Tvivler du på dig selv?
Her er en filosofi, vi holder meget af i bro. En lille historie, som vi tit genfortæller for os selv og hinanden, når vi lægger planer, træffer beslutninger og har brug for at finde modet til at gøre noget nyt. Når vi tvivler.
Historien kommer oprindeligt fra den irske forfatter Frank O’Connor. Han beskriver i en af sine bøger, hvordan han som dreng en dag stod foran en høj mur sammen med sine venner. De ville gerne over på den anden side af muren, men de vidste ikke hvordan. Så tog de deres kasketter af og kastede dem henover muren – nu var de ganske enkelt nødt til at finde en løsning på deres problem.
O’Connors historie blev senere brugt af John F. Kennedy. Han lovede den amerikanske befolkning – på hvad der skulle vise sig at være hans sidste dag i live – at han ville sende en mand til månen. Uden at vide hvordan.
Han smed kasketten over muren.
Mange år senere mødte vi så historien i Niels Lundes glimrende bog om LEGO, Miraklet i LEGO. Og vi faldt med det samme for dens ungdommelige optimisme og enkle tankesæt.
Smid kasketten, og skift fokus
Det handler ikke om blindt at sige ja til alting. Så ender man med at brække nakken. Men hvis du fx overvejer, om du skal sige ja til en ny opgave eller et nyt ansvarsområde, kan kasketkastet hjælpe dig med at fokusere på det vigtige.
Når du smider kasketten, ændrer dit fokus sig helt naturligt til, hvordan du kan løse problemet i stedet for frygten for, om du kan løse det. Med over muren ryger nemlig nogle af de begrænsninger, vi sætter for os selv. Og det gør os i stand til at tænke mere løsningsorienteret.
- Bliver du inviteret til at holde et oplæg om et af dine faglige emner, men du er nervøs for, om du kan? Smid kasketten over muren: Sig ja tak, og fokusér på dit oplægs indhold i stedet for at lade præstationsangsten bremse dig.
- Første gang jeg blev kaldt ind som rådgiver på øverste niveau hos en kunde på absolut topplan i Danmark, blev jeg både småbange og nervøs. Men jeg kastede kasketten over muren og fokuserede min energi på den konflikt, det hele drejede sig om. Jeg mindede mig selv om, at der nok var en grund til, at de havde ringet til mig.
- Er du i tvivl, om du kan håndtere den nye stilling, du er blevet tilbudt? På tilsvarende vis: Der er en god grund til, at de har spurgt lige netop dig. Så smid kasketten over muren.
- Går du med en undertrykt iværksætter i maven? Vent ikke på det perfekte tidspunkt, der alligevel aldrig kommer. Smid kasketten.
- Da holdet bag vores blog overvejede, om de skulle gøre alvor af at starte en podcast, var de bekymrede, fordi de aldrig havde prøvet noget lignende før. Men de kastede kasketten over muren: De lavede en aftale med gæsten til den første episode og fokuserede derefter på emnevalg og test af teknik.
Så næste gang du står foran en udfordring, så spørg dig selv, om det her virkelig er noget, du gerne vil. Hvis svaret er ja, er næste trin enkelt: Smid kasketten over muren. Tag ungdommens mod til dig. Det gør en forskel.
Sidst, men ikke mindst vil jeg gerne opfordre dig til at inspirere både os og de andre læsere: Når du kigger tilbage på dit liv eller din karriere, har du så haft et smid-kasketten-over-muren-moment, du gerne vil dele med os? Vi håber, du vil dele historien med os andre.