Da Mette Frederiksen lukkede Danmark ned, var vi mange, der nok blev bekymrede, men også kampklare: Vi skal nok klare det her, vi skal stå sammen hver for sig, vi skal hjælpe, hvor vi kan. Og det gør vi – bevares, der er små fall outs med pludselig trang til vareophobning, spadsereture i dejligt vejr og til at se vennerne fredag aften. Men overordnet ser det ikke så ringe ud; vi holder fast og holder hinanden oppe på det væsentlige: Bliv hjemme, og få det bedste ud af det.

Nu er de første forvirrende dage overstået, og hverdagen er så småt ved at indfinde sig. Vi arbejder hjemmefra, enten mutters, omgivet af ligestillede samlevere eller måske af rastløse unger. Og børnenes hjemmearbejdsdag er der nogen, der tager sig af – der ligger ugeplaner på AULA og opgaver i det godt nok lidt overbelastede uniLogin. Som en skoleleder sagde på DR: ’Børn har brug for gode rammer, når de skal igennem det her.’ Så lad os se lidt på, hvordan vi voksne kan klare det: Har vi gode rammer til at komme igennem de næste uger?

De fleste læsere af vores blog, ved at ’ny’ automatisk betyder problemer: Vi skal gøre noget andet, end vi plejer, og det kræver ekstra energi og opmærksomhed. Så når vi sidder hjemme og arbejder, så resulterer det for mange af os i, at vi vælger det nemme. Det, vi plejer at gøre i den hjemlige ramme. Det kan være, at vi får ordnet den rodede reol, lige støvsuger, eller sætter en vask over – så låget på vasketøjskurven for en gangs skyld kan lukkes (hvilket jo også er ret tilfredsstillende).

En morgenrundspørge i bro, hvor de fleste af os sidder på hjemmekontor i disse uger, viser denne top-3 over fordele og ulemper – som tydeligvis er indbyrdes sol- og skyggesider:

Lad os se på de tre hyppigste udfordringer.

”Det er svært at vide, hvornår man har fri, og hvornår man skal starte på arbejde – jeg arbejder i en relativt lille lejlighed og bruger det samme rum til alt.”

Hele vores verden er indrettet efter, hvordan vi skal bevæge os, og hvad der er offentligt og privat territorie. Der er mange interessante eksempler på, hvordan en indretning styrer vores adfærd - her er fx en ret banal intervention til en urolig skoleklasse. Indretning betyder selvfølgelig også noget hjemme hos os selv, hvor det hele er privat. Derfor: Selvom det måske virker postuleret, kan det være en hjælp at indrette en decideret arbejdsplads – også selvom det bare er på den ene side af lejlighedens eneste bord.

”Det er enormt hyggeligt at sidde med pc’en i sofaen med hyggesokker på – men hvad så, når du har fri?”

Når du har indrettet en decideret arbejdsplads i dit hjem, kan du med fordel også reservere seng og sofa til andre sysler. Til pauser, til playlister og til privatliv. Og så ”sørg for at holde fri, når du holder fri. En øvelse, der i forvejen kan være svær for os, der godt kan li’ det, vi laver”. Forsøg at markere, at arbejdsdagen er slut ved at rydde op på arbejdspladsen og gøre den klar til i morgen.

Bonustip fra en brollega: ”Hvis du bor sammen med nogen, som også er sendt hjem fra arbejde med computeren under armen, så aftal, hvornår I starter dagen, hvornår I holder pause, og hvornår I slutter”.

”Det udfordrende er, at transporttiden ikke længere er en del af min hverdag. Jeg laver morgenmad, spiser den ved spisebordet og BUM, så er jeg ankommet på arbejdet. Jeg har ikke min 15 minutters cykeltur, hvor jeg kan omstille mig på at møde ind på arbejde.”

I den nuværende situation har vi mistet en masse sunde overgange, hvor vi i bedste ’klassisk rite’-stil kunne omstille os fra den ene opgave, rolle eller selvforståelse til den anden – og få lidt frisk luft. Marker omstillingen ved at melde dig ud af py-klubben og træk helt bogstaveligt i arbejdstøjet: ”Stå op ved samme tid hver dag, bad, og tag civiliseret tøj på, så du føler dig som menneske, ikke som zombie.” I øvrigt en holdning, der splitter os her i biksen, hvor nogle klart foretrækker py-buksen i sofaen.

Indlæg også gerne en lille spadseretur fra morgenstunden: ”Så kan du måske snyde din hjerne til at tro, at det er en helt almindelig arbejdsdag.”

“Make a plan and stick to it!”

Om det er praktisk oprydning, pensionsordning eller playlisten, der frister til et hurtigt vue, så husk den gode gamle regel om singletasking: Vi er alle sammen mest effektive, hvis vi tager én opgave ad gangen. Og nu skal vi selvfølgelig ikke opfordre til flere overspringshandlinger – og så alligevel. I denne video kan du blive klogere på, hvordan du skiller dig af med trangen til multitasking.

Singletasking er blot én metode til at overholde din nøje estimerede plan. Selve planen behøver ikke at være særlig avanceret; en uendelig banal tidsramme med korte intense (og indiskutable) tidsslots kan være fin. For mange af os fungerer 45-15 godt, men Pomodoro-teknikken med 25-5 er også meget populær. Det afgørende er, at du indlægger rytmiske pauser, fx til at tjekke playlisten. Og så lade playlisten være indtil da.

”Læg mobilen væk. Langt væk. Så der ikke hele tiden er en stemme hos dig, der siger: Gad vide, hvad der sker på Instagram?? For der sker ikke noget.”

Som supplement til dit planlagte skema for dagen kan du slukke for distraktionerne. Luk mailen ned, og sluk (især) for pressemøderne i dine planlagte aktive slots. For selvom du ikke åbner mailen, er din koncentration strøget og skal hentes tilbage igen fra det sekund, du registrerer ikonet i hjørnet af skærmen. Og gem i øvrigt sociale medier til dine planlagte pauser for at bevare koncentrationen.

”Man finder virkelig ud af, hvor værdsat det kolligale fællesskab er, når man så pludseligt må undvære det. Glæder mig til vi ses igen”

Det var afslutningen på en mail i dag. Og den ramte med både varme og vemod. For det er en smuk måde at sige det helt banale og helt afgørende på: At sociale kompetencer er en evolutionskritisk faktor. Derfor er det ikke bare, fordi det er hyggeligt, at vi længes efter hinanden. Det er et meget grundlæggende behov, der bliver forsømt i disse ugers isolation – i at vi skal stå sammen hver for sig: ”Udfordringen er, fx at selskabsløven i én bliver utålmodig og ensom” og ”i går sagde min kæreste: du mangler godt nok nogle kollegaer at være sammen med”.

Og med den replik er det mest taknemmelige handlingsfelt åbnet, for her er der enkel og konkret adfærd nok at tage af: For du må gerne kontakte dine isolerede kolleger – de sidder alle i samme situation.

”Selvom kollegerne kun er et ring eller en mail væk, så tænker jeg mig lige om en ekstra gang, inden jeg forstyrrer”

Så bare rolig. Der er ingen risiko for, at vi ender i en masse meningsløse møder og de rastløse forstyrrelser i en kontorhverdag a la: ’Hey, må jeg ikke lige høre din uforgribelige mening om det her’, når vi cruiser rundt på gangene og forstyrrer kollegerne, fordi vi selv har tabt fokus. For vi tænker os lige om en ekstra gang, når vi ikke blot skal give den ergonomiske kontorstol et spin, men derimod skal gribe telefonen og ringe op.

”Det hjælper for mig at lave deadlines med andre kollegaer, også selvom de ikke er modtageren”

Systematiser gerne din kontakt med kollegaerne. Aftal daglige tjek in-snakke på bestemte tider – a la: ’Hvor langt er du med x, hvad ville du gøre med y, eller jeg er sgu lidt bekymret for z’. Og man må også godt dele, hvordan det ellers går – med ungerne, der ikke gider skolearbejdet, at man måske synes, at man er lidt svimmel eller overvejelser om, hvor længe det her mon vil stå på? For ”det mest udfordrende er at skulle undvære de små snakke ved kaffemaskinen”.

Og så er der hele det virtuelle mødefelt – Skype, Teams, eller hvad I nu bruger hos jer. Men her får I en vaskeægte cliffhanger: For i ren længsel efter jer udkommer bro blog ekstraordinært også i næste uge. Her vil Josefine dele indsigter fra en aflyst South by SouthWest konference, hvor der skulle præsenteres ny forskning om megatrends. Vil I vide mere om megatrenden Human Mode, og hvordan den bliver en afgørende faktor, når vi i disse dage mødes virtuelt? Så læs med i næste uge.

Indtil da, får du her 4 gode råd til en bedre to-do-liste, som kan være første step i kampen om den planlagte hjemmearbejdsdag.