Den dovne korrekturlæsers guide til (næsten) korrekte tekster
Korrekturlæsning af en rapport på 25 sider. Panikker du? Gaber du? Lad være. Her vil jeg afsløre guiden, enhver erfaren korrekturlæser kender og bruger til at forkorte korrekturopgaven. Planen er såkaldt ’strategisk korrekturlæsning’: Ud fra devisen ’en fejl er kun en fejl, hvis den bliver opdaget’ går du strategisk til værks ved at koncentrere dig om at finde de fejl, der falder en gennemsnitslæser i øjnene.
Hos bro afholder vi workshops om retskrivning og skriftlig formidling. Læs mere om vores arbejde med tekst.
Bliver teksten fejlfri? Naturligvis ikke. Grundig korrekturlæsning, hvor du rent faktisk kan bebrejdes ikke at have fundet eventuelle fejl, tager tid, lang tid, og det hører til sjældenheder på linje med to torsdage i en uge, at en større korrekturopgave kommer i god eller bare rimelig tid.
Her får du de 6 principper, som den dovne korrekturlæser arbejder efter.
Princip 1: Kend de sprogfejl, der gør din læser rasende
Når du skal læse strategisk korrektur, gælder det om at vide, hvilke stave- og sprogfejl der gør læseren rasende. Det er naturligvis dem, du skal bruge dine kræfter på.
Alt efter hvilken læser du har, kan det være forskelligt, hvad der sætter sindene i kog. Men for at give dig en lille ide om, hvad du som minimum skal være opmærksom på, så kan du her læse om de fem sprogfejl, vi danskere bliver ved med at lave.
Bonus: Sidste år lavede Dansk Sprognævn en statistik over, hvilke ord danskerne slog mest op på nettet, og de ord, der driller mest, er: 1) ’afsted/af sted’, 2) ’indenfor/inden for’, 3) ’udover/ud over’. Skriv dig bag øret at 1) er valgfri, 2) ’indenfor’ altid er korrekt, 3) ’udover’ altid er korrekt.
Princip 2: Udspioner dine kollegaer
Hold (diskret) øje med, hvordan dine kollegaer udfolder sig på skrift, og aflur tendenserne. Peter kan være lidt uskarp på kommaerne, Søren har måske udfordringer med at få nutids-r på udsagnsordene, og Merete har tendens til at udelade enkelte ord. Det er så selvfølgelig her, den dovne strategiske korrekturlæser sætter ind.
Princip 3: Koncentrer dig om nøgleord
Vær opmærksom på, hvilke temaer og nøgleord teksten drejer sig om. Hvis jeg fx i dette blogindlæg staver ord som korretkurlsæning og stavefjel forkert, styrtdykker min troværdighed, hvorimod mere perifere tyrkfejl nok kun laver ridser i lakken eller måske ovenikøbet slipper uset igennem (tjek endelig).
Fokuser på de centrale ord og vendinger, der optræder i teksten, og sørg for at få dem på plads. På samme måde kan du lave en liste over ord, der bruges meget i din afdeling eller på dit område, og køre dem igennem ’søg og erstat’ hver gang. Det kræver lidt indledende arbejde, men det kaster rig mulighed for dovenskab af sig på længere sigt.
Princip 4: Tackl kommaerne med tre regler
Manglende eller forkerte kommaer kan også gøre din læser rasende. Når du tjekker teksten igennem, så sørg for, at der er:
- komma mellem to sæt kryds og bolle, fx ’Solen skinner, og fuglene synger’
- komma foran ’som’, ’at’, ’der’ og ’hv’-ordene
- komma omkring indskudte sætninger, fx ’Gæster, der ankommer, er sultne’.
Disse tre regler vil ikke gøre din tekst fejlfri, for det danske komma er desværre ikke designet til dovne sjæle. Jeg vil derfor anbefale, at du orienterer dig i de mest almindelige kommafælder og de kommafejl, der får dig til at se dum ud. Så er du klædt på til virkelig at svinge den røde pen.
Princip 5: Brug ’Søg og erstat’
Insister på at få korrekturopgaven elektronisk, for din bedste ven er ’søg og erstat’-funktionen i Word. Dræberen i korrekturlæsning er den endeløse række af ord på det hvide papir, som skal tjekkes, men med princip 1-3 har du prioriteret strategisk, hvad du skal tjekke, og så er det bare at få gang i ’søg og erstat’.
Words stave- og grammatikkontrol er naturligvis også uundværlig for den dovne korrekturlæser, men der er en hage for den sandt dovne. Kontrollen kan finde på at foreslå fejl, der gør din læser rasende (se princip 1). Det vil sige, at du skal forholde dig kritisk til de ændringer, den foreslår, og det kræver måske, at du skal slå op et sted (se princip 6).
Princip 6: Kend den dovne korrekturlæsers bibliotek
Kommer du ikke udenom at konsultere et opslagsværk, burde du kunne nøjes med følgende:
De fem sprogfejl, vi danskere bliver ved med at lave
5 sproglige ’fejl’, du ikke skal rette (for det er ikke fejl).
Hvis du ikke kan finde svaret her, tvivler jeg på, at du behøver at rette det.
Hvad gør du, når du skal læse korrektur hurtigt? Har du tips og tricks eller klassiske fejl, du ofte selv ser? Del endelig med os i kommentarfeltet.