Det er glimrende at være en smule paranoid, når man retter andres sprog – det skaber den størst mulige opmærksomhed på korrektur og korrekthed. Til gengæld kan dette fokus på fejlfinding betyde, at vi skråsikkert retter flere sproglige ’fejl’, end vi skulle have gjort. Her får du en liste over 'fejl', du skal holde dig fra at rette (for det er ikke fejl).

Hos bro skriver vi meget og underviser i det. Læs mere om vores arbejde med tekst.

Jeg vs. mig - Det hedder ikke ’Jacob og mig’, men ’Jacob og jeg’

Ja, det er korrekt, hvis fx Jacob og jeg gerne vil se Jesper til middag. Men hvis Jesper laver middag, gør han det til Jacob og mig. Jacob og jeg ville være forkert i den sidste sætning. Man kan bruge kryds og bolle-grammatik til at finde ud af, hvad der er det korrekte: Hvis man kan sætte kryds under ’NN og jeg’, så er ’jeg' det korrekte. Ellers skal det hedde ’mig’.

Den grammatiske forklaring er, at hvis det stedord (= jeg/mig), man er i tvivl om, står som grundled i sætningen, skal det stå i nominativ (= jeg). Ellers skal det stå i akkusativ (= mig).

En anden huskeregel er følgende: Hvis du kan udskifte personerne med ’vi’, så skal du bruge ’jeg’:’ Vi vil gerne se Jesper til middag’.

Hvis du kan udskifte personerne med ’os’, så skal du bruge ’mig’: 'Jesper laver middag til os’.

Misforståelsen er nok opstået ved, at de fleste af os på et tidspunkt er blevet rettet af vores forældre: ’Det hedder ikke Mig og Trine går ud og leger, det hedder Trine og jeg.’ Og det har sat sig. Meget meget fast. I hvert fald hvis man skal dømme efter, hvor almindeligt det er at høre sætninger som ’Jesper laver middag til Jacob og jeg’.

Og du må ikke indlede en sætning med ’og’

Jo, det må du godt. Og du må også indlede en sætning med ’men’. Det er en udbredt misforståelse, at vi ikke må indlede sætninger med ’og’ og ’men’; for der er absolut intet grammatisk eller sprogligt forkert ved at gøre det. Det er et stilistisk greb, der giver sætningerne en anderledes rytme end normalt.

Nogle kan lide det, andre bryder sig ikke om det. Hovedsagen er, at hvis du gerne vil udrydde det, må du gribe til andre argumenter end korrekt-ukorrekt.

Sin og sit vs. hendes og hans: Giv kollegaen ros for sit store arbejde

Nej, giv kollegaen ros for hans eller hendes store arbejde. Der er ikke altid en knivskarp systematik i brugen af sit/sin over for hans/hendes. Også her kan vi kalde kryds og bolle-grammatikken til hjælp, når tvivlen (forhåbentlig) melder sig.

Brug sin/sit, når det, der vises tilbage til i sætningen, er kryds (grundled) i sætningen. Ellers skal du bruge hans eller hendes:

1. Kollegaen får ros for sit store arbejde.

2. Giv kollegaen ros for hans eller hendes store arbejde.

Det kan snyde i sætning 2, at krydset faktisk ikke skal sættes under kollegaen, men skal sættes under Giv, der jo er sætningens udsagnsled. Samtidig er der et udeladt grundled.

Store og små bogstaver: Begynd altid med småt i en punktopstilling

Nej, kun hvis punkterne er meget korte eller fuldender den sætning, der indleder punktopstillingen. Og skriv heller ikke ’og’ mellem punkterne. I det hele taget hersker der mange misforståelser angående punktopstillinger. Men hjælpen er nær: Der findes fem enkle retningslinjer, der giver gode og overskuelige punktopstillinger. Så næste gang du skal rette en punktopstilling, vil jeg anbefale dig at tage et kig på vores gennemgang af: Den ultimative opskrift på korrekte punktopstillinger

Et vs. to ord – ’Det skal i to ord’

Nej, ikke hvis der er tale om navneord; de skal stort set altid i ét ord – også selv om Word siger noget andet. En tommelfingerregel er, at hvis du kan bøje navneordet i flertal, skal det sammenskrives.

1. Et banegårdscenter – flere banegårdscentre = et ord

2. En thaimenu – flere thaimenuer = et ord

Og til sidst: Hvis du er uenig med mig, må du endelig sætte spørgsmålstegn ved min skråsikkerhed i kommentarboksen nedenfor.

Vil du vide mere om sproglige 'fejl', kan du skrive til os på hello@wearebro.dk.