Få folk til oprigtigt at kunne lide dig
Lad mig komme med et vildt gæt om dig: Du vil gerne have, at folk kan lide dig, ikke?
Dine venner. Din familie (i hvert fald den flinke del). Din chef og dine kolleger.
Det er klogt af dig.
Undersøgelser viser nemlig, at vi vægter sympati højere end kompetence, når vi skal vælge, hvem vi vil arbejde sammen med. Vi vil hellere løse opgaver sammen med kolleger, som er søde og knap så dygtige, end kolleger, vi ikke kan lide, men som er rigtig dygtige. Carnegie-Instituttet i USA har foretaget research, der viste, at kun 15 procent af den succes, du opnår i din karriere, skyldes teknisk viden og kompetencer.
15 procent.
Resten handler om din evne til at opbygge og vedligeholde relationer til andre mennesker.
Så hvordan gør man så det?
Det kommer vi til om halvandet minuts tid. Først skal vi en tur omkring fænomenet flagbollen.
En historie om Helle, Thomas og flagboller
En af de der tirsdag morgener, hvor solen skinner lystigt over et tykt lag regnskyer, tager vores chef Helle Bro flagboller med til kontoret. Der er ikke nogen særlig anledning.
En flagbolle er en særlig bolle fra en særlig bager i Hillerød. Den smager kriminelt godt og ser sådan her ud:
Fem flagboller i et flettet flagbollefad. Og så et par af dem, der altid ligger tilbage, når der ikke er flere flagboller.
Helle stiller bollerne frem i køkkenet med smør, ost og marmelade og udnytter så sit særlige talent for at charme-råbe et toetagers hus op: ”Der er flagboller!”
Hun stopper ikke her. Hun ved nemlig, at Thomas har haft et par pressede uger. Så da han råber ”tak” men ellers bliver siddende, går hun ind til ham og siger: ”Flagboller gør verden til et bedre sted. Kommer du ikke med ud i køkkenet?”
Thomas rejser sig og går med, og småsnak opstår over smørbakken. Helle benytter lejligheden til at rose Thomas for de opgaver, han har løst de sidste par uger. Og for at holde humøret højt, også når der er travlt. Til sidst spørger hun, om han har haft nogle særlige udfordringer, han har lyst til at dele?
Hvad du skal bruge historien om flagbollen til
Flagbolle-historien er eksemplarisk, fordi den kortlægger anatomien bag at få folk til at kunne lide dig:
- Foretag en venlig handling (flagbollerne)
- Giv en personlig invitation (”Kommer du ikke med ud i køkkenet?”)
- Anerkend, lyt, og stil spørgsmål (”Vil du fortælle mig om dine udfordringer?”)
Og hvorfor virker det så?
Humlen kommer nu
Humlen ved det hele er:
Folk vil bedre kunne lide dig, hvis du får dem til at se sig selv i et bedre lys.
Hvis du altid kritiserer (selvom det er i en god mening), vil folk automatisk føle sig mere usikre, når de er sammen med dig, fordi de forventer kritikken.
Hvis du derimod skaber et positivt rum med venlige handlinger, inviterer folk personligt, lytter til deres udfordringer og anerkender deres gode sider, vil de automatisk være mere tilbøjelige til at vise den del af dem selv, når de er sammen med dig. Og hvis du er sådan en, som får folk til at få det bedre med sig selv – så vil de også bedre kunne lide dig.
Det er ikke magi, og det her er ikke Hogwarts. Det handler om at gøre sig umage om at være oprigtigt flink mod andre.
Du er jo et godt menneske, så du har nok selv nogle bud på, hvordan du gør. Men ellers kommer her nogle ideer:
- Når du beder din kollega læse korrektur på en tekst, så tilbyd at printe den ud og tag kollegaens yndlingssnack med.
- Klassikeren: Hæld en ekstra kop kaffe op i køkkenet, og stil den på din kollegas bord.
- Har du lånt en bog, så aflever den med en post-it med ’tak for lån’. Post-its er i det hele taget effektive signaler om overskud og ekstra opmærksomhed.
- Er du den første, der møder ind en mørk januarmorgen, så tænd stearinlys rundt omkring på kontoret, inden de andre kommer.
- Anerkend dine kollegers indsats. Især når de ikke forventer den. Har din kollega fx en mut dag, hvor hun har svært ved at overskue projektledelsen i en opgave, så sig: ”Jeg ved, opgaven er udfordrende for dig. Men jeg synes, du er en fremragende projektleder.” Den dur.
- Gør dig umage for at stille asking-spørgsmål frem for telling-spørgsmål. Dem kan du læse mere om her.
- Gå hen til din kollegas bord og spørg, om hun vil med til frokost. Som fx i denne fremragende kampagne fra Call Me:
Hvis du slet ikke kan finde på noget, er her en enkel og nem handling, du kan foretage lige nu: Smil stort til ham eller hende, der er tættest på dig.
For undersøgelser viser, at et smil fra andre gør det samme for vores hjerner som 2.000 chokoladebarer (nej, ikke samtidig).
Og husk så: Vil du have folk til bedre at kunne lide dig, skal du gå ud og gøre dig umage for at bringe det bedste frem i dem.
bro arbejder med indflydelse som et vigtigt strategisk værktøj – læs hvordan her