Der er noget ved store ferier, som har særstatus for os. Vi stopper op, reflekterer og er lidt eskapistiske. Forsøger at få gjort status på tiden, der er gået – og se fremad.

Logistisk er der masser af ting, du kan gøre for at sende dig selv godt på ferie:

• Sæt tid af til at lukke ned – og start ikke noget nyt op, hvis du kan undgå det.

• Hvis du ikke kan lukke opgaver helt ned, så gå i gang. Det er meget rarere at komme retur til noget, der ikke skal koldstartes.

• Skriv et autosvar, som folk gider læse (dette års hjemlige ferierammer sætter forhåbentlig en stopper for de sædvanlige fraser med ”Tak for din mail. Den glæder jeg mig til at læse, når jeg har været på Fiji og få delfinmassage”.)

Vi har masser af erfaringer med at arbejde med forpligtelse: du ved, det adfærdsprincip, hvor man laver en aftale med sig selv eller andre om at gøre noget på et konkret tidspunkt. Selve konkretiseringen er med til at få os i gang med at planlægge fremtiden, så vi holder, hvad vi lover. Fx er det aktiveret flere steder i den madspildskampagne, som vi hjælper Københavns Kommune med for tiden.

Men hvis vi lige sætter en nål i lavpraktikken, så er der et helt andet spørgsmål om mavefornemmelsen. Hvor ofte går man på sommerferie med ro i maven til trods for, at ovenstående tre bullets er hakket af? Jeg har altid selv følelsen af, at jeg har glemt noget, når jeg cykler hjem på sommerferie.

Jeg er en fleksibel type. Lidt ustruktureret. Måske også en smule for tidsoptimistisk. Derfor er det også hverdagskost for mine kolleger at høre mig snakke om fortids-Maria, nutids-Maria og fremtids-Maria.

Fortids-Maria er hende, der efterlod mig en masse irriterende hængepartier. I går, for en uge siden, for et år siden. Nutids-Maria er mig, som jeg er lige nu. Og så er der fremtids-Maria: hende med endeløst potentiale, som jeg kan tørre alle mine opgaver af på. Tror jeg.

For så kommer dagene inden store ferier. Og jeg kan mærke min uro. For jeg vil virkelig gerne holde ferie, men jeg stoler ikke på min fremtidsmakker mere. Skudt ind mellem nutids-Maria og fremtids-Maria er ferie-Maria, og hun formår at sætte en så effektiv kile i vidensdelingen, at fremtids-Maria kommer tilbage fra ferie helt og aldeles blæst og blank.

Psykologerne er kommet op med begrebet ’Future Self-continuity’. Altså hvor godt du identificerer sig med dit fremtidsjeg. Hvis du ikke gør, er du kort fortalt mere tilbøjelig til at afvise fremtidige muligheder lidt for hurtigt.

En måde at skabe ’Future Self-continuity’ på er at forstå, at nutids-jeg’et og fremtids-jeg’et er den samme person, med de samme grundlæggende værdier.

Det kan godt lyde lidt syret, men undersøgelser viser, at folk, som er på fælles fodslag med deres fremtidige jeg, er sundere og bedre til at spare op.

Så i år skal det være anderledes. I år vil jeg prøve at holde lidt af hende, som skal komme tilbage til mit skrivebord, efter jeg lod det støve på kaffekopspletterne en hel sommer. Hun skal ikke have nogen to-do-lister. Hun skal ikke betale prisen for min uro nu. Hun skal have lidt kærlighed.

Derfor har jeg lavet en meget enkel skabelon, som du kan finde nederst på siden (husk at printe på begge sider, hvis den skal fungere). Først skal du udfylde den ved at svare på tre spørgsmål baseret på teorien om Future Self-continuity. Og så skal du folde den.

Forestil dig det fremtids-jeg, der kommer tilbage efter sommerferien:

1. Hvilke arbejdsopgaver motiverer dig?
2. Hvilke arbejdssituationer får dig til at smile?
3. Hvad har du gjort, for at du kommer tilbage til en god arbejdsdag?
   
   

Når du har gjort det, kan du folde papiret til en hyggelig kuvert. Sådan her: