Her er vores højdepunkter fra 2016 – hvad er dit?

2017 venter lige om hjørnet med alle sine nye målsætninger og horisonter. Men inden vi tonser videre ad den professionelle motorvej, vil vi gerne bruge en lille stund på at dvæle ved 2016.

For selvom vi har mistet både Cohen, Bowie, Prince og Obama (I ved godt, hvad jeg mener), har 2016 også haft sine lyspunkter.

Jeg bad alle bro’erne om at vælge et øjeblik, de vil se tilbage på som et højdepunkt fra 2016. Nederst har jeg sat mit eget ind, og til sidst har vi brug for din hjælp til at lave et lille fyrværkeri af nostalgi og succes i kommentarfeltet.

Hvad lykkedes du særligt godt med i år? Hvilket resultat er du mest stolt af?

Kort sagt: Hvad var dit højdepunkt i 2016?

Her er vores:

Anne Gerhardt, seniorkonsulent

En mindeværdig tur i Zoo

I bro sender vi altid en alle-mail ud, når vi lander en ny opgave. Sådan deler vi både viden og begejstring. En af mine mails fra i år fik mere opmærksomhed end de andre på grund af et lidt specielt setup. Jeg skulle være vært for 125 medarbejdere fra en ortopædkirurgisk afdeling på et sygehus… og det foregik i Zoo.

Her tog jeg dem igennem en temasession om dialoger, videndeling og feedback. Og konferenceauditoriet i Zoologisk Have er et af de bedste, jeg nogensinde har stået i: Lyden var intet mindre end fantastisk!

Og så er det selvfølgelig meningsfuldt at få lov at arbejde i et felt, hvor man for alvor kan rykke noget med stærke dialoger. Når topdygtige læger og sygeplejersker også prioriterer professionelle dialogkompetencer, kan oplevelsen blive en ganske anden for patienter og pårørende, der sidder på den anden side af bordet.

Christina Hendel, juniorkonsulent

Til Spanien efter D-vitamin og ny viden

For mig har 2016 været spækket med gode oplevelser. Jeg blev færdig som cand.merc.(psyk.) fra CBS og ansat som juniorkonsulent i bro. Farvel til studielivet, goddag til arbejdslivet.

Den personlige omstilling blev foreviget i dette højdepunkt: Tre dages medarbejderudvikling i Sydspanien med alle bros juniorer kulminerede med vandreturen til toppen af El Fuerte. Udover en god dosis D-vitamin blev vi tanket op med ny viden om hinanden, om os selv – vores styrker og udfordringer som juniorkonsulenter – og om, hvordan vi kan spille hinanden gode i vores daglige arbejde.

Josefine, Helle, Thomas og Christina på toppen af El Fuerte.

Cecilie Astrid Rudolph, konsulent

Når man mærker begejstringen

Årets bedste øjeblik var, da jeg for nyligt igen satte mine ben i Billund for at besøge en af vores største kunder, hvor jeg har tilbragt en stor del af efteråret.

Vi har nemlig trænet knap 200 medarbejdere i kommunikation og samarbejde. Og da jeg havde fornøjelse af at besøge dem igen, blev jeg mødt af glade gensyn, succeshistorier og spændende snakke om 2017.

Mødet med alle de mennesker, som jeg har lært at kende, mens de har lyttet, suget til sig og arbejdet så hårdt med dem selv. Det var mit års øjeblik.

Henrik Hillestrøm, konsulent

Gener fra skede og urinveje

Hvis jeg ikke ser helt komfortabel ud på dette billede, skyldes det nok skærmbilledet bag mig. ”Gener fra skede og urinveje” er et område, der ligger i periferien af min viden.

Billedet er taget hos Danmarks Apotekerforening, som havde hyret os til at lave noget videomateriale, som deres medlemmer – apotekerne – kan bruge som inspiration i deres daglige kontakt med kunderne.

Så det er heldigvis kommunikation og ikke intimhygiejne, jeg rådgiver om i situationen. På den måde er billedet et fint symbol på de mange fagområder, man kommer i kontakt med som konsulent.

Henrik på slap line hos Danmarks Apotekerforening.

Karen Minke, seniorprojektleder

En værdi større end kroner og ører

I 2016 har jeg haft to NGO’er blandt mine kunder. Den ene hjalp vi med en strategi for de kommende tre år, mens vi sammen med den anden løste en konkret kommunikationsudfordring. Opgaverne var ret forskellige, men begge steder oplevede jeg engagerede mennesker, der – og det er ærgerligt nok blevet en kliché – ville gøre en forskel.

I de fleste organisationer møder man barrierer, når man arbejder med kommunikationsplaner. Der er forskellige interne interesser og typisk et broget, eksternt interessentlandskab. Men hvis man i sit arbejde kan finde en værdi, der er større end penge, så overkommer man også dem. Det kan vi alle sammen lære noget af.

Nick Scriven, office manager

Når pølsemanden kigger forbi

Jeg er startet hos bro i år, og som office manager er det min opgave og store fornøjelse at gøre mine kollegaers arbejdsdag både effektiv og hyggelig. Jeg booker deres flybilletter, importerer kvalitetskaffe og sørger for, at vi kan spille terninger om chokoladekalenderen her i december.

Og så fik jeg lov at invitere Den Økologiske Pølsemand forbi hele TO gange, hvor vi skulle fejre os selv lidt ekstra. Det bliver billedet af 2016 for mig, fordi det var en sjov og hyggelig happening med en flok mennesker, der både er smaddersøde og imponerende dygtige til det, de laver.

Jeg håber sådan, at vi får anledning til at hyre ham igen i 2017.

Den Økologiske Pølsemand foran bro-huset.

Maria Drøscher Haagensen, regnskabsansvarlig

Ind i kernen og ud på bloggen

Jeg har skrevet mange ord i 2016 – nogle til vores blog, endnu flere for vores kunder. Og selvom kunderne er forskellige, er det i løbet af året blevet meget klart, at ingen kan klare sig uden en stærk fortælling om det, de er sat i verden for: En kernefortælling.

Det skrev jeg et blogindlæg om for nylig, og få timer senere var jeg booket til at holde et oplæg om det. Det er ikke rocket science at tale om hverken kernefortællinger eller content marketing, men det var en soleklar bekræftelse i, hvordan vi skaber værdi ved at arbejde med begge dele. Og nå ja, så er det også et højdepunkt, at jeg i løbet af året har omvendt det meste af bro-huset til at elske bridgeblanding.

Marie holder oplæg om kernefortællinger

Simon Krag Linde, praktikant

En del af bro-familien

Mit største mål og ønske for 2016 var at blive praktikant i bro. Det lykkedes. Jeg havde Kanye West-høje forventninger til praktikperioden, til opgaverne og til mine nye bro-llegaer – og de er alle blevet overgået!

Jeg har været involveret i videreudviklingen af brosbrand og er blevet en del af det team, der arbejder med broscontent på bloggen, podcasten og de sociale medier. Skal jeg vælge ét enkelt øjeblik, hvor det hele peakede, tager jeg publiceringen af et blogindlæg, som jeg havde ghostwritet – og stadig kunne genkende, efter det have fået en kyndig rusketur i redaktørmaskinen.

Michael Rusbjerg, grafiker og webudvikler

At skabe et solidt og brugbart værktøj

Især ét projekt står klart for mig som et højdepunkt i 2016. Da vi åbnede dørene for vores hold på en workshop, bød vi dem også samtidig velkommen til et onlineunivers, der fungerer som en ekstra dimension til undervisningsmodulerne. Her kunne deltagerne løbende få informationer, materialer og lektier og havde også mulighed for at oprette indlæg og dele filer med undervisere og deltagere – både i forum og privat mellem profiler.

Udviklingen af universet krævede, at jeg arbejdede med flere forskellige teknologier og funktioner, der så blev samlet i ét solidt og brugbart værktøj. Og det gav da et lille sus, da deltagerne fra holdene tog det i brug.

Eva Rieks, partner

Når mange små skridt tilsammen skaber en stor bevægelse

Lige præcis 536. Så mange mails har jeg i mit arkiv på den opgave, som er min 2016-højdespringer, nemlig opbygningen af et helt nyt område hos en kunde.

Det vidner om et år, hvor en stor del af mit arbejdsliv har drejet sig om dette. Sammen med et bro-team har jeg været involveret i utallige opgaver på flere niveauer. Vi har udarbejdet en 100-dagesplan, udviklet et kommunikationsstrategisk fundament, lavet en handlingsplan for sociale medier, produceret content og udtryk til utallige interessenter, lavet krævende stakeholderarbejde og meget andet.

Det har både været svært, sjovt, frustrerende og opløftende. Og så er det utrolig tilfredsstillende, når man kan se, at de mange indsatser begynder at give mening i det store perspektiv – når opbygningen tager form og lykkes.

Kathrine Louise Nielsen, tekstforfatter

Da læserne valgte os som årets bedste blog

Det var et fantastisk øjeblik at få nyheden om, at bro blog blev kåret til Danmarks BEDSTE kommunikationsblog i 2016. Her er mit bud på opskriften på, at det lykkedes:

  1. Stjæl, lær og brug en masse copywritertrick til at skabe blogindlæg, som dine læsere har lyst til at klikke på, læse, kommentere og like.
  2. Omgiv dig med et content team, der er dygtigere, klogere og mere hårdtarbejdende end dig selv: Fx Henrik, Simon og Jacob.
  3. Brug tid på at ideudvikle, skrive, redigere og pudse dine blogindlæg – og brug så lidt mere tid.
  4. Læg hvert eneste nyhedsbrev nænsomt i en moseskurv, og send det ud på internettets Nil til de 23.000 smukke mennesker, som har sagt ja til at bruge deres dyrebare minutter på dine ord.
  5. Sig tak til netop disse mennesker for at hjælpe os med at vinde prisen som Årets Bedste Kommunikationsblog 2016.

Så: Tak skal I have. Vi kunne ikke have gjort det uden jer!

Det er altså et flot billede, det her.

Rasmus Nord Jørgensen, konsulent

Når førstehåndsindtryk holder stik

Jeg blev far for første gang i 2016, så arbejdsåret – og resten af livet – bliver overstrålet af det.

Ikke desto mindre er min ankomst til bro i år en stor milepæl for mig. Jeg har især været med til at løse en kompleks kommunikationsopgave for en kunde, der har krævet håndtering af mange forskellige interessenter.

Det har været en rigtig god oplevelse, og jeg er svært tilfreds med, at det førstehåndsindtryk, jeg fik af bro for flere år siden som et sted med nogle dygtige, imødekommende og hjælpsomme mennesker, har vist sig at holde stik.

Helle Bro, direktør

Medaljeoverrækkelse: Rekordernes år

Til brosjulefrokost for nylig gav jeg alle medarbejdere en medalje om halsen. Og med den en kæmpe tak for at have bidraget til rekordernes år: Målt på omsætning, resultat, leverancer, sjov og ballade, mod, samarbejde og medarbejderantal har 2016 trumfet alle tidligere 17 år i bro kommunikation. Det er en fantastisk følelse.

I juni i lancerede vi en ny treårig intern strategi. Den skal skærpe vores fokus på kunderne og deres muligheder og samtidig udvikle de kompetencer, som medaljebærerne besidder. Den er også en beskrivelse af vores historie og respekten for den.

Jeg er så stolt over at lykkes med at lancere strategien samme år, som vi slår alle rekorder. Ikke kun fordi det er dejligt at stå i spidsen for en sund og energisk virksomhed, men også fordi det vidner om, at vi har fundet balancen i den svære øvelse at kapitalisere på en eksisterende forretning – og samtidig tro på en ny vej. Be the change.

(På medaljerne står der rekordbryder)

Og så er det din tur

Hvis du har lyst, så brug kommentarfeltet forneden til at dele dit højdepunkt fra året, der er ved at være forbi. Vi tror nemlig på, at succeshistorier er et godt afsæt til at takle nye og spændende udfordringer.

Fra alle os til alle jer: God jul og godt, kransekagebelagt nytår!

Mød

Helle Bro
CEO & Founder

Helle er CEO og grundlægger af bro, og siden begyndelsen i 1999 har hun været ansvarlig for den strategiske udvikling og daglige drift af virksomheden.

Helle ved, hvad det vil sige at lede, og hun ved, hvordan man rådgiver andre til at navigere og agere i feltet. Derfor dedikerer hun sin tid til strategi-, team- og lederudvikling. Hun er ikke bange for at tage fat, hvor det gør ondt, hvis formålet er at skabe meningsfuld forandring. Og derfor fungerer Helle også som sparringspartner og rådgiver for topledere og executives i både danske og internationale organisationer. Helle er desuden hjemmevant i rollen som oplægsholder og keynote speaker.