10 gode råd til dig, der vil være bedre til at præsentere

Kan du med et trylleslag blive bedre til at holde præsentationer? Det kedelige sur-smiley-svar er nej. Men du kan tygge drøv på disse 10 råd, fordøje dem, og så stille og roligt gennemgå forvandlingen fra gennemsnitlig til glimrende præsentationstekniker.

Manden bag de gode råd hedder Kenn. Kenn Hansen. Og han er er lidt af en hvirvelvind. Kenn er uddannet retoriker og tidligere fodbolddommer med 62 internationale kampe på topniveau på cv’et. Han har medvirket i dette blogindlæg om konflikthåndtering og denne podcast-episode om det samme emne.

Derudover har han etableret sig selv som forfatter og efterspurgt underviser og oplægsholder om præsentationsteknik og personlig gennemslagskraft.

Han har med egne ord trænet ”flere tusinde ledere, forskere, specialister, sælgere og mange andre i præsentationsteknik i de sidste 15 år.”

Her krystalliserer Kenn de 15 års erfaring i 10 gode råd til dig, der vil være bedre til at præsentere.

1. Det handler om publikum og ikke om dig

Alt, hvad du siger, skal tage udgangspunkt i, hvem dit publikum er - hvad de allerede ved, og hvad de mangler at vide. Alt for mange præsentationer er generiske og har ikke nok fokus på publikums behov.

Hvordan finder man så ud af, hvad publikums behov er?

SVAR: Ved at grave, undersøge…spørge! Jeg møder rigtig mange fremlæggere, som nærmest ikke aner, hvem der skal deltage i mødet. Hvordan søren skal man kunne hjælpe publikum et bedre sted hen, hvis man ikke ved, hvem de er. Jeg opfatter dette punkt som forudsætningen for kvalitet.

2. Svar selv på det vigtigste spørgsmål

Start med at forklare, hvad du præcist løser/svarer på med din præsentation. Hvad kan/ved publikum bagefter? Hvilket udbytte får de? Hvorfor skal de lytte? Kan du ikke svare enkelt på det, så skynd dig at aflyse præsentationen, så folk kan bruge tiden bedre på noget andet.

Er det, inden man gennemgår agendaen? Og hvor konkret skal man være?

SVAR: Jeg starter ofte med det. Som det allerførste. Jeg oplever nemlig som publikum, at der er noget utroligt afslappende over at få et hurtigt svar på, hvorfor man overhovedet deltager. Hvilken værdi det vil give at blive siddende. Så ja, gerne meget tidligt.

3. Skab og følg en struktur

Præsenter en soleklar struktur fra starten af, og husk hele tiden dit publikum på, hvor du er, og hvad dit næste punkt er. Og det var mit tredje punkt.

Kan der aldrig være en pointe i at lægge et slør af mystik?

SVAR: Jo for søren. Dette råd passer især godt på møder eller meget strukturerede præsentationer, eksempelvis undervisning eller salg. Står man dog med eksempelvis en strategi-præsentation, kan det meget vel være, at man vil have overraskende elementer med i en struktur, der ikke er pindet ud. Det er også en god effekt. Men dette råd nummer 3 har sin berettigelse i de tusindvis af præsentationer, der hver dag holdes, hvor publikum ikke aner, om der er 1 minut eller 101 minut tilbage. Til stor irritation i øvrigt.

4. Involver for guds skyld publikum

En præsentation er ikke en monolog, men en dialog (bevares, hvor du formentlig taler mest). Selv i de mest afsenderstyrede konference-præsentationer skal dit publikum inkluderes. Tal med dem, ikke kun til dem.

Er der nogle tidspunkter i præsentationen, det er mest oplagt at involvere publikum? Og hvad gør man – peger man bare på en på forreste række og siger ”Du dér! Hvad synes du?”

SVAR: De fleste præsentationer er ikke kæmpe konferencer, hvor det er tale om ”forreste række”. Langt de fleste præsentationer har 3-10 deltagere, og her er det altså enormt effektivt at få publikum trukket med ind i det univers, man folder ud. Det kan være med simple spørgsmål som: ”Nu har jeg fortalt kort om vores ideer. Inden vi går i detaljer, vil jeg helt vildt gerne høre, hvad jeres mavefornemmelse er.”

Desværre reduceres interaktion ofte til allersidste sekund i form af verdens mest ineffektive henvendelse: ”Nogen spørgsmål?” Og er man tilmed 10 minutter over tid, så skaber man nok ikke verdens bedste dialog her.

5. Skab common ground

Selvom det er kvalmende og irriterende, så virker det at skabe "common ground" med dit publikum. Hvis det er passende, så ros dem. Få dem til at holde af dig. Må jeg i øvrigt sige, at jeg er så glad for, du læser med? Tusinde tak for det.

Hvilke andre måder end ros og smiger kan man bruge til at skabe common ground?

SVAR: Ros er bare én vinkel på det. Det handler ofte om at skabe en samhørighed med dem, der sidder foran en. Jeg trænede forleden en gruppe fra Rigspolitiet. Her startede jeg selvfølgelig med at fortælle, at jeg kommer fra en politifamilie og egentlig altid havde drømt om starte herude på politiskolen. Det skal selvfølgelig være autentisk (og ærligt i øvrigt). Påtaget connection orker vi ikke. Da jeg sidste år trænede en gruppe fra vinduesproducenten Velux sagde jeg jo heller ikke: ”Jeg er så glad for at være her i dag, for jeg...kigger ofte ud af…vinduer…”

6. Del din passion

Jo kedeligere dit emne er, og jo mindre motiveret dit publikum er, jo vigtigere er det at vise, at din sag er den vigtigste i verden. Det handler ikke om skuespil, men mere om at finde sin egen TÆND-knap.

Vil du ikke fortælle lidt mere om den TÆND-knap? Og hvad hvis nu man præsenterer noget, som man reelt ikke har passion for?

SVAR: Så skal man skynde sig at finde ud af, hvilken forskel man gør. Alternativt aflyse. Når jeg bruger ordet passion, så taler jeg jo ikke om det altopslugende kald, som nogle læger føler ved at have et job, der redder liv. Det ved jeg godt, at ikke alle oplever i deres job, og det er sådan set heller ikke en forudsætning. Når jeg virkelig ikke gider være på, så gør jeg endnu mere ud af at trække mig selv op i gear. Her tror jeg, at jeg har fordel af min elitesportskarriere. Det er jo ret beset mentaltræning. Og så kan man i øvrigt øve sig på ”at tænde”. Det handler om at træne de kropssproglige elementer, der viser din entusiasme. Herunder stemmen.

7. Brug din stemme aktivt og rigtigt

Stemmen er et af de vigtigste værktøjer. Skab variation og energi. En monoton stemme er den suverænt hurtigste måde at afkoble folk på. På forhånd skal du vide, hvad der er dine nøglepointer. HER(!) skal du brænde igennem.

Hvordan undgår man at falde i monotoni-fælden? Og hvad gør man ved nøglepointerne – råber dem?

SVAR: Jeg mener ikke, man kan tale om et perfekt niveau, sådan ren decibel-mæssigt. Det handler om at skabe variation og energi i stemmen. Det er helt umuligt at vise den entusiasme, vi talte om før, hvis man ikke har en varieret stemme. Igen, det er noget, man skal øve sig på. Jo sværere, det falder en, jo mere skal man være opmærksom på det. Det er derfor, det hedder præsentationsTEKNIK. Det kan øves igen og igen som en fodboldspiller, der øver indersideafleveringer.

8. Sæt rammerne

Sæt rammerne for deltagernes andre aktiviteter. Nu om dage ryger telefonen hurtigt frem, hvis du ikke har sat klare rammer for det. Tager de den alligevel frem, så hav en strategi for din håndtering af det (fx “Få det lort væk, ellers skal jeg kraftstejlme komme efter dig”).

Har du et par eksempler på lidt mere diplomatiske håndteringer af folk, der taber opmærksomheden undervejs? Og hvor meget kan man tillade sig at bestemme?

SVAR: Det er meget kontekstafhængigt, hvad man kan tillade sig. Men jeg spørger ofte, om der er noget, der har været uklart, hvis et par stykker i mit publikum hviske-tisker sammen. Og hvis telefonerne bliver fremme efter en pause, så spørger jeg, om de skal have længere tid til lige at gøre deres arbejde færdigt, inden jeg starter. Begge dele er jo sådan set ikke så flabede. I øvrigt kan man tillade sig meget med et glimt i øjet. Står man derimod og surmuler fra start, så skal man nok heller ikke kommentere, at folk har telefonerne fremme.

9. PowerPoint er et supplement til dig, ikke omvendt

Brug PowerPoint, hvis du pinedød SKAL vise noget. Ikke som dine noter. Har du brug for noter (hvilket er så fint og på ingen måder diskvalificerende), så tag noget med dig i hånden, men befri venligst publikum for at læse med på skærmen.

Har du en tommelfingerregel for antal af slides og mængden af tekst på dem?

SVAR: Nej. Det er faktisk en udbredt misforståelse, at vi kan reducere ”best practice PowerPoint” til et defineret antal bullets eller ord. Det giver ingen mening. Det handler om, at din præsentation bliver tilpasset til mundtlig kommunikation. Ligesom før PowerPoint, hvor man rent faktisk fortalte folk det, de skulle vide. Derudover har vi så mulighed for at vise publikum figurer, grafer, citater og meget andet. Men står man og fremlægger sit skriftlige materiale mundtligt, så kan jeg med ret stor sikkerhed sige, at det ikke virker. Blandt andet kognitive psykologer har brugt mange kræfter på at kortlægge forståelsesprocessen i en PowerPoint-præsentation. Og kort sagt er det noget lort i de fleste præsentationer.

10. Køb min bog, hvis du stadig ikke fatter det.

Ja.

Er den god? Og hvor kan man købe den henne?

SVAR: Den er bob-bob. Men der er ingen andre i Danmark, der har beskæftiget sig med PowerPoint så indgående, som jeg har, så du får ikke bedre hjælp end af mig. Og så har næsten 2000 købt den sidste år, så helt gal er den vist ikke :)

Fordøjelse før forvandling

Nu er vi kommet dertil, hvor du skal fordøje de 10 råd. Og imens du gør det, kan du lige overveje, om vi burde udvide listen med et ekstra råd. Hvis du har et, så ved du, hvor du skal poste det henne.

SVAR: I kommentarfeltet.

... Tak for det, Kenn. Og så trykker vi lige SLUK for denne gang.

Hvis du er blevet helt tændt på Kenn, så kan du følge ham på Twitter her. Det gør vi allerede. Og det er underholdende og lærerigt. Og nå ja, du kan købe hans bog lige her.