Dette indlæg han­dler om krise. ​’Åh nej’, tænker du måske, ​’nu igen’. Men før du opgiv­er at læse videre, skal du vide, at tek­sten er kort, at vi alle er forvirrede, og at det er helt forståeligt. Og måske er der (en lille smule) hjælp at hente.

Alle savn­er svar for tiden – fra ​’Hvad kan man gøre for at spare på strøm­men?’, over ​’Hvad sker der med kri­gen i Ukraine?’ til ​’Hvad sker der med kli­maet?’ Mange store spørgsmål og alt for få svar. Og sam­tidig er marked­sud­viklin­gen vold­somt uforudsigelig, for­di vi aldrig før har set støt sti­gende glob­ale infla­tion­er, der kør­er par­al­lelt med et uvant højt inter­na­tion­alt spænd­ingsniveau, og begge dele læg­ger sig i umid­del­bar for­læn­gelse af en lang­varig pandemi. 

På den bag­grund er det ikke så sært, at rådvild­he­den slår rod, og vi må spørge os selv og hinan­den, hvor­dan vi som organ­i­sa­tion­er ager­er (økonomisk) ans­varligt? Som mange af jer ved, hold­er vi her på bloggen meget af at præsen­tere et prob­lem for umid­del­bart efter at pege på en mulig løs­ning – se fx her. Men sit­u­a­tio­nen og de spørgsmål, vi står over­for nu, får os til at tøve: De kalder på større forsigtighed/​ydmyghed, for vi vil ikke foregø­gle nogen, at der er et quick-fix. Og hvis du sid­der i en virk­somhed, hvor I både skal spare på strøm­men, og forsøge at gen­nem­skue, hvor­dan markedet udvikler sig, er det næppe hverken opmuntrende eller hjælp­somt at få at vide, at opladeren ikke ruiner­er jer, selv om den sid­der i stikket kon­stant. Eller at de slukkede skrive­bor­d­slam­per ikke nød­vendigvis bety­der det helt store for jeres el-regnskab.

Fra mange års arbe­jde med at skabe varige foran­dringer vha. adfærd­stænkn­ing og ‑design ved vi, at der er mange meget forskel­lige, men sys­tem­a­tiske ben­spænd, når vi gerne vil ændre adfærd – hos os selv og andre. I urolige tider, er der særligt én, vi gerne vil give lidt ekstra opmærk­somhed: Nem­lig vores trang til at gå alt for hur­tigt og ukval­i­fi­ceret i løs­nings-mode. For ofte over­haler utålmodighe­den helt nys­ger­righe­den efter at forstå den adfærd, der er med til at skabe prob­lemet. Vi forsøger at løse prob­lemet, før vi har forstået det til bunds. For det er nu så dejligt at løse prob­le­mer – det er bl.a. der­for, at ​’to do’-lister virk­er så til­fredsstil­lende, følelsen af frem­drift er dejlig.

Der er rent fak­tisk et navn for bias’en, hvor man fokuser­er på det letteste af flere prob­le­mer, og det er Law of triv­i­al­i­ty eller Bike shed­ding. Hvilket jo kun bliv­er end­nu mere fris­tende, når ver­den forekom­mer uover­skuelig. Trangen til at få begrænset uover­skue­lighe­den, til at forsøge at få de hårde tider til at gå væk er vold­som, og der lig­ger gen­ve­jen så fris­tende foran os. Men det gælder for stort set alle typer prob­le­mer – også når de skyldes ude­frak­om­mende fak­tor­er – at man er nødt til at tage et meget grundigt kig på både de ram­mer, der kan ændres, og på den adfærd, der skal omlægges. Og det giv­er ikke hur­tige løsninger. 

Vi spørg­er os selv ​‘hvad kan man gøre for at spare på strøm­men?’. Vi skruer ned for var­men, melder ud, at der skal spares på papiret, opfor­dr­er alle til at tage cyklen frem for at køre taxa. Hvilket der ikke er noget galt med, men vi skal kigge mere grundlæggende på vores egne process­er og van­er. Sagt kort er det væsentligt at kortlægge og skabe et overb­lik, når vi gerne vil sikre en mere økonomisk ans­varlig og bæredygtig virksomhed. 

Også hos os er vi usikre på fremti­den. Der er dog meget, der tyder på, at usikker­he­den er et vilkår, en slags new nor­mal. En klas­sisk stoisk måde at håndtere det på er at lære at leve med det, at møde paradok­serne og tage den der­fra. Og her bliv­er den enkle kon­klu­sion, at rigtig meget af det, vi gjorde for få måned­er siden, ikke læn­gere har sin berettigelse. 

Så vi fores­lår, at du beg­y­n­der med at tage et nærkig på de faste process­er og van­er, der præger jeres virke­lighed. Hvad virk­er, hvad er irrel­e­vant? Hvad vil vi gerne have i stedet for, og hvor­dan ser det ud, når det lykkes? Flere af jer vil sikkert her genk­ende grund­mod­ellen for adfærds­de­sign: Hvad er der brug for nu – den (ny) ønskede adfærd? Hvad står i vejen for den nye adfærd – hvor er der frik­tion­er? Og først derefter kan vi udvikle de rigtige løsninger.

Vi har forsøgt at tage vores egen med­i­cin og kigget dybt i vores egne process­er. Som et des­til­lat af det arbe­jde opstod ​”Lyses­lukker-paradok­set”. Det består af et kom­primeret for­løb, der afdækker bar­ri­er­erne for fremti­den – det, der kan stå i vejen for en økonomisk ans­varlig og bæredygtig adfærd. For når vi kender bar­ri­er­erne, kan vi også beg­y­n­de at fjerne dem og give plads til at ny prak­sis kan slå igen­nem i nye van­er og process­er. Selvføl­gelig med respekt for den forvirrede og ukon­troller­bare tid, som vi står i lige nu.

Du kan læse mere om Lyses­lukker-paradok­set, og hvor­for det slet ikke er så lige til at skabe og vedlige­holde en økonomisk ans­varlig adfærd, her.