Derfor er småbørnsforældre bedre til at kommunikere

Af Marie Hemmingsen

Til dig, der ikke har børn og lige nu ruller øjne af endnu et frelst bare-vent-til-du-selv-får-børn-min-fine-ven-indlæg, mens du aer dit faste maveskind: Bare rolig. Småbørnsforældre har ikke monopol på de kommunikationskompetencer, dette indlæg handler om. Men de lever i et læringsmiljø, der skærper deres sanser og giver dem fine forudsætninger for at klare hverdagens øvrige kommunikationsstrabadser.

Her er 4 gode grunde til, at folk med små børn er bedre til at kommunikere:

1: De ved, at modtageren skal grundes

En lille dreng, der leger med LEGO, tager ikke altid godt imod en ordre om straks at tage strømper på. Han er ligeglad med det rationelle argument om, at farmors fødselsdag starter om en halv time. Han vil bygge sit hus færdigt, og jo mere du insisterer, jo højere skal det skide hus sandsynligvis være.

Derfor forstår småbørnsforældre værdien i at ’prime’ sin modtager. De forbereder modtageren på, hvad der skal ske.

I eksemplet med LEGO-huset starter mor derfor morgenen med at fortælle sønnike: ”I dag har farmor fødselsdag, og nøj, hvor hun glæder sig, til vi kommer. Så skal vi have kage. Men du kan faktisk godt nå at lege lidt med LEGO efter morgenmaden.”

Det budskab gentager hun både under morgenmaden, og når han tager legoklodserne frem første gang.

På arbejdspladsen: Det er en velkendt sandhed, at din sandsynlighed for succes stiger, hvis din modtager får viden og opmærksomhed – og måske endda føler sig involveret i det, der skal til at ske.

Hør vores podcast-episode om andre måder at øge chancerne for succes i forandringsprocesser

2: De bryder komplekse processer ned i konkrete handlinger

Børn har et forkvaklet forhold til tid og rum. Så når sønnike endelig har fået strømper og sko på, vil han gerne være hos farmor nu. Som i lige nu. Som i LIGE NU, ELLERS SMIDER JEG MIG HER PÅ GULVET OG NÆGTER AT REJSE MIG IGEN.

Nu er det svært at sælge planen om en gåtur til busstoppestedet, et kvarter i bussen, en halv time i S-toget og ti minutter i farfars bil, før I er fremme.

Her hjælper det ofte at fokusere på rejsens enkelte elementer frem for kun det endelige mål: Kagen hos farmor. Kunsten er at dosere informationen korrekt i omfang og frekvens. Sønnike skal vide fra start, at I skal hjem til farmor, men det skader ikke at fortælle ham, at I – som en bonus – også skal ud og tælle store lastbiler på vej ned til busstoppestedet.

At I også skal med toget, behøver han måske ikke vide lige med det samme, hvis du gerne vil ud ad døren. Men du kunne jo gemme et stykke legetøj i lommen til togturen.

På arbejdspladsen: Der er (mindst) to oplagte paralleller at drage til professionel kommunikation:

  • Medarbejdere har behov for at kende de små skridt, de dagligt skal tage for at leve op til strategien.
  • Både individer og teams arbejder mere effektivt, hvis de opdeler store projekter og opgaver i mindre dele, fordi det giver bedre overblik, og opgaven bliver mindre uoverskuelig.

3: De forstår balancen mellem det rationelle og emotionelle

Farmor får et stort kram. Måske har sønnike to forskellige strømper på, men turen gik fint. Men da I har spist boller og lagkage, opdager I, at I har glemt hans yndlingsbamse.

Oh, gru! Han græder og råber og er få sekunder fra at bortadoptere sig selv.

Du sætter dig på hug og forklarer: ”Søde skat, vi kan jo ikke nå hjem og hente Fufu, fordi det ville tage for lang tid. Men ved du hvad? Farmor har faktisk en gammel bamse, som far sov med, da han var barn. Er det ikke sjovt? Den kan du måske bruge i stedet for?”

Gu kan han da ej. Rationelle argumenter om tid og identiske bamsestørrelser har ingen effekt her.

På arbejdspladsen: Det er en ægte evergreen, og her kommer den igen: Relation trumfer argumenter.

For selvom der utvivlsomt kun ligger guldrandet fornuft og præcise beregninger bag jeres nye strategi, kan medarbejderne slet ikke høre dem, når I præsenterer første skridt: At fusionere et par afdelinger og afskedige tyve medarbejdere. Det emotionelle aspekt over at miste sine kollegaer (og frygten for selv at ryge i næste runde) blokerer for alt andet.

Så lyt, anerkend og vis medfølelse, indtil gråden over bamsegate eller fyringsrunden har lagt sig, og modtageren igen er modtagelig for det rationelle.

4: De stiller ikke spørgsmål, hvis der ikke er svarmuligheder

Ah ja, mit yndlingseksempel. Fordi jeg selv fejler her hver eneste forbandede dag.

”Skal vi aftale, at du børster tænder, når du har set Alfons Åberg færdig?” – Øh, nej. ”Gider du tage sko på, så vi ikke kommer for sent i børnehave?” – Ved du hvad? Det gider jeg faktisk ikke. ”Tager du lige din tallerken med over til vasken, hvis du er færdig med at spise?” – Lad mig tænke… nej, det gør jeg ikke.

På arbejdspladsen: Hvis du gerne vil have folk til at gøre noget, skal du ikke give dem mulighed for at lade være:

”Jeg har brug for ideer til gæster i vores podcast, så kan I ikke sende mig et par bud hver?” Nja, det lyder umiddelbart ikke presserende. Der er 10 andre vigtigere mails i min indbakke. ”Vil I være søde at sende noget feedback på sidste uges workshop?” – Uh, det bliver ikke lige i dag. Eller i år.

I stedet for skal du venligt og bestemt fortælle folk, hvordan, hvornår og hvorfor de skal gøre det. Og kan du ikke selv svare på de tre spørgsmål, har du et helt andet problem.

Fyld gerne på i kommentarfeltet, hvis du har flere tips og tricks fra livet med børn (eller barnlige sjæle), som kan oversættes til dagligdagen på arbejdspladserne.

Kom i kontakt

Marie Hemmingsen

Konsulent

Maries arbejdsdag er fyldt op af lige dele strategi, copywriting og projektledelse. Hun udvikler kommunikationsstrategier og personaer, skriver kernefortællinger og stillingsopslag og gør hjemmesider og vejledninger mere brugervenlige. Marie har bl.a. løst opgaver for Danica Pension, Digitaliseringsstyrelsen og Præsteforeningen og er fast skribent på bro blog.