De kendetegn kommer næppe bag på dig. Og de ville næppe heller komme bag på de aktører, vi ser så rigt repræsenteret på sendefladen i disse uger, nemlig EP- og Folketingskandidaterne. Faktisk er jeg klar til at sætte en femmer på, at stort set alle vores politikere ville tilslutte sig mange af de samme kriterier for gode dialoger.

Alligevel er det ikke den gensidige respekt, aktive lytning og de interesserede spørgsmål, der præger vores politikere. I dette indlæg er jeg helt old school influentiel og ser lidt på den mundtlige debat, som den udfolder sig på tv.

Opgaven her er ikke at bashe politikerne for hverken løbende overbud eller det mundhuggeri, der får skylden for den generelle politikerlede – det er der andre, der er meget bedre til.

>>> TV-station vil give politikerne stød under valgdebat

I stedet ser jeg på et par af de mønstre, som de klassiske paneldebatter ofte følger – i øvrigt helt uafhængig af partipolitik.

På den måde kan debatterne give et par do’s and dont’s til den professionelle dialogiske hverdag for alle os, der ikke er politikere på tv. For hvis du er ved at være træt af at forsøge at afgøre, hvem der er mest grøn, hvem der er mest økonomisk ansvarlig, eller hvem der er mest vred på bestemte grupper, så kan jeg anbefale, at du i stedet koncentrerer dig om, hvor gode de er til respektfulde dialoger.

Og kan du ikke få nok af valgsnak, kan jeg anbefale Emils podcast fra sidste uge, hvor der er også er valg på plakaten, nærmere betegnet valg og algoritmer på SoMe.

Lad os tage et par eksempler fra DR2’s Debatten den 16. maj, godt en uge inde i den historisk lange valgkamp. Det er også dagen for udgivelsen af ’Frihedens øjeblik’, hvor Lars Løkke (V) antyder en vis åbenhed over for en SV-regering, så der er nok at snakke om - og det bliver der. Og som så ofte før i denne slutrunde er der masser af drama med voldsomme udbrud og hårde beskyldninger. Her har jeg blot valgt at se på tre enkle, klassiske og ikke nødvendigvis voldsomt dramatiske eksempler på sproglige mønstre.

Afbrydelser er der i sig selv ikke mange fortalere for. Alligevel er det nok de færreste af os, der kommer igennem livet uden selv at have afbrudt nogen på et tidspunkt – rigtig ofte grundet iver og engagement. Og både iver og engagement er til stede den 16. maj – også uden at det i sig selv udfordrer samtalen.

Der, hvor dialogen bliver ramt, er, når deltagerne begynder at søge en højere retfærdighed i balancen. Når de med andre ord ’går meta’, altså begynder at hæve sig over selve diskussionen og moralisere om fordeling af ordet, og hvor de kommenterer på, hvordan de andre taler – ikke på det, som de taler om.

”Hvis jeg lige må have lov til at tale færdig, for du har også fået lov til at tale længe.”, som Pelle Dragsted (Ø) siger til Bjarne Corydon, efter selv at være kommet til orde ved at afbryde (ca. 10:49). Og Pia Kjærsgaard (O) og Jan E. Jørgensen (V) har undervejs en lille duel om, hvem der afbryder mest. (se duellanterne i klippet her)

Formen er meget brugt, den har ingen partifarve. Og den smitter; når den første trækker ’du afbryder’-kortet, går der sjældent lang tid, før der er tilbagebetaling fra den anklagede. Mekanismen er både almen og meget forståelig: For hvis nogen anklager os for noget, som de umiddelbart efter selv gør, så kan det være fristende at skyde tilbage. Men reglen ’never argue with a fool’ gælder også her.

Indlæsning af motiver er klassisk ’efter manden’-retorik. Dan Jørgensen (S) giver os et godt eksempel:

Undervejs i Debatten er der også takter, der mere matcher den respektfulde og samarbejdende tilgang, som vi kan lide. Pelle Dragsted lægger fx partifarven på hylden og opfordrer det brede politiske flertal bag retsstaten til at stå sammen imod Stram Kurs: ”Jeg synes, det er så vigtigt, at alle partier – og det inklusiv Pernille Vermund – alle partier, der står på retssamfundets side, siger, at vi er et retssamfund, hvor man bliver behandlet lige for loven.” (1.27.57)

Et lidt renere eksempel er Jan E. Jørgensen (V), der henvender sig til Dan Jørgensen (S) med afsæt i det fælles. Dét de – S og V – er enige om:

Som sagt er det her ikke et udfald mod politikerne. Politisk debat er en særlig genre, og der er mange gode grunde til, at den er, som den er – og i øvrigt kan vi nok ikke ændre den herfra. Men hvis du (også) er en af dem, der af og til falder i debatkulturfælden, er her et par pejlemærker, der kan sikre kursen i almindelige professionelle dialoger:

• Beton det fælles – byg en bro

Hold dig fra definitiver, fx ultimative krav. I praksis kan du gå på ordniveau og holde dig fra ord som ’enten’/’eller’ og ’altid’/’aldrig’; de efterlader dig typisk i høje træer og hårdt opmalede hjørner. I stedet kan du indlede enhver uenighed med at fremhæve det, du og din samtalepartner er enige om – også selvom det ikke er så meget.

• Lyt, anerkend, spørg – især når du har lyst til at smække med døren

’Ignorer dårlig opførsel, anerkend god’ er gangbart i konflikter, forhandlinger og børneopdragelse. Så selvom du synes, at din samtalepartner er urimelig, unfair eller måske endda flabet, så vær generøs – og undgå risikoen for at fremstå pernitten eller sart.

• Vær med – søg dialogen

Selvom politikerne i de klassiske debatter ikke fuldt udnytter dialogens muligheder for at udvide perspektiver og dele indsigter, skal vi andre ikke lade os snyde. Og hvem ved: Den 13. juni begynder dette års Folkemøde på Bornholm, og mon ikke der er en ledig plads i et par paneler, nu hvor nogen af de faste deltagere enten er lidt trætte eller optaget af regeringsdannelse andetsteds.

Og ellers kan du også bare fortsætte med at tage værten for Debatten, Clement Kjersgaard, alvorligt: I introen til programmet udtrykker han sig til fordel for den respektfulde tone, som de fleste af os er tilhængere af: