Kære leder: Husk din egen iltmaske, før du hjælper andre
Forestil dig, at du står midt i et stort vejkryds, hvor trafiklyset ikke virker. Det er din opgave at sørge for, at trafikken glider sikkert. Pludselig kommer en lastbil buldrende imod dig. Samtidig er en ældre kvinde faldet på sin vej gennem krydset, og nu styrer en bil lige imod hende. Mens kaosset i vejkrydset udspiller sig, er folk stimlet sammen inde på fortovet og råber til dig med hver deres mening om, hvordan du bedst løser hele balladen.
Selvom der, på langt de fleste arbejdspladser, heldigvis ikke er menneskeliv på spil, kan hverdagen godt føles sådan for mange ledere. Problematikken hedder, meget passende, krydspres. Den beskriver ledernes pres for at løse problemer og møde forventninger fra alle sider – også fra dem selv. Det pres er vokset i takt med, at verden er blevet mere kompleks. Den dårlige nyhed er, at kompleksiteten har bidt sig rigtig godt fast. Den er et vilkår, vi må arbejde med. Den gode nyhed er, at krydspresset også kan være meget motiverende – hvis man altså som leder ved, hvordan man håndterer det.
Krydspresset er hårdt – du vil elske det
Krydspresset er en uundgåelig del af det at være leder. Det er kendetegnet ved på en gang modstridende og sammenhængende faktorer, der varer ved over tid. Derfor adskiller krydspres sig også fra problemer. Problemer kan nemlig løses, og de kan løses nu og her. Krydspres er paradokser. Derfor kan man ikke hive en løsning ned over det og sætte flueben ved det på to-do-listen. Måske stiller din nærmeste leder krav til din afdeling, som du ved, dine medarbejdere ikke kan følge med på. Måske ønsker bestyrelsen på din arbejdsplads nogle forandringer, der strider imod dine indre værdier.
Det hører alt sammen under det krydspres, du står i som leder. Men hvis vi vender tilbage til vejkrydset fra tidligere, er der også en positiv historie at fortælle. For prøv at forestille dig, at du, mens du dirigerer trafikken, både formår at undgå lastbilen og redde den ældre kvindes liv. Folk klapper inde fra fortovet, mens du med et køligt overblik får alle sikkert gennem myldretidens inferno. Det er den anden side af krydspresset.
Som leder er man ofte stærkt motiveret af at lykkes med udfordringer – især hvis man føler, man forandrer status quo til det bedre. Hvis man som leder vender oplevelsen af krydspres fra at være en stressfaktor til at være en spændende udfordring, har man fundet den benzin, der driver motivationsmotoren. Det kræver bare arbejde og nogle gode værktøjer at nå dertil. Heldigvis har vi værktøjskassen fuld af den slags i bro.
Gode relationer er en ven i kampen for tryghed
En forudsætning for, at din hverdag i det hektiske krydspres kan blive en succes er, at du føler dig tryg på din arbejdsplads. Det gælder på rigtig mange måder. Er der fx plads til, at du kan begå fejl? Hvis I har en nulfejlskultur, er det svært at kaste sig ud i de ellers så motiverende forandringer. Kan du tale med din nærmeste leder om udfordringer? Føler du, at du har indflydelse? Er der plads til hele dig?
Vi er, heldigvis, hele mennesker med bekymringer, glæder, sorger og interesser – også når vi er på kontoret. Vi kan forsøge at dække vores bekymringer til med en strøget skjorte og et professionelt smil. Men i løbet af dagen bliver mundvigene lidt anspændte, og krøllerne viser sig på skjorten.
Det er langt mere holdbart at sikre nogle gode relationer og et trygt arbejdsmiljø. Derfor er det især vigtigt at prioritere uformelle samtaler og sparring. Det gælder med dine medarbejdere, og det gælder især med din nærmeste leder og med andre lederkolleger. En undersøgelse viser nemlig, at det især er relationerne til andre ledere, der betyder noget for trivslen. Møder, e-mails og to-do lister er vigtige. Men det er din trivsel også.
Det er altruistisk at være egoistisk
De 646 ord, du lige har været igennem, bør være argument nok for, hvorfor du skal tage din trivsel seriøst. Men måske er du den meget selvopofrende type. En slags Moder Teresa inden for ledelse. Hvis du stadig tænker ”Jeg klarer den nok. Det vigtigste er, at jeg er der for mine medarbejdere”, er vi klar med det argument, du har brug for. For din trivsel er også dine medarbejderes trivsel. Din trivsel er produktivitet, godt arbejdsmiljø og en sund organisation.
Det kræver næring at kunne give næring, og hvis du er stresset, går det ud over trivslen hos dine medarbejdere. Det viser en undersøgelse om forholdet mellem lederstress og medarbejderstress. Et vigtigt redskab er derfor, at du finder frem til, hvad der giver dig næring. Det kan du fx gøre ved hjælp af nogle helt simple spørgsmål. Det kan være spørgsmål om, hvor du bedst:
- Dyrker roen
- Dyrker kreativiteten
- Motiverer dig selv
- Finder gode relationer
- Dyrker dine interesser?
Spørgsmålene kan du bruge til at skærpe din opmærksomhed på, hvad der giver dig næring. Du vælger et spørgsmål, der er vigtigt, og som du allerede er god til at fokusere på. Så vælger du et spørgsmål, der er vigtigt for dig, men som du gerne vil blive bedre til at dyrke. Brug de to opmærksomhedspunkter til at skærpe dit fokus på, hvordan du forbedrer din trivsel. Og husk, at øvelsen handler om selvkærlighed. Du skal ikke tilføje mere pres til din hverdag ved at bruge øvelsen – den handler blot om give dig selv luft til at finde ud af, hvor du får luft.
Og hvis du får dårlig samvittighed over at sætte tid af til det, skal du bare huske, at du også gør det for dine medarbejderes skyld.
Hvad gør vi i bro?
I bro har vi arbejdet med ledertrivsel i mange år. Derfor er det heller ikke nyt for os, at det er svært at prioritere. Vi møder både lederne på vores uddannelse i adfærdsbaseret ledelse og ude i de organisationer, vi samarbejder med. Begge steder tegner der sig et klart billede af, at det er en udfordrende tid at være leder i. Lederne er pressede fra alle sider. Det kan vi se, når vi beder dem bruge det værktøj, som er fast inventar i vores arbejde med lederudvikling. Og nu deler vi det også med jer.
Er der plads til ledelse indad i din hverdag?
Når vi spørger lederne, hvor i cirklen de lægger deres energi, får midten for det meste meget lidt opmærksomhed. Der skal ledes udad, indad, opad og sidelæns, og når lederne skal dække alle de retninger, efterlader deres kalender ikke tid til også at lede indad.
Du kan bruge værktøjet til at få et overblik over, hvilke retninger du leder mest i. På den måde kan du se, hvor du godt kan stjæle lidt tid til dig selv.
For husk, at din trivsel er hele organisationens trivsel. Vi har vidst det længe. Og nu ved du det også. Men vi taler kun om toppen af isbjerget i det her blogindlæg. Om ikke så længe lancerer vi et nyt koncept for ledere, der gerne vil arbejde med deres trivsel. Hvis du gerne vil dykke helt ned i emnet, kan du læse mere her og tilmelde dig vores nyhedsbrev. Så bliver du den første til at høre mere om konceptet.