par simple tips, der beskriver:

  • hvorfor du skal have et akvarie stående på dit skrivebord
  • hvilke ord og beskrivelser, du skal slette fra din tekst
  • hvad nåsåeren Benny kan lære dig om kommaet.

God læselyst.

1) Er teksten gået helt i fisk?

Ja, og det er faktisk ikk’ så ringe endda. Forundret? Lad mig forklare:

For 20 år siden havde du 12 sekunder til at fange din læsers opmærksomhed. I dag har du 2,8 sekunder. Det betyder, at form trumfer indhold – især på internettet. Tænk på, at din læsers opmærksomhed med stor sandsynlighed danser mellem din tekst, kollegaernes snak om weekendplaner og Facebook-videoen af en kage, der sirligt er ved at blive glaseret.

Nu spiser vi dig lige af med filmen her, så vi forhåbentligt kan holde din opmærksomhed lidt længere:

[Arh, hvor skønt]

Nå … men hvad kan du så gøre for, at din læser bliver lidt længere? Du kan ty til disse fire greb:

1. Find ud, hvad du vil opnå med din tekst. Skal din modtager tilmelde sig et nyhedsbrev, registrere sin skat eller opnå viden om affaldssortering?

2. Isolér de vigtigste pointer. Du kan fx bøje dem i neon, så de står helt klokkeklare for dig. Eller du kan notere dem i en prioriteret punktform.

3. Formuler dine pointer som budskaber, der skaber værdi for modtageren. Vil du fx sælge en støvsuger, der ikke larmer? Eller vil du sælge en støvsuger, der ikke vækker dine børn og stjæler din aften-ro?

4. Strukturér dine budskaber og din tekst helt stramt efter fisken.

Fisken? Ja, fisken. En tekst er som en fisk. Indledningen er hovedet, hvor man ’bider’ sig fast i modtageren. Hoveddelen er kroppen, hvor man putter kød på sit budskab med få, velvalgte pointer. Afslutningen er halen, hvor man slår et sidste slag for sin sag.

Og til jer, der er stoppet med at læse:

For at sikre, at dine budskaber når frem til din tekst, anbefaler vi at have et akvarie stående på dit skrivebord. Eller du kan nøjes med et billede af fisken, som vi har indsat nederst på siden. Så får du også hjælp til, hvordan du udfylder den i praksis. Og på den måde er det ikke så ringe endda, at teksten er gået lidt i fisk.

2) Fjern unødig tekst og klichéer

Ud med djævleord

Djævleord er tekstens skvalderkål. Det er ligegyldige ord, som fylder og skygger for dine pointer. Typisk vil du kunne forbedre din tekst ved at fjerne 10-15 procent af den. Så kig godt efter småord og ligegyldige gradbøjninger af udsagn, som du kan luge ud i, uden teksten mister sin betydning:

  • Han ville gerne sende mailen, så det gjorde han megethurtigt.
  • Det er en virkelig flot dag, og solen skinner rigtig meget.

Når du bruger fyldord og gradbøjer dine udsagn, så udvander du dine pointer. Typisk dækker en gradbøjning over en nuance, din læser aldrig vil afkode og huske. Så gå kritisk til værks, når du læser din tekst igennem, og spørg dig selv, om der er brug for gradbøjningen. Eller om det er på sin plads at hakke lugejernet ned og fjerne det ligegyldige djævleord. Din læser vil hurtigere opfatte dit budskab. Hvis du har brug for en daglig reminder og din fisk mangler selskab, så skal det stå dig frit for at hænge den lille djævel op på kontoret.

Du er for go’ til klichéer

En kliché er en sproglig vending, der er blevet til en fast del af sproget. Problemet er bare, at frasen er blevet brugt så heftigt, at den nu er slidt – og er blevet til en kliche. Ligesom disse:

  • at tænke ud af boksen
  • at slå på tråden
  • at have ben i næsen
  • at sove i timen

Og listen er lang. Med vores læseres hjælp har vi samlet de 150 klichéer, som du skal stoppe med at skrive.

Faren ved at bruge klichéer er, at din tekst fremstår sløset og doven. For en kliché er jo en gentagelse af noget, der er blevet sagt til hudløshed. Du kan også hurtigt få rodet dig ud i sproglige misforståelser. Så hvis du vil undgå misforståelser og ønsker at fremstå original og nærværende i din tekst, så drop klichéerne, og opfind dine egne, levende sprogbilleder.

3) ”Ikke så meget fis med dig, jeg skal bare have en kage, mand”

Sidst, du hørte fra os, handlede det om anti-kagemands-metoden. Nu skal det handle om kommaet, for et forkert komma kan gøre, at du ender med en kagemand. Selvom kommaet er en lille klat tryksværte, skal der ikke mange fejl til, før folk derude begynder at flå sig i håret. Falder du fx selv i disse kommafælder?

Hvis du vil holde dig på god fod med dine læsere, kan du med fordel rette op på disse tre typiske fejl:

Nummer 1: Sæt ikke komma efter hilsner

’Kære Jette’ står helt fint alene i et brev eller en hilsen og skal ikke ødelægges med et komma. Det samme gælder efter fx ’Venlig hilsen’.

Forkert:

'Kære Jette,

Tak for dit brev!'

Korrekt:

'Kære Jette

Tak for dit brev!'

Nummer 2: Sæt ikke komma foran infinitiv

Måske har din gamle dansklærer tatoveret i din hukommelse, at der altid skal komma foran ’at’. Men nej. Ofte følges ’at’ nemlig af den ubøjede infinitiv – også kaldet navnemåde (fx ’at skrive’). Og her er kommaet aldeles bandlyst.

Forkert:

'Din gamle dansklærer er tydeligvis ikke i stand til, at sætte kommaer.'

Korrekt:

'Din gamle dansklærer er tydeligvis ikke i stand til at sætte kommaer.'

Nummer 3: Sæt ikke idiotkommaet

’Altid komma foran ’at’, ’der’, ’som’ og hv-ordene’ er en af de mest kendte tommelfingerregler, men hvis du følger den blindt, kommer du til at sætte det komma, der bliver kaldt idiotkommaet. Det er den slags komma, hvor man går med livrem og seler og sætter komma foran både hv-ord og ’der’ i én og samme sætning. I dette tilfælde lyder reglen: Der skal kun være komma foran hv-ordet.

Forkert:

‘Det bliver interessant at se, hvilke af de implicerede parter, der holder længst ud.’

Korrekt:

‘Det bliver interessant at se, hvilke af de implicerede parter der holder længst ud.’

Sætter du kommaer, som du kaster terninger på en brun bodega? Eller er du en ægte komma-connaisseur? Test dig selv i vores quiz på Instagram. Psst. Den er gemt som højdepunkt og hedder quiz.

Din kommunikationsværktøjskasse er nu blevet fyldt med en anti-kagemand, en fisk, en djævel og nårsåren Benny. Og selv om det lyder som indholdet af din værste fjendes bland-selv-slikpose, så er det vigtige elementer i din kommunikation. Det er nemlig dem, der gør forskellen på, om din modtager læser, lytter og handler.

I næste brandtale bliver du klogere på, hvordan du rammer din målgruppe. Kan du ikke vente? Så giv os et kald en send en e-mail afsted - så kan vi tage en sludder om, hvordan du kan skrive tekster, som ingen kan ignorere.

Downloads

Som vi lovede tidligere...

Her kan du downloade din helt egen PDF-version af fisken og djævleordene

Mød

Marie Hemmingsen
Lead Content Advisor

Maries arbejdsdag er fyldt op af lige dele strategi, copywriting og projektledelse. Hun udvikler kommunikationsstrategier og personaer, skriver kernefortællinger og stillingsopslag og gør hjemmesider og vejledninger mere brugervenlige. Marie har bl.a. løst opgaver for Sampension, Digitaliseringsstyrelsen og Aarstiderne og er redaktør på vores egen bro blog.