Den bitre, den brutale og 10 andre autosvar, der arbejder for (eller imod) dig i ferien

Sommerferien nærmer sig. Det samme gør en overset kommunikationsdisciplin: Autosvaret.

For de fleste er det blot sidste punkt på to do-listen inden en tårevædet afsked med skrivebordet. Men autosvaret bør faktisk være en kilde til grundige overvejelser. For som med alt andet, du skriver, siger det en del om, hvem du er.

Her får du 12 eksempler på autosvar, du kan stjæle eller lade dig inspirere af – og hvad de siger om dig.

1) Den arrogante

”Tilbage den 20. juni.”

Hvad siger den om dig?

Du dyrker en klassiker: Show it, don’t tell it. Det kan godt være, at du efterlader din modtager en smule misundelig, men følelsen vil formentlig få følgeskab af et smil, og budskabet er feset rent ind.

2) Den kryptiske

”Jeg er ikke på kontoret foreløbig.”

Hvad siger den om dig?

Javel. Holder du ferie? Er du blevet syg? Fyret? Du efterlader os ikke kun med mindst tre spørgsmål. Vi ved heller ikke, hvornår vi får svar på dem.

3) Den formelle

”Deres e-post er indgået, men endnu ikke læst. Jeg er atter at forefinde på kontoret igen d. 25. juli, hvorved henvendelsen vil blive besvaret inden for rimelig tidsramme. Der kan i mellemtiden rettes henvendelse til min kollega på XXX.”

Hvad siger den om dig?

Bliver du også helt træt i tastaturet?

Hvad f***** er en ”rimelig tidsramme”?

Giv os gennemskuelige grundled og klar kommunikation. Tak.

4) Den branding-bevidste

“Hi, would you like to be out-of-office too?

Then I recommend one of our Scandic hotels.

Personally, I will return on Wednesday May 29th and I won’t be able to answer your mail until then.”

Hvad siger den om dig?

Den her imponerede os, da vi modtog den. Her udnytter afsenderen lejligheden til at promovere sig selv på en elegant måde.

5) Den overbegejstrede

HEEEEJ! Jeg er smadder ked af ikke at kunne læse din mail. Okay, just kidding!!! Jeg er nemlig på ferie. Ah, syd, sol og sommer – det er skønt, ikke? :) Så det betyder altså, at der liiiiiige går et par uger, før jeg kommer til at læse din mail. Glæder mig til det – er sikker på, at den er vildt spændende!! Knus.”

Hvad siger den om dig?

Nej, det er du ikke sikker på.

Og hvis vi er din nye kunde eller samarbejdspartner, har vi ikke lyst til et knus.

Vær varsom med din brug af smileys, udråbstegn og andet lir i autosvaret. Du risikerer at lyde som den overivrige tjener, der indtager en stol ved din og din kærestes middag og foroverbøjet nikker sig igennem jeres bestilling – velmenende, men akavet.

6) Den helt korte

”Tilbage 5. august.”

Hvad siger den om dig?

Kort er godt. Og ingen kan klandre dig for at spilde din modtagers tid. Men du misser fuldstændig chancen for at skabe eller styrke nogen relation til din modtager. Og det kender du værdien af.

7) Den risikable

”Jeg er pt. væk fra kontoret. Desværre er jeg tilbage om 14 dage.”

Også set som ”På ferie. Håber at vinde i lotteriet og aldrig komme tilbage.”

Hvad siger den om dig?

Det er et sats, det her. Måske har både du og din chef humor. Eller måske får du travlt med at finde dig et andet job.

8) Den brutale

”Jeg kigger ikke i min indbakke, før jeg er tilbage på kontoret den 7. juli. Til den tid vil jeg slette alle mails sendt før denne dato. Så hvis du vil mig noget, må du skrive igen til den tid.”

Hvad siger den om dig?

Vi er faktisk lidt i tvivl om, hvad vi skal mene her. Det er jo fint at melde ærligt ud – men det virker ikke superimødekommende eller engageret, gør det?

9) Den stilforvirrede

“May Peace, Joy, Hope and Happiness be yours during this Summer.

Thank you for your email. I’m out of the office and will be back at August 5th. During this period, I will have limited access to my email.

For immediate assistance please contact me on my cell phone at (+45)XXXXXXXX.”

Hvad siger den om dig?

Vi dobbelttjekkede Outlooks Sendt-mappe, da vi fik dette autosvar. For vi troede, vi havde sendt mailen til den forkerte person. Afsenderen var en ekskollega, som aldrig ville tale om fred og håb over kaffemaskinen. Indledningen passede til hans amerikanske og afrikanske samarbejdspartnere. Men den udelukkede os andre.

10) Den bitre

”Jeg holder en særdeles tiltrængt (men alt for kort) ferie og er tilbage på kontoret den 1. august. Til den tid er din mail sikkert druknet i mængden af andre ligegyldige mails, eller også er min afdeling for gud ved hvilken gang blevet omstruktureret, hvorfor det sikkert ikke bliver relevant for mig at svare dig. Så lad være med at forvente en hel masse.”

Hvad siger den om dig?

Det kan godt være, at du er træt af dit job, men det er en dårlig strategi at skrive det på Facebook eller i dit autosvar. Chefen kigger med overalt.

11) Den vigtige

“I am out of office until next Friday for a very important conference in Bonn.

Concerning project Y, please contact XXX

Concerning project X, please contact XXX

Concerning project Z, please contact XXX

In case of emergencies, you can reach me on my cellphone 1234567890.”

Hvad siger den om dig?

Puha, du er vigtig. Og international! Men du er godt nok også tør. Og helt sikker på at holde din modtager væk fra livet i strakt arm.

12) Den uigennemtænkte

”Velkommen kre Gst!

Tak for henvendelsen angende ophold.

Jeg undersger hvilke vrelser der er ledige, og vender tilbage hurtigst muligt.

Med venlig hilsen,”

Hvad siger den om dig?

Dette autosvar modtager bro blog-redaktionen, hver gang vi sender et nyhedsbrev om et blogindlæg ud. Det betyder, at den havner i vores indbakke en gang om ugen. Men på intet tidspunkt har vi været på jagt efter værelser. Så her gør autosvaret, der skulle være en servicebesked, blot din modtager forvirret.

Fraværet af æ, ø og å gør uigennemtænktheden i dette autosvar komplet.

Hvad er det bedste autosvar, du har modtaget? Del gerne med os andre her i kommentarfeltet – det er også helt okay at prale med sit eget.

Mød

Marie Hemmingsen
Lead Content Advisor

Maries arbejdsdag er fyldt op af lige dele strategi, copywriting og projektledelse. Hun udvikler kommunikationsstrategier og personaer, skriver kernefortællinger og stillingsopslag og gør hjemmesider og vejledninger mere brugervenlige. Marie har bl.a. løst opgaver for Sampension, Digitaliseringsstyrelsen og Aarstiderne og er redaktør på vores egen bro blog.