Hvad tømreren lærte bestsellerforfatteren

Jeg vil gerne fortælle dig en historie. Det er ikke kun, fordi det er en fin lille historie, og jeg gerne vil score et par billige point på at underholde dig. Det kunne såmænd være fint nok, men nu er det her bro blog – vi vil mere end det.

Inden du får historien, skal vi lige ud på en nødvendig omvej: Her på redaktionen er vi glade for Stephen King. Det er kommet lidt bag på os, fordi vi ikke har læst nogen af hans romaner i 10-15 år.

”Det er for simpelt og mest for teenagere. Sådan noget med klovne, der myrder små børn, katte, der kommer tilbage fra graven, og biler, der kører rundt uden førere. Tsk tsk. Den slags er vi vokset fra. Det har vi lagt bag os.”

Når man tænker efter, er det et ret arrogant skuldertræk fra vores side at smide efter en forfatter, der har solgt 350 millioner bøger. Alle ved, hvad Stephen King laver. Også dem, der aldrig har læst et ord, han har skrevet.

Heldigvis skiftede vi mening. Det skete helt af sig selv efter at have læst Kings ’On Writing’ – en meget læseværdig bog, der på elegant vis både er en biografi over Kings liv og en inspirerende og instruerende håndbog i at skrive. Kort sagt: Læs den.

Onkel Orens værktøjskasse

Og så er jeg klar til at fortælle historien, som stammer fra ’On Writing’. Den handler om en værktøjskasse, og selvom værktøjskassemetaforik står højt placeret på vores liste over forbudte fraser og sproglige klicheer, holder vi meget af den. Den går sådan her:

Som dreng tilbragte Stephen King mange og lange sommerdage hos sin onkel og familie i Maine i det nordøstlige USA. Herren i huset var Stephens onkel Oren – en hårdtarbejdende og Camel-rygende tømrer af den gamle skole. Oren havde tidligere i sit liv arvet gamle bedstefar Kings værktøjskasse. Det var ikke en hvilken som helst værktøjskasse. Det var en omhyggeligt håndbygget model i mørkt træ. Den bestod af tre niveauer, der foldede sig ud som kinesiske æsker, når kliklåsen blev åbnet. Og så var den tung. Stephen og hans storebror kunne ikke bære den, selv når de lagde alle deres kræfter i. En sommerdag skulle onkel Oren skifte myggenettet på det fjerneste vindue i huset. Stephen gik ud i værkstedet med onklen, der med stort besvær løftede kassen og begav sig afsted langs bygningen. Stephen havde fået til opgave at bære det nye myggenet, og han fulgte lige i hælene på den hårdtprøvede og svedende onkel. Ved vinduet satte Oren kassen på jorden med et lettet suk. Stephen fik lov at åbne kliklåsen, så de mange lag, små skuffer og rum foldede sig ud. ”Ræk mig en skruetrækker,” sagde Oren. Stephen så to forskellige i kassen. ”Det er ligegyldigt hvilken,” tilføjede onklen. Skruehovedet var klassisk plus-formet, så både stjerneskruetrækkeren og den flade af dem kunne bruges. Oren løsnede de i alt otte skruer en for en og rakte dem til Stephen, som omhyggeligt lagde dem i sin lomme. Og så gik arbejdsgangen den modsatte vej, da den nye skærm blevet skruet i: Stephen gav onklen én skrue ad gangen, som hurtigt, men med sikker hånd fik skærmen til at sidde, som den skulle. Til sidst rakte Oren skruetrækkeren tilbage til Stephen og bad ham lukke kassen Forundret gjorde Stephen, som der blev sagt, men han kunne ikke holde spørgsmålet tilbage: ”Hvorfor slæbte du bedstefars tunge værktøjskasse hele vejen herud, når du kun skulle bruge en skruetrækker? Du kunne have haft den i lommen så let som ingenting.” Oren bøjede sig ned, tog fat om kassens håndtag og kiggede Stephen i øjnene. ”Du har ret,” sagde han, ”men jeg vidste jo ikke, hvad jeg ellers ville støde på heromme, gjorde jeg? Det er bedst at have alt sit værktøj med sig. Ellers støder man på noget uventet, som man ikke kan klare, og det er det værste, jeg ved.”

Byg din egen værktøjskasse

I ‘On Writing’ oversætter King sin onkels logik til arbejdet med at skrive. For at få mest ud af sit skrivearbejde skal man selv bygge sin værktøjskasse op fra bunden, tilføje alle de lag, man skal bruge, fylde den op med værktøj og redskaber og så ellers opbygge tilpas med muskelkraft til at kunne slæbe den med sig rundt – hver gang.

Hos bro skriver vi meget – og underviser også i det. Læs mere om vores kommunikationsuddannelse bro com

Forestil dig, at du har taget alle de mange små greb, teknikker og tommelfingerregler, du har gjort til dine principper, når du skriver, og at du nu lægger dem alle sammen ud på gulvet i dit værksted. I midten står din værktøjskasse. Den er åben, og den er gabende tom.

Nu tager du alle dine redskaber op i hænderne, et efter et, inden du lægger dem ned i kassen. Se på dem, som var det første gang, du stødte på dem. Hvad er deres funktion? Hvad er det, de kan? Og hvis de er rustne, så frisk dem op. Det meste værktøj har bedst af at blive brugt, men ikke slidt op; og det samme gælder for sproget.

Jeg foreslår dig at strukturere kassen på denne måde. Den skal have mindst fire lag, der kommer her:

1) Ordforråd og grammatik

Øverst i kassen placerer du dit ordforråd. Det kan være stort eller småt – det afgørende er, hvordan du bruger det. Gør du brug af metaforer, skriver du poetisk og billedrigt, eller foretrækker du at holde det enkelt og konkret? Det er op til dig, så længe du bruger det naturligt. Kings hovedregel er:

“Use the first word that comes to your mind, if it is appropriate and colorful.”

Sammen med ordforrådet placerer du grammatikken med alle dens regler, tegnsætning og ordklasser. Jeg vil ikke ofre så meget plads på den, men blot konstatere, at du let får folk på nakken, hvis den ikke er i orden. Bevidste brud på grammatiske regler kan skabe underholdende og stærke effekter – men hvis man skal bryde dem bevidst, skal man også kende dem.

2) Sproglige byggeklodser

På næste niveau skal du skabe plads til dine sproglige byggeklodser. Det er dem, du bruger til at skabe struktur i din tekst. Her har du indledninger, afslutninger og manchetter, og du har både korte og lange afsnit, som du benytter på baggrund af velovervejede valg. Du har en akademisk trekant og en nyhedstrekant, som du kan vælge at forme din tekst efter. Og så har du en masse rød tråd, som du helst skal bruge flittigt, når du skriver.

3) Virkemidler og stilfigurer

På niveauet længere nede lægger du alle dine sproglige virkemidler og stilfigurer. Det er her, du har dine små værktøjer, der kan gøre passivt sprog aktivt. Du har måske også en lille skuffe til indskudte sætninger, triader, ordspil og en vejledning til de forskellige sanser, man kan appellere til. Husk endelig at gøre plads til dine overskrifter, som er helt afgørende for at få din tekst læst.

4) Værktøjer til redigering

Endelig har den dygtige skribent et lag i sin kasse med værktøjer til redigering. Det er dem, der skal i brug, når en tekst skal finpudses og skæres til. Der er masser af punktummer, så du kan give din tekst en Alfons Åberg, og der er også plads til din djævleordsrive og din Hemingway’ske grovfil.

Til sidst lukker du kassen og giver den et kærligt klap. Nu er du bevidst om de redskaber, den indeholder, og hvad du kan udrette med dem. Det gør det lettere for dig at gå i gang med dine skriveopgaver, fordi du skal bruge mindre tid på frustreret at overveje: Hvordan skal jeg dog gribe opgaven an? Hvordan tager jeg hul på det irriterende blanke papir?

Til sidst vil jeg minde dig om det vigtigste råd, King giver til dig, der vil blive bedre til at skrive:

”Read a lot. Write a lot.”

Her forneden er der et felt til kommentarer. Lad os sige, at det er en værktøjskasse. Hvilket uundværligt skriveværktøj vil du smide i?