Trivselssamtaler, medarbejderudviklingssamtaler, check-ins, One2Ones. Kært barn har mange navne, der dækker over løbende formelle samtaler mellem ledere og medarbejdere med fokus på vigtig anerkendelse, sagsorienteret feedback og arbejdslivets aktualiteter.

Det er bare ikke længere nok til at sikre udvikling og trivsel på arbejdspladserne. For i takt med at arbejdstempo og kompleksitet stiger, og at grænsen mellem privatliv og arbejdsliv er blevet mere flydende, skal du som leder også være velorienteret i mennesket bag kompetencerne.

Der skal ikke herske tvivl om, at de formaliserede samtaler er absolut nødvendige for den daglige ledelse. Men en stigende tendens til individualisering og jeg-diskurs i samfundet stiller helt andre krav til moderne ledelse end de formelle rammer, vi kender så godt.

Nutidens medarbejdere higer i højere grad end tidligere efter relationsplejende, personlige og uformelle stunder. Og det giver mening. For det er særligt her, at de individuelle jeg’er bliver gødet, og at følelsen af mening og tilknytning til arbejdspladsen bliver styrket.

Jeg taler ikke om den selvfølgelighed, der ligger i at udvise empati og medmenneskelighed i udvalgte stunder. Jeg taler om et vedvarende fokus på at pleje relationer og uformel snak, der er blevet en præmis for den daglige ledergerning. En præmis vi må arbejde med, fordi den overordnede trivsel på arbejdspladsen og vores personlige indflydelse som leder afhænger af den.

Det er ikke overraskende. Det er bare slet ikke altid, vi husker det eller ved, hvordan vi skal arbejde med præmissen, når hverdagen rammer.

Og nok så vigtigt er det ikke en tidsrøver at dyrke det uformelle. Det er en mulighed for dig som leder.

”Ledelse handler ikke om dig – det handler om dem”. Sådan lyder det i Conant og Nørgaards ’Touchpoints’ – en glimrende bog i øvrigt – og selvom bogen har en del år på bagen, så rummer citatet noget meget interessant. For hvis vi vil tale ind i vores medarbejderes jeg-fokus, må vi træde ud af vores eget.

For ledere betyder det, at vi skal kunne gå forrest, skabe formelle rammer og sætte retning. Det betyder, at vi skal kunne træde op på den efterhånden slidte ølkasse og udbasunere visioner, missioner og forandringstiltag på en måde, der motiverer og skaber følgeskab.

Men det betyder også, at vi skal turde træde ned fra ølkassen og stille os, hvor vi er i øjenhøjde med vores medarbejdere. Som ligeværdige kollegaer, der taler om børn, biler og banankageopskrifter.

Jeg taler ikke for en sammensmeltning af organisatoriske lag her. Jeg taler i stedet for en forståelse af, at ledelse er mere, end hvad den formelle rolle rummer og lægger op til. For ledelse er også i de små uformelle, personlige øjeblikke. Og det er lige præcis i disse øjeblikke – lad os kalde dem kontaktpunkter for at blive i Conant og Nørgaards terminologi – at jeg ser én af nøglerne til moderne ledelse.

Lige så snart vi træder ud på uformel grund, kommer der perspektiver frem, som ellers aldrig havde set dagens lys. Pludselig opstår der en helt anden samhørighed, fælles forståelse og tillid, som rækker ud over de agendadrevne møder. Du får indsigt i komplicerede familieforhold, personlige værdier og fritidsinteresser – og du hører om passioner, leveregler, idérigdom og mod. Alt det, der ikke nødvendigvis ville komme frem under den formelle MUS.

Det er viden, der giver dig indsigt i det menneskelige potentiale, du står over for. Sammenholdt med det arbejdsmæssige potentiale, du løbende ser udfoldet, så styrker det grundlaget for din ledelse og for at sikre et sundt, solidt match mellem person og job.

Når jeg rådgiver ledere i organisationsudvikling, så laver vi ofte en øvelse, der består i at kortlægge kontaktpunkter og kommunikationsveje. I den første del af øvelsen skal deltagerne notere: ”Hvem har du talt med/ikke talt med i den forgange uge?”. I næste del bliver de bedt om at sætte kryds ved samtaler, der også har været af uformel karakter.

Resultatet er slående. Mængden af krydser ved uformelle stunder er ofte forsvindende lille – i løbet af en arbejdsuge er der med andre ord mange medarbejdere, en leder slet ikke når at krydse. Og hvis de krydser dem, ja, så er fokus udelukkende formelt og sagsorienteret.

Derfor ligger der en stor ledelsesmæssig styrke i at dyrke det banale og kortlægge potentielle – og helt lavpraktiske – kontaktpunkter for dig selv.

Stil dig selv to simple spørgsmål:

1) Hvor kan jeg snige de uformelle kontaktpunkter ind i hverdagen? På ruten til parkeringspladsen om eftermiddagen? På vej til frokost i kantinen? Ved at blive et øjeblik efter fredagens statusmøde?

2) Hvem skal jeg huske at tale lidt ekstra med i morgen?

Ved at kortlægge vores potentielle kontaktpunkter når de hurtigere vores bevidsthed, og det bliver lettere at handle på dem i travle tider, hvor ressourcer til det uformelle ellers er på et lavpunkt.

Der skal selvfølgelig ikke gå rendyrket smalltalk i den. Den formelle del af ledelse er altafgørende. Derfor siger jeg: Vær hård på sagen – og blød på relationen. Det forretningskritiske fokus på leverancer skal være der. De formelle rammer og samtaler skal være der.

Men i de øjeblikke, hvor vi har mulighed for at blive bare et minut længere ved kaffemaskinen for at få spurgt ind til både hund og fodbold, skal vi gøre det. For har vi gødet de mange jeg’er, så kigger de med fornyet tillid, næste gang vi træder op på ølkassen.

Blogindlægget er en genoptrykning af Helle Bros kronik i Børsen, som udkom tilbage i november 2017.