Dette videoklip vil få dig til at tabe kæben

Sommetider er det bedre at vise en tankevækkende video end at postulere en masse og dunke folk i hovedet med store teoribøger. Derfor har vi tit et par videoklip med i tasken, når vi er ude at rådgive eller undervise i mange timer ad gangen. Dette videoklip bruger vi en gang imellem, hvis vi skal problematisere skråsikre udgaver af deltagernes virkelighed.

Kan du regne korttricket ud? Forresten, husk at se klippet, inden du læser teksten nedenunder.

Opdatering: Videoen har drillet os en del. Så du må nøjes med et link. Men den er stadig det værd.

Se videoen ved at klikke her.

Change blindness
Videoen illustrerer et tankevækkende psykologisk fænomen, der kaldes change blindness. Grundlæggende dækker princippet over, at vi mennesker ofte er blinde for drastiske ændringer i det miljø, vi færdes i. Kender du fornemmelsen af at forlade frisøren og ligne et helt nyt menneske kun for at finde ud af, at ingen andre ser det? Det er et hverdagseksempel på change blindness i dine omgivelser.

Samarbejde, ledelse og personlig udvikling
Implikationerne for ledelse, samarbejde og personlig udvikling er imidlertid mere graverende. Change blindness kan nemlig have to forskellige problematiske konsekvenser. Den ene er, at vi mennesker på grund af vores ret begrænsede opmærksomhedsfelt har svært ved at fokusere på flere ting ad gangen.

Det betyder, at chefer eksempelvis kan have svært ved at lægge mærke til store positive eller negative forandringer hos deres medarbejdere, hvis de har for travlt med deres egne korttrick – budgetter, administration og udvikling. Eller vi kan have svært ved at opfatte, at vores vellidte kollega ‘Nervøse Katrine’ faktisk har holdt så mange præsentationer for ledelsen, at hun ikke ryster på hånden længere. Kort sagt, vores vurderinger og virkelighedsopfattelse bliver fordrejet af change blindness.

Din chef er vitterligt en idiot
Den anden problematiske konsekvens ved change blindness er følgende princip:

Du finder det, du leder efter.

Hvis du leder efter det faktum, at din chef er en idiot, så skal du nok finde det. Vi mennesker er ikke blot dygtige til at fordreje og beskære virkeligheden på en (for os) belejlig måde. Change blindness assisterer os tilmed med at opretholde den, fordi vi gennem vores linse vitterligt ikke kan se, at vores chef virkelig prøver at forbedre sig.

Så pointen er vel egentlig, at hvis du tabte kæben, så ville ingen lægge mærke til det…