Mænd er mere direkte end kvinder, der til gengæld snakker utrolig meget. Kvinder er gode til at tale om følelser, og mænd er dårlige lyttere. Påstande om klare forskelle mellem kvinder og mænds kommunikation lever i bedste velgående. Men hvad siger fakta?

Det giver Deborah Cameron et overblik over i sin bog The Myths of Mars and Venus. Konklusionen er, at kønnene ligner hinanden mere, end man skulle tro. Og derfor kan vi nedenfor punktere tre af de mest sejlivede myter om sproglige kønsforskelle.

Fordom 1: Kvinder taler mere end mænd

Der florerer mange tal for, hvilket køn der har det største talebehov. I nogle selvhjælpsbøger anslås kvinderne at have et dagligt forbrug på 20-25.000 ord, hvor mænd kan nøjes med 7.000.

Heldigvis så fonetikprofessor Mark Libermann nærmere på de store variationer og opdagede, at dataene bag påstandene ikke eksisterede: De selvhjælpsbøger, der refererede tallene, synes at hente dem fra forfatternes egne fornemmelser.

Resultaterne fra de forskere, der har undersøgt forskelle i den mellemkønslige talemængde, understøtter heller ikke fordom 1. Fx har psykolog Janet Hyde sammenkørt 73 undersøgelser af snakkesaligheden og finder ’en lille forskel’ – dog i mændenes favør. Og på dansk grund iagttog Jan Scheur i 1999 en genrebestemt variation: Ved jobinterviews var det mændene, der fik lov at tale mest – i øvrigt uafhængigt af om det var mænd eller kvinder, der sad i ansættelsespanelet.

En interessant konklusion er imidlertid, at undersøgelser viser, at det er personen med højest status, der får mest taletid. Mænd har stadig højest status i de fleste arenaer, så det kan måske forklare, hvorfor undersøgelserne peger på, at mændene i visse sammenhænge får mere taletid.

Fordom 2: Kvinder er indirekte, mænd siger tingene, som de er

En ofte brugt forklaring på, hvorfor kvinder ikke er repræsenteret ligeværdigt på magtens højeste niveauer, er kvindelig forsigtighed – også sprogligt: Kvinder vil ikke gøre nogen vrede eller kede af det, og derfor taler de nedtonet, hensynsfuldt og indirekte. Hvorimod mænd er sprogligt mere direkte, klare og effektive.

Et eksempel på en indirekte stil er de såkaldte tag-questions – ’kender du det’, ’synes du ikke’ eller ’ikke sandt’. De er blevet betegnet som et feminint stiltræk og tolket som en usikkerhedsmarkør. Ifølge Deborah Cameron er det rigtigt, at kvinder bruger tag-questions i flere genrer end mænd. Til gengæld er usikkerhedsindlæsningen ikke entydig: Tag-questions markerer ikke nødvendigvis usikkerhed, de er dialog-facilitatorer: Et tag-question inviterer og styrer (som de fleste andre spørgsmål) samtalepartneren til at sige noget.

Og sådan bruger både mænd og kvinder dem – til at initiere emner og koordinere talestrømmen. Og her ser det ud til at være samtalerollen og konteksten mere end kønnet, der afgør brugen. Tag-question er et godt redskab for fx interviewere, lærere eller læger, der har en faciliterende rolle i forhold til en målgruppe, og her er brugen ikke kønsafhængig.

Pointen er, at både mænd og kvinder bruger indirekte sprog, når det er mest hensigtsmæssigt og effektivt for deres kommunikative mål. At der så er flere situationer, hvor kvinder forventes at optræde faciliterende – blandt andet i det private rum – er så måske et bud på, hvorfor myten eksisterer.

Fordom 3: Kvinder taler et helt andet sprog end mænd

For præcis 20 år siden udgav John Gray Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus, og her lykkedes han med påstanden om, at mænd og kvinder taler to helt forskellige sprog, og han har siden tjent en formue på oversættelseskurser kønnene imellem. Og der er mange, der har fulgt i hans lukrative spor; populære titler er også Why Men Don’t Iron og Hvorfor mænd ikke hører efter, og kvinder ikke kan læse kort.

I skrivende stund er det endda blevet legalt i mange sammenhænge at tale om kvinder som mere kompetente sprogbrugere end mænd – stadig med afsæt i biologiske forskelle. En hurtig søgning på nettet giver os foreninger som ’Morgendagens heltinder’, begreber som ’den feminine essens’ og ’det feminine lederskab’ og en Børsen-konference, der med (mandligt) ministerbesøg inciterende påstod, at ”forskere kalder det 21. århundrede det feminine århundrede”.

I en del af verden, hvor kultur og samfundsudvikling har fået forskellene til at smuldre, og hvor lighederne aldrig har været større, er det overraskende at se en hel industri vokse op omkring de minimale variationer, der kan iagttages. Sprogforskernes mest entydige iagttagelse er, at mænd og kvinder taler påfaldende ens.

Både mænd og kvinder er fra jorden

Konklusionen er altså, at der ikke er de store forskelle, og at både mænd og kvinder bruger sproget, som mennesket altid har brugt sproget: til at forandre, til at udtrykke holdninger og til at skabe relationer. De variationer, der kan iagttages, forsvinder, når den kulturelle ramme udjævnes, og når vi engang når dertil, hvor vi forventer det samme af mænd og kvinder.

For både mænd og kvinder kan have svært ved at tale om følelser, både mænd og kvinder kan have verbal slagkraft, og både mænd og kvinder kan forstå – og misforstå – hinanden.