Hænderne dirrer, vejrtrækningen er høj, sindet i kaos. Nedtællingen er i gang, og om fem minutter – nej, vent, om 4½ minut – skal du rejse dig op og levere et sindssygt vigtigt oplæg. Du panikmemorerer hovedpointerne, kan pludselig ikke huske din indledning – ja, i virkeligheden er du lidt i tvivl om dit eget navn. Du har med andre ord et seriøst anfald af præstationsangst.

Vi har været der alle sammen, og for mange af os kører replikken ’Du skal bare tro på dig selv’ i hovedet. Vi har hørt den i folkeskolen, fra vores forældre og fra velmenende venner: Og den virker ikke – overhovedet ikke.

Høje krav

Kravet om at tro på sig selv lægger sig nemlig i direkte forlængelse af alle de andre krav, vi stiller til os selv i den udsatte foredragssituation: Vi skal være kloge, vi skal være skarpe, vi skal kunne levere her og nu (det kan ikke gøres om – oh my), vi skal være selvsikre og må ikke virke nervøse.

I virkeligheden er der kun én ting, man skal tro på: Og det er oplæggets budskab – det er det eneste, vi ikke må tvivle på. Men eftersom de fleste af os har os selv og vores samlede personlighed i spil, når vi kommunikerer mundtligt, sætter vi fokus på den personlige fremtræden i stedet for budskabet og vores ret til at formidle det.

Hjælpen er tættere på, end du tror

I stedet for at fokusere på, hvad der foregår i det forræderiske hoved, skal du vende din opmærksomhed mod din krop, så klarer den arbejdet for dig. Kroppen kan nemlig bruges til at skabe ro i hovedet.

Her er fire gode råd til dig, der gribes af panik, tunnelsyn eller mekanisk talebesvær:

1. Træk vejret

Du skal jo trække det alligevel, så hvorfor ikke gøre det ordentligt? Tag et par gode, kraftfulde indåndinger, gerne gennem næsen, i en fast og ikke for langsom rytme. Sørg for, at luften kommer ned, hvor den gør gavn, nemlig i mellemgulvet. Her er der plads til meget luft, så du sørger på den måde for, at iltningen af blodet bliver optimal.

2. Styr talen

Når de 4½ minut er gået, og du er kommet op at stå, skal du vælge at tale langsomt, tydeligt og kraftigt. Når adrenalinen ruller, har langt de fleste af os en stærk trang til at lade den indre uro manifestere sig i et højt taletempo – og det rammer også vores volumen og artikulation. Så hvis du vælger et roligt tempo, giver du dig selv en god start, hvor der både er tid til at tænke og fokusere – og en solid sidegevinst er, at tilhørerne har meget større chance for at fange det fantastiske budskab.

3. Åbn kroppen

Når panikken stiger, vil din krop gerne lukke sig sammen (gemme sig), så der bliver uendeligt lidt plads til at få luften nedefter. Gå imod ’krybe sammen’-impulsen, og ret dig op, så du begrænser risikoen for, at flygt-responsen sætter ind, og sikrer, at vejrtrækningen ikke bliver høj.

4. Bevæg dig

Når du skal i gang, må du gerne bruge den fysiske ramme; du skal bevæge dig. Brug kropssprog, gå tæt på tilhørerne, find en tavle at skrive et par centrale begreber på. Det er med til at sikre, at din fysik arbejder med dig – du får adrenalinens ekstra energi transporteret rundt i kroppen og får dermed skabt ro til at fokusere på, hvorfor du er der, nemlig fordi du har noget på hjerte.

Slut fred med nervøsiteten

Og så skal du i øvrigt slutte fred med din indre uro, for den er en af forudsætningerne for at levere en engageret og nærværende præsentation.

De første spæde urotegn – fx en vag dirren, varme hænder og let forøget hjertebanken – er tegn på, at du er ved at gøre dig klar til at levere. Så lad være at forsøge at tvinge det væk, sig i stedet: Go’dag gamle ven, så er vi ved at være klar.

Og overvej så, hvad der ville ske, hvis ikke adrenalinen gjorde dig klar til opgaven - hvis du fx gabte, umiddelbart inden du skulle holde et oplæg? Det er den dag, hvor du skal holde helt op med at holde oplæg, for så er budskabet simpelthen ikke vigtigt nok for dig længere.