Tre små ord, der vil accelerere din karriere

’Hjælp dette menneske.’ Tre enkle ord, som tilsammen giver muligheder.

Tænk dem for dig selv, hver gang du står over for et andet menneske. Hjælp ham. Hjælp hende.

For nyligt læste jeg dette indlæg af Bruce Kasanoff, som præsenterede tankegangen. Den er vidunderlig.

Det er på én gang en fantastisk energifyldt livsfilosofi, der vil styrke dine relationer, og en lettere kynisk filosofi for at opnå større resultater i alle livets gebeter.

Telefonen ringer → Hjælp dette menneske.

Din kollega stopper op ved dit skrivebord → Hjælp dette menneske.

Din underleverandørs deadline nærmer sig → Hjælp dette menneske.

Din VL-gruppe har fået et nyt medlem → Hjælp dette menneske.

Din kunde ringer og er utilfreds → Hjælp dette menneske.

Du træder ind i et lokale fyldt med nye relationer → Hjælp disse mennesker.

Lad være med at gå i forsvar. Lad være med at sætte dig selv i centrum. Tænk ’Hjælp dette menneske’.

Hos bro rådgiver vi nogle af Danmarks største virksomheder om ledelsesudvikling og -kommunikation. Læs mere om vores arbejde med ledelse her.

Tre gode grunde

Når du skal gøre denne tanke til en vanesag, er det lige så meget for din egen skyld. Det er et livssyn, der potentielt kan forbedre dit job, din karriere og dit liv. Det er der tre årsager til. For det første får ’Hjælp dette menneske’-tilgangen ting til at glide lettere. For det andet skaber tilgangen positive oplevelser, og for det tredje sætter den andre i social gæld til dig. Lad os tage dem én for én.

1) Du får alting til at glide lidt lettere

Tænk ’Hjælp dette menneske’, og du får hurtigere identificeret problemer, udryddet tvivl og sparket stopklodser væk. Det gælder i dit samarbejde med dine kollegaer, din dialog med din leder eller dine medarbejdere – og alle andre steder. Har en medarbejder problemer med at levere til tiden? Hvordan kan du hjælpe? Er en kollega kørt fast i en strategiproces? Hvordan kan du hjælpe? Hvordan ser dit næste ledergruppemøde ud, hvis du kun tænker på at hjælpe?

2) Du skaber flere positive oplevelser

For nylig købte jeg en salat i en lufthavnscafe og kunne ikke finde noget bestik. Men i stedet for blot at pege mig i den rigtige retning, sendte pigen bag disken mig et smil og gik selv over og hentede kniv, gaffel, salt, peber og en serviet til mig. Det er i virkeligheden banalt, men oplevelsen er blevet hos mig lige siden, fordi den er et godt eksempel på den wow-følelse, der er nøglen til enhver kundes hjerte.

3) Du sætter andre i social gæld til dig

Fra socialpsykologien har vi begrebet reciprocitet, som lidt firkantet betyder ’noget for noget’. Bliver jeg et par timer ekstra på kontoret for at hjælpe dig i mål med en opgave, hjælper du mig en anden gang. Anbefaler jeg din virksomhed til en potentiel kunde i mit netværk, husker du på bro, næste gang nogen taler om kommunikationsstrategi. Og så videre. Den sociale gældsættelse virker, fordi vi helst ikke vil stå i gæld til andre og derfor instinktivt forsøger at genoprette balancen ved at give tilbage.

Brug det - men brug det rigtigt

Med risiko for at lyde kynisk og beregnende vil jeg anbefale dig, at du sætter dig det mål, at de vigtigste personer i dit liv skal være i social gæld til dig det meste af tiden. Din kæreste, mand, kone, familie og dine venner. Og i arbejdsregi din chef, dine nærmeste kollegaer, dine kunder og dine nøglemedarbejdere. Men husk på: Der er ikke tale om et regnskab. Der er tale om en filosofi.

Jeg vil lade dig om dit privatliv. Men tænk på dine karrieremuligheder, hvis de vigtigste personer i dit arbejdsliv går rundt med opfattelsen af, at du er sådan én, der leverer noget særligt. Hvis de husker alle de gange, du skabte en wow-oplevelse ved at gøre noget, der var bedre, større eller tidligere end forventet. Dine kunder vil vende tilbage med flere ordrer. Dine kollegaer vil tigge dig om at hjælpe dem med deres allervigtigste og mest spændende projekter. Og dit netværk har dig som top of mind, når de har brug for sparring.

Vi kender resultaterne fra os selv

Hele denne blog, som du lige nu læser på, er baseret på reciprocitetsprincippet. Vi deler ud af vores viden, skriver e-bøger og svarer på kommentarer af to forhåbentligt helt åbenlyse årsager.

Den ene er, at vi ganske enkelt ikke kan lade være. Det er fantastisk fagligt udviklende og menneskeligt bekræftende at komme i dialog med så mange læsere og kommunikationsinteresserede – på nuværende tidspunkt flere end 15.000.

Men selvom dine øjne måske har en helt særegen dyb blå farve, så det er ikke for deres skyld, vi skriver. Vi gør det også for at tjene penge. Vores blog er nu vores væsentligste kilde til nye kundeforespørgsler. For at bruge en slidt frase så er det sgu en win-win-situation, som vi føler os ret velsignede over at være en del af.

En ud- og opfordring til dig

Jeg vil gerne runde af med at stille dig en opgave. Kig op fra din skærm lige nu, find en person, og tænk ’Hjælp dette menneske’. Hvilke ideer og muligheder dukker op?

Mød

Helle Bro
CEO & Founder

Helle er CEO og grundlægger af bro, og siden begyndelsen i 1999 har hun været ansvarlig for den strategiske udvikling og daglige drift af virksomheden.

Helle ved, hvad det vil sige at lede, og hun ved, hvordan man rådgiver andre til at navigere og agere i feltet. Derfor dedikerer hun sin tid til strategi-, team- og lederudvikling. Hun er ikke bange for at tage fat, hvor det gør ondt, hvis formålet er at skabe meningsfuld forandring. Og derfor fungerer Helle også som sparringspartner og rådgiver for topledere og executives i både danske og internationale organisationer. Helle er desuden hjemmevant i rollen som oplægsholder og keynote speaker.