Kunsten at kede sin læser ihjel
Har du også for mange læsere? Er de alt for engagerede? Læser de dine ting til ende og danner sig en holdning om dem? Ja, det kan være virkelig anstrengende at være interessant. Så her får du opskriften på at kede dine læsere ihjel, så de ligger livløse tilbage på tastaturet og savler målrettet ned over space-knappen.
Det handler om at begå overlagt mord med ord. Her er 10 bestialsk gode råd:
1) Tal om dig selv
Det er vel for helvede DIN blog. DIN tekst. DIN virksomhed. Det er dig, der vælger emner, skriver og redigerer. Det er ligesom, når du kommer hjem fra ferie og skal vise venner og familie billeder fra turen. Det er dit kamera, det var din ferie. Du bestemmer, hvor mange billeder af hotelværelset og isdesserterne, der skal være. Hvis folk ikke kan lide, hvad du skriver, kan de finde på noget andet at lave eller starte deres egen blog. Det er da deres tab.
2) Vær uoriginal
Lad være med at forny dit sprog. Brug velkendte, godt brugte fraser og formuleringer, som folk kender. Så slår de sig ikke på sproget. Og hvis du er rigtig fræk og bruger en metafor, så sørg for at sætte den i anførselstegn, så dine læsere forstår, at du ikke helt bogstaveligt har betalt ”det hvide ud af øjnene” for dit nye køleskab.
3) Tag tingene meget alvorligt
Du skriver. Du er ikke komiker. Stoffet er gaven i sig selv. Du skal beskrive problemet, så du må ikke forstyrre din læser med subtilt pulserende overskud og lune. Hvis folk vil underholdes, kan de gå på YouTube. Hvis du ikke tager dig selv alvorligt, vil ingen andre gøre det. Selvironi er et svaghedstegn. Husk det.
4) Skriv kompliceret
Du er en dygtig skribent. Du har sikkert øvet og trænet dine skriveevner gennem mange år, og måske har du gennemført en længere uddannelse og skrevet lange akademiske afhandlinger. Du har kun hån til overs for korte sætninger, korte afsnit og enkle forklaringer. Du ved, at du skal fremstå som en klog og belæst ekspert ved at bruge masser af avanceret terminologi og facetterede fyndord.
5) Spar på punktummerne
Vis dine læsere, at du mestrer lange sætninger, som indeholder ledsætninger, som igen indeholder en ledsætning, og hvor ordstillingen er noget, du lege og eksperimentere kan med. Korte sætninger er for børnebøger, som er designet til, at seksårige skal kunne forstå dem – og selv de falder i søvn, når man læser dem højt. Vær nærig med dine punktummer.
6) Adlyd din gamle dansklærers regler blindt
De tommelfingerregler, som din dansklærer prakkede dig på dengang for mange år siden, er stadig guld værd. Du må aldrig starte en sætning med ordet ’og’. Eller ’men’ eller ’fordi’. Det ved alle, og derfor vil du blive respekteret for at overholde reglerne. Og retstavning? Nye retskrivningsordbøger er kun ude på at forulempe sproget, og hvis vi ikke håndhæver de gamle regler, ender det til sidst med, at ingen kan forstå hinanden længere. Kontoerne? Saldoerne? Næh, må vi bede om kontiene og saldiene, tak. Med majonæse på.
7) Bombarder din læser med fakta frem for fordele
Hvis du vil sælge en støvsuger, er det vigtigste at beskrive den nøgternt og dybdegående. Hvor stor er motoreffekten målt i watt, hvad med luftgennemstrømningen per sekund, og hvor mange decibel larmer den ved maksimal sugeeffekt? Det vigtigste er at fortælle om teknik og detaljer ved ens produkter. Så må læseren da selv kunne regne ud, hvad fordelene er ved det. Du kender jo ikke læseren. Det er da ikke dit problem, hvad deres behov er – dine lilla isterningeposer formet som kendte diktatorer sælger sig selv.
8) Skriv hellere for meget end for lidt
Hvor lang skal din tekst være? Så lang, som det er nødvendigt – og så en del mere. For en sikkerheds skyld. Du ved en masse om dit emne, så hvad er mere naturligt end at få så meget med som muligt? Intet. Dit emne er for komplekst til at blive kommunikeret kort og målrettet. Du er misundelig på de andre kollegaer og deres enfoldige emner. Din byrde er dit emnes kompleksitet, men din gave er dit intellekt, der kan vende og dreje et emne, til det kaster op. Så er det nu bedre at tage alle detaljer med, og så må læseren selv sortere til og fra. Det er bedst for alle parter.
9) Bliv ved din læst
Gør som skomageren. Bliv ved din læst. Tal om din læst. Det er dig, der er eksperten, og det skal du vise. Brug fagudtryk – og rigeligt af dem. Vi lever i informationsalderen, for pokker. Hvis folk er i tvivl om noget, kan de da bare google det.
10) Vælg en unik og særpræget skrifttype
Når du har arbejdet disciplineret med din lange tekst, skal du lige give den det ekstra pift, der fuldender værket. Giv din tekst særpræg og personlighed ved at vælge en skrifttype, som ingen andre kunne drømme om at bruge. Her er der lette differentieringspoint at hente. Få ting ser bedre ud på print end en skrifttype, der efterligner ægte håndskrift. Det tilføjer dybde, troværdighed og nærvær til din tekst, hvilket din læser helt sikkert vil notere sig. Få flere tips her.
Hvis du er færdig med at fugte Space-knappen, kunne jeg godt tænke mig at høre: Hvad har jeg glemt at få med på listen?