”Jamen, jeg synes faktisk, det er utroligt; folk kan sgu da se, at det er en stillekupé.”

Det var, som om hun ventede på det, som hun sad der i s-togets stillekupé: Noget at reagere på. Jeg skyndte mig at slå blikket ned og forsøgte at se fordybet i min bog, så jeg ikke blev nødt til at reagere på hendes udbrud. Heldigvis var der en passager tættere på, og hun blev fanget af det faste og søgende blik og svarede med spæd stemme: ”Ja, der er mange, der overser skiltene”. Og vendte så skyndsomt tilbage til gratisavisen.

Kommunikativ adfærd

Jeg tilbringer mange timer i s-toget hver uge, og det er et givtigt sted at iagttage adfærd i det offentlige rum – ikke mindst kommunikativ adfærd. Kvinden ovenfor viste med sin spændte kæbe og sit rekognoscerende blik, at hun ikke sad i stillekupéen for at få fred til at læse, slappe af eller tænke. Hun var klar til konfrontation med, hvad der nu bød sig. Og hun havde ret; kupéens status er tydeligt markeret med ret entydige piktogrammer, suppleret af skilte med ’stillezone’ og ’quiet zone’, så ingen behøver være i tvivl om, at her må man ikke snakke sammen.

Positive forventninger

Tidens trends går i retning af, at vi skal operere med positive forventninger til vores medmennesker. Ikke fordi de nødvendigvis er mere sande, men fordi vores positive forventning tager brodden af den negative stemnings afsmittende effekt og sparer os for en masse ærgrelser.

Kvindens replik afslører, at hun er i gang med en af vores mest almindelige kommunikative øvelser: Indlæsning af ilde hensigter. Hun opererer med den antagelse, at når der bliver talt i en stillekupe, skyldes det, at de talende skrupelløst og anarkistisk ignorerer regelsættet og det fælles bedste, som reglerne er udtryk for. Hun ville spare sig – eller blive snydt for – ærgrelsen, hvis hun i stedet antog, at de blot havde overset skiltene og ikke anede, at deres pludren generede omgivelserne.

Kvinden i togkupéen er sikkert et både sødt og ordentligt menneske, og jeg tillader mig kun at bruge hende som eksempel, fordi jeg selv har en rem af huden: Jeg søger ganske vist ikke stilhed i de skramlende s-tog, men jeg får også ind imellem vækket min indre pedel og mærker den retfærdige harme rulle i blodet. Fx når medfodgængere ikke overholder (mine) konventioner for god fortovsskik og holder til højre – næste gang lover jeg at tolke dem positivt.