I sin bog, 'Mindset: the new psychology of succes', tegner Carol Dweck et fantastisk billede for sin læser. Forestil dig Thomas Edisons kontor sekundet, inden han opfinder glødelampen. Hvordan ser der ud? Er han alene? Hvad for noget tøj har han på? Nybarberet? Hvordan ser han ud i hovedet, da han får ideen?

Hvis du er som de fleste, forestiller du dig noget i retning af en enlig videnskabsmand i hvid kittel, fuldstændig opslugt af sine studier. Pludselig lægger hans ansigt sig i andre folder, da løsningen går op for ham.

Det er forkert.

Myten om den pludselige indskydelse

Der findes mange myter om den enlige geniale mand eller kvinde, der pludselig producerer et mesterværk, udtænker relativitetsteoriens sidestykke eller på anden måde rykker menneskeheden et syvmileskridt fremad.

Problemet er, at det ikke har hold i virkeligheden, men det er en belejlig sandhed for os andre. Det vender jeg tilbage til, men lad os først lige se på tre eksempler.

3 eksempler på succes

Darwins svendestykke, Om Arternes Oprindelse, var et produkt af 30 års stenhårdt arbejde, tusindvis af timer med hovedet og hænderne begravet i mulden, omfattende teamwork og endeløse diskussioner med mentorer, kollegaer, modstandere og tilhængere. Det var ikke en pludselig indskydelse, spontan opfindelse eller gave sendt fra oven.

Det er rigtigt, at Mozart var et geni, som begyndte at komponere allerede som 5-årig. Men hvor ofte lytter du til de værker, han skrev i den alder? Aldrig. Det var nemlig ikke særlig godt. Mozart arbejdede hårdt i næsten 10 år før han producerede de mesterværker, vi lytter til i dag. Det var ikke venstrehåndsarbejde eller guddommelig inspiration.

Og lad os så lige vende tilbage til Thomas Edison. Edison var omgivet af 30 assistenter og sparringspartnere gennem den årrække, det tog ham at forbedre glødelampen. Edison opfandt nemlig ikke glødelampen - han forbedrede den kun. Udviklingen af glødelampen havde været undervejs i 25 år. Derfor havde Edison heller ikke noget udtryk i hovedet, da løsningen slog ned i ham, for sådanne opfindelser eller landvindinger sker ikke i et sekund, som vi ellers gerne vil tro. I Edisons tilfælde tog det et halvt århundrede.

Beatles, Michael Jordan og alle de dårlige undskyldninger

For at vende tilbage til spørgsmålet om, hvad alle succesrige mennesker har til fælles, så er det bevist gennem mange studier.

De arbejder hårdt. De øver sig. De giver ikke op.

Michael Jordan, verdens bedste basketballspiller gennem tiderne, blev smidt af holdet i high school, fordi han ikke var god nok. Men i stedet for at give op valgte han at blive den måske hårdest trænende atlet i den amerikanske basketball-liga. Den historie hører man sjældent noget om.

Inden Beatles fik deres gennembrud, spillede de 8 timer om dagen på en stripklub I Hamborg. 8 timer om dagen, 7 dage om ugen i flere måneder ad gangen. Den periode hører vi sjældent noget om.

Hvorfor hører vi aldrig disse historier om de succesfulde menneskers hårde arbejde og træning?

Fordi det ikke er en belejlig sandhed.

Den ubelejlige sandhed om dit potentiale

Den ubelejlige sandhed er nemlig, at du kan blive god til hvad som helst, og det eneste, der holder dig tilbage, er dedikation og hårdt arbejde – og det er ikke en særlig sexet information. For hvis du tænker dette faktum til ende, så er forløsningen af dit potentiale kun afhængig af de timer, du lægger i det.

Vi opretholder ideen om geniet og de succesrige mennesker som ekstraordinært begavede eller inspirerede, fordi den giver os undskyldninger at klynge os til. Undskyldninger som kommer i forskellige variationer af ’det er jeg ikke særlig god til’ eller ’jeg er jo sådan en, der har svært ved (indsæt evne)’.

• Jeg er ikke særlig god til at håndtere konflikter.
• Jeg er ikke særlig god til at lytte.
• Jeg er et rodehoved.
• Jeg er ikke god til at holde taler.
• Jeg er ikke god til køre.
• Jeg staver ikke så godt.
• Jeg har svært ved at sælge.
• Jeg har svært ved at træffe beslutninger.
• Jeg kan ikke finde ud af at lave mad.
• Jeg er jo sådan en, der har svært ved at komme til tiden.

Den virkelig banale sandhed om dine evner

Spørgsmålene, du skal stille dig selv om de ting, du tilsyneladende absolut ikke duer til, er:

Hvor meget har du øvet dig? Hvor mange bøger har du læst om det? Hvor mange eksperter har du spurgt ad? Hvor mange gange har du fejlet? Hvor mange timer har du lagt i det? Hvor meget ønsker du det? Hvor meget har du gjort det til din ypperste prioritet at lære det? Hvornår har du sidst lagt alt dit fokus ind på at forbedre den evne?

Gode talere har holdt taler mange gange. Dygtige kokke har brændt sovsen på mange gange.

Så her har du den virkelig banale sandhed, som vi alle synes at overse: Vi er gode til det, som vi bruger meget tid på at blive bedre til. Omvendt er vi dårlige til det, som vi ikke øver os på. Men den virkelig farlige og fejlagtige overbevisning, der ligger i forlængelse af det, er, at vi som mennesker på en eller anden måde skulle være begrænset til kun at kunne excellere i udvalgte nicher.

Det er forkert.