Løb aldrig tør for indhold med denne tretrinstorpedo

Hvis du arbejder regelmæssigt med kommunikation, så kender du helt sikkert dette scenarie:

Deadline nærmer sig med hastige skridt, og du har ikke fået gjort denne uges artikel, blogindlæg, klumme, nyhedsbrev, podcastepisode, LinkedIn-indlæg, SoMe-opslag eller noget syvogtyvende helt færdigt.

Hvorfor sker det her for mig – gang på gang? Og hvordan undgår jeg, at hver eneste uge bliver endnu et ad-hoc-helvede i hamsterhjulet?

Først: Tag lige en yogadyb indånding. Det skal nok gå alt sammen.

Dernæst: Vi har løsningen. Så hvis du læser videre, løber du ikke tør for indhold det næste halve eller hele år. Vi sparer dig med andre ord fra en del afrevne hovedhår og nedbidte negle. Ama’r halshug.

Du følger såmænd bare den her fine tretrinstorpedo:

  1. Tænk langt – årshjulslangt
  2. Nedfæld idéer løbende – og gør det ikke solo
  3. Hold koncentrerede content camps.

Sådan, du. Det var det.

Okay, okay. Jeg sætter flere ord på.

#1 Tænk langt – årshjulslangt

Forestil dig, at du arbejder på et medie (heldige asen, hvis du allerede gør det, så er du nemlig et skridt foran). På dagblade, magasiner, tv-kanaler osv. laver man redaktionsplaner, så man i god tid har en idé om, hvad man skal fylde siderne eller timerne ud med, og hvem der er ansvarlig for det.

Sådan en redaktionsplan skal du da også have! Og til inspiration kan du her se bro blogs redaktionsplan for det sidste halvår:

Vores redaktionsplan for bro blog og bro fm, første halvår af 2018

Vi har delt den op efter de emner, vi sælger ydelser inden for, så vi sikrer opmærksomhed om dem. Smart, ik’? På samme måde kan du kategorisere indhold fx efter virksomhedens mål eller efter jeres særlige indsatsområder, så planen understøtter forretningen på et strategisk plan.

Men til trods for planlægningskærligheden her: Husk at give plads til aktuelle emner. Det er ikke for sjov, at aktualitet er et fast kriterie i nyhedsjournalistikken, og at mediernes redaktionsplaner derfor altid er fleksible.

Du kan med fordel også gøre noget, vi ikke har gjort ovenfor:

Prioritér aktiviteterne. Nogle ting er nemmere at producere end andre, men det er ikke ensbetydende med, at det er de bedste at gå efter. Det kræver håndsved i tastaturet at opdyrke nye felter, og det kræver mod at analysere, om dine faste modtagere er lig med din målgruppe.

1-7-30-4-2-1-modellen

Du undrer dig måske over titlen, og det med rette. Og nej, det er ikke noget, der kræver hovedregning, men derimod en glimrende huskeregel og et anker for din indholdpublicering. 1-7-30-4-2-1-modellen går ganske enkelt ud på, at du skal kortlægge, hvad skal du gøre henholdsvis dagligt, ugentligt, månedligt, kvartalsvis, halvårligt og årligt.

Jeg kan desværre ikke tage æren for det mundrette navn, modellen har fået, men det er trods alt et bedre bud end ”det-du-skal-publicere-henholdsvis-dagligt-ugentligt-månedligt-kvartalsvis-halvårligt-årligt-modellen”. Og modellen har jeg fundet i bogen ’Content Rules’ af Ann Handley og C.C. Chapman.

Lad os lige for god ordens skyld tage et tænkt eksempel på, hvordan det helt konkret kunne se ud:

1: Dagligt

  • Følg med på vores sociale kanaler: læs og svar.

7: Ugentligt

  • Publicer et nyt blogindlæg
  • Repurpose et gammelt indlæg
  • Del en video
  • Skriv en opdatering på Facebook
  • Opdater en gammel artikel på hjemmesiden
  • Udsend nyhedsbrev til blogfølgere.

30: Månedligt

  • Publicer en artikel hos et andet medie
  • Publicer en podcastepisode.

4: Kvartal

  • Udsend eksternt nyhedsbrev.

2: Halvårligt

  • Publicer billedgalleri
  • Publicer en e-bog eller white paper.

1: Årligt

  • Udgiv en bog, pixiebog eller resultaterne fra en undersøgelse, I har foretaget
  • Publicer en artikel med top 10 mest populære artikler, blogs og podcasts
  • Livestream fra Folkemøde.

Der har du den. 1-7-30-4-2-1-modellen i levende live.

Ærligt: Det er ikke gratis

Hvis jeg skulle holde en flanke åben her, så ville jeg ikke nævne, at den langsigtede redaktionsplan kræver ressourcer. For det gør den – godt med tid og som minimum én redaktør.

Og så kræver det selvfølgelig også, at du har styr på virksomhedens strategiske mål, så dit indhold og din indsats kan understøtte dem.

Fordele opvejer dog så rigeligt ressourcerne, hvis du spørger mig (og ellers så er kommentarfeltet ledigt til dit indspark). For den langsigtede planlægning giver nemlig:

Det var første del af tretrinstorpedoen. Skal vi have gang i åndedrætsøvelserne igen? For vi er ikke engang halvvejs (som du sikkert havde regnet ud, dit matematiske geni).

#2 Nedfæld idéer løbende – og gør det ikke solo

Du har allerede nikket trofast til idéen om at have en langsigtet plan. Men det er ikke nok, du. Det, der skal til nu, er at du får indsamlet idéerne løbende. Dermed får du også peppet din redaktionsplan op løbende.

Nogle gange kommer de geniale idéer helt af sig selv, når du er i gang med at løse en anden opgave, hører et foredrag eller vågner midt om natten for at banke liv i din kolde radiator. Andre gange kræver det lidt mere. Her er to ret så konkrete råd til at få samlet de bedste ideer:

1) Få en fælles idébank

Start med at få oprettet en online notesbog, som alle, der bidrager med stort eller småt til indholdsproduktionen, kan se og skrive i. Det kan fx være en af disse:

Og mind så kollegaerne om at bruge den, når de får en idé, eller når de søger inspiration. Igen. Og igen. Og igen.

2) Saml tropperne!

Dette niveau kunne lige så godt gå under navnet ”Tøm dine kollegaers hoveder for gode idéer” eller ”Flere hjerner tænker bedre end en”. For selv om ikke alle dine kollegaer skal producere indhold, så kan de snildt bidrage med idéer. Du kan fx interviewe en klog kollega, der bare skal trykkes de rigtige steder på maven, og så vælter det ud med guldkarameller. Eller du kan samle et team med samme faglighed til en fælles brainstorm. Men inden da, skal du bede dem om at komme forberedt med tre konkrete idéer hver efter at have svaret på disse to spørgsmål:

  • Hvad mangler på bloggen/i nyhedsbrevet/på SoMe/i podcasten i øjeblikket?
  • Hvor ser du potentiale for, at vi markerer os ift. konkurrenterne og markedet?

Den løbende fælles idéudvikling sikrer – udover gode idéer, du aldrig selv var kommet på – at din redaktionsplan hele tiden bliver bedre og bedre og er i sync med nutiden. Og din online notesbog sikrer, at du ikke bygger dine aktiviteter op på flygtige idéer skrevet på fine post-its, der har det med at forsvinde

Det kræver ikke meget mere end 1 minut at få skrevet en god idé ned, og så er det bare tilbage til det, du kom fra: fx at få banket liv i den der kolde radiator.

Pro tip: Gem linket til jeres online notesbog som bogmærke i din browser, og gør det til en vane at kigge ind forbi idébanken hver eneste dag.

#3 Hold koncentrerede content camps

Du gør dig selv og dine læsere, modtagere, følgere etc. en kæmpe tjeneste ved at bede dit content team om at hive to hele dage ud af kalenderen for at tage på content camp.

Det behøver ikke være noget med lejrbål og telttur til Møn – det vigtige er, at I kommer væk fra de vante rammer og væk fra de sædvanlige aftaler i kalenderen.

Så saml teamet på 3-4-5 mand, eller hvor mange I nu er, og book et sommerhus, hvor I selv sørger for kaffen og maden, eller et slot, hvor der bliver nurset om jer.

Kokkedal Slot

Så hvad så? Skal vi bare chille på et slot, og så har jeg pludseligt en uendelig mængde indhold?

Dog ikke.

Jeg har derimod et forslag til, hvordan du kan planlægge de to dage, og det lyder cirka sådan her:

Dag 1:

  • 8:00-8.10: Fyld op med kaffe. God kaffe.
  • 8.10-8.30: Åbn online notesbogen, og sig de gode idéer højt. Beslut jer for én idé hver, I vil arbejde på.
  • 8.10 til 10.00: Arbejd på idéen. Udfold den til et blogindlæg, eller hvad jeres indhold nu er.
  • 10.00-12.00: Byt indhold med kort overlevering, så en anden skriver/producerer så godt som færdigt inden frokost.
  • 12.00-12.30. Frokost. Uden for meget hvede, så I ikke falder i søvn om en time.
  • 12.30-14.00: Alle tager hul på en ny idé og dermed et nyt indlæg.
  • 14.00-14.15: Frisk kaffe (og bridgeblanding til teamets mormor) kommer på bordet.
  • 14.15-16.00: Computer-byt og tid til feedback.
  • 16.00-17.00: Fælles opsamling og status.
  • 17.00-18.00: I går en tur og får frisk luft til hjernen og nye idéer, mens I kaster med smutsten.
  • 18.00-20.00: Laver mad og spiser. Teambuilding, ville nogen kalde det.
  • 20.00-22.00: Der kan faktisk komme gode idéer ud af en omgang Matador.

Dag 2:

Gentag kl. 8-17. Og tag så hjem og pust ud.

– Jamen, det er jo en kæmpe investering at hive flere medarbejdere ud af hamsterhjulet i to hele dage, indvender chefen måske.

Ja – det er en investering, siger du så. En brandgod en. For I er enormt effektive, når I er væk: Her er i ”fri” fra forstyrrelser, når I lukker ned for mails, for andre ad-hoc-opgaver og for din altid venlige og imødekommende facon på kontoret, når dine kollegaer kommer til dig for at få sparring, råd og ”det tager kun 2 minutter, kan du hjælpe?”-opgaver.

Og kreativiteten lever i bedste velgående, når I kommer væk fra de vante omgivelser. Søg gerne hen til et sted, hvor der er udsigt til noget grønt. Natur gør noget godt for vores hjerner, siger en ekspert i kreativitet i en i øvrigt glimrende podcast.

Og hvis I er rigtig dygtige, kan I få produceret indhold til et halvt eller helt år frem. Det frigiver mange dage i hamsterhjulet i næste måned. Og måneden efter.

Men er det virkelig tiden, ressourcerne og besværet værd?

Ja, hvorfor er det egentligt, at vi skal dele ud af vores viden og forære det hele væk?

Hvis jeg må svare på vegne af bro, så er det, fordi vi tror på, at jo mere vi giver, jo mere får vi tilbage.

Og fordi vi derigennem positionerer os som nogen, der ved noget, og som ovenikøbet er gavmilde. Og den kombination er øjensynligt en vinderstrategi – i hvert fald hvis man ser på både de bløde og benhårde facts:

  • Pæn følgerskare: Vi har samlet set opbygget en relativ pæn følgerskare på +38.000 på tværs af vores lister og platforme.
  • Newbizz: Vores primære og største kanal for newbizz og markedsføring er via bloggen og podcasten.
  • Vedvarende relationer: Vi skaber vedvarende relationer til vores kunder, vores følgere og vores dedikerede bloglæsere. Se bare på dette kærestebrev, vi engang fik fra Ole eller denne faglige romance, der udspillede sig på Twitter og i Holsebro.
  • Enormt engagement: På bloggen er vi så privilegerede at have enormt engagerede læsere, der sætter deres dyrebare tid af til at skrive til os. Faktisk har vi netop rundet 5.500 kommentarer (selv efter jeg har slettet spamkommentarer fra pornobots), der er fordelt over vores godt 250 indlæg. Og vi sætter en ære i at svare personligt på kommentarerne. Fra virkelige mennesker. Fra dig sgu!

Så! Nu er vi kommet til slutningen og det helt store spørgsmål:

Føler du dig godt klædt på til opgaven? Eller vil du gerne have professionel hjælp til at få skabt din indholdsstrategi? Få planlagt og systematiseret din indholdsproduktion og til sidst få givet den vinger og flyvehøjde? – Så tag fat i en af dem fra bros content-team, der i en fin pærevælling rådgiver kunder, underviser i og dyrker content marketing som var det en fetich.

Downloads

Nedenfor kan du downloade din helt egen...

Skabelon til en Contentplan