Kommunikationspraktikant med sabelskarpe formidlingsevner

Hvis du får smilehuller ved tanken om at eksekvere en af branchens mest ambitiøse kommunikationsstrategier og sende indhold ud over rampen til +37.000 følgere, så læs endelig videre.

I bro søger vi en praktikant, der tør at sætte sin kommunikationsfaglighed op på en piedestal. Vi søger en, der kan finde ud af at skrive godt og strategisk.

Du vil have din faste gang i kommunikationsteamet og derudover indgå i projekter på tværs af huset, hvor du bl.a. kommer til at bidrage med research, markedsføring og tekstforfatning.

Hvem er du?

Du er formodentlig i gang med at uddanne dig i kommunikation på universitetet, handelshøjskolen eller DMJX. Hvad din uddannelsesretning hedder helt præcist, går vi ikke så meget op i. Vi har dog et ufravigeligt krav: Du skal være god til at skrive. Rigtig god. Og du synes, det er sjovt at skabe indhold til forskellige målgrupper og platforme.

Du må gerne leve op til et eller flere af disse udsagn:

  • Du ved, du er god til at skrive. Ja, vi gentager os selv, fordi det er kriteriet over dem alle. Nogle vil måske endda kalde dig for den tungeste teksttrold på blokken. Men du har også skyhøje forventninger til dig selv om at blive bedre til at skrive. Og det kan vi hjælpe dig med.
  • Du kan dine kommunikationsteknikker. Derfor kan du med lukkede øjne tilpasse din skrivestil efter bro og vores kunders tone, og du har forståelse for teksters betydning for kundens samlede kommunikation. Og behøver vi overhovedet at nævne, at du altid har målgruppen for øje? Lige fra den første idé til det sidste komma er sat.
  • Du kan finde rundt i digitale platforme. Det gælder fx blogs, social-kanaler og Mailchimp. Det er faktisk ikke et krav, men bare en fordel, hvis du har praktisk erfaring med at arbejde digitalt.

Hvad kommer du til at lave?

Som praktikant bliver du en ligeværdig del af vores kommunikationsteam og resten af bro. Dine arbejdsopgaver inkluderer derfor alt omkring tekst, salg, markedsføring og content til vores følgere på social.

Og så kommer du også til at hjælpe til med udvikling og drift af bro blog (Danmarks største blog om kommunikation, organisationsudvikling og adfærdsdesign) og skabe øreguf til vores podcast bro fm.

Du kommer helt konkret til at:

  • udføre omhyggelig research på kunder, projekter og samfundstendenser
  • skrive et bjerg af tekster, fx i projekter på tværs af vores afdelinger i huset eller til bros egen markedsføringsplan
  • producere, publicere og promovere vores podcasts og blogindlæg
  • planlægge og udvikle bros e-mail marketing, herunder sende kampagnemails til over 17.000 subscribere
  • udvikle og publicere indhold til vores sociale medier (primært på LinkedIn, Facebook og Instagram)
  • forberede og bidrage til indhold i præsentationer, undervisning og workshops.

Hvad kan du forvente af praktikantlivet?

Et par praktiske detaljer

  • Praktikken løber umiddelbart fra ultimo januar eller primo februar 2020 og ca. 6 måneder frem. Her er vi rimelig fleksible.
  • I udgangspunktet er der tale om 37 timer om ugen – men skal du til en forelæsning eller en eksamen, er vi også fleksible her.
  • Som udgangspunkt bliver du lønnet under praktikken. Men da de forskellige studieordninger også har forskellige regler for løn under praktik, tager vi en snak om det, når vi mødes.

Sådan søger du en praktikplads hos bro

Send din ansøgning og dit CV til hello@wearebro.dk senest den 10. marts 2024. Vi indkalder til samtaler umiddelbart efter. Hvis du har spørgsmål til livet som praktikant, kan du også ringe til Freja på tlf. 20 75 64 66 eller sende en mail til freja@wearebro.dk.

Hvem er vi?

bro er et tredimensionelt bureau. Man kan ikke se det, når man går ned ad vores gange på Esplanaden. Men vores virksomhed er delt ind i tre områder, der både sammen og hver for sig udvikler vores kunder: bro communication, bro organisation og bro behaviour.

Vores tre dimensioner danner et gigantisk rum fyldt med vidunderlige muligheder og kryptiske problemstillinger, som vi løser ved at kombinere kommunikationstæft med adfærdsdesign. Vi undersøger, hvad der motiverer mennesker til at træffe de rigtige beslutninger – og vi bruger de mest effektive kanaler og budskaber til at få det til at ske. Alt sammen med henblik på at skabe varige forandringer.

Lær os lidt bedre at kende

Meet

Freja Skov Jensen
Juniorkonsulent

Freja har en kandidat i kommunikation fra AAU CPH og erfaring med kommunikation om alt fra opera til operationer. Hun har nemlig en fortid som studentermedhjælper for både Det Kongelige Teater og for Bispebjerg og Frederiksberg Hospital. Den erfaring bruger hun som juniorkonsulent hos bro særligt til at løse tekstforfatteropgaver. Freja hjælper også til med at udvikle koncepter og med at sikre vores digitale udvikling og en knivskarp SoMe-strategi.