Træk vejret, og få dig en hobby
Normalt stræber vi efter at levere en konkret metode, en teknik eller et værktøj i alle vores indlæg – men indimellem er vi kaldet til at ofre spalteplads på en pointe, der er mere vigtig, end den er umiddelbart omsættelig i hverdagen.
Der går simpelt hen skabertrang og kunstnersmerte i den; der er noget, der skal ud.
Det var tilfældet, da vi forklarede vores træthed over udenomssnakkende politikere. Og det var motivationen bag at udbrede kendskabet til den vigtige regel nummer 6. Nu har vi behovet igen – et behov for at dele en intern aftale, vi har lavet. Og nu håber vi, at du vil være med på den.
Lad os begynde med et spørgsmål:
Hvad lavede du i søndags?
Der er en pæn chance for, at du var blandt de mere end 1 million danskere, der så det fjerde afsnit af 1864 på DR1. En serie, der bliver sagt, skrevet og ment meget om.
Hvis du har brugt bare 5 minutter på Twitter i løbet af den seneste måned, er du allerede blevet væg-til-væg-tæppebombet af vrede udfald, retoriske spørgsmål og massiv ironisering over serien.
STOP: Bare rolig, dette indlæg handler ikke om serien – der er vigtigere ting på spil.
For måske har du også lagt mærke til, at alvoren er begyndt at tage af. Efter første afsnit var det store danske kollektive VI forarget over det enorme spild af vores alle sammens licenspenge på ’verdens dyreste sovepille’ og det brud på tilsyneladende al integritet, der blev begået med seriens udlægning af historiske facts.
Men blot et par uger senere har forargelsen fortaget sig – og det er i stedet vittig- og platheder, der fylder i feedbacken.
Så vigtig er en filmatisering på DR jo i virkeligheden ikke for os. Harmen fortager sig.
Lysten til bøf trumfer alt
Sceneskift: Vi bevæger os hastigt fra søndag aften foran flimmeren og ud i fremtiden til en sommeraften i 2015, hvor følgende ordveksling aldrig vil finde sted:
Konen: ”Skat, skal vi ikke tage på Jensen’s Bøfhus og gå ombord i en plankesteak og fri salatbar?”
Manden: ”Nej. På grund af Bøfhusets sag mod Jensens Fiskerestaurant sidste år har jeg ændret mine præferencer, og jeg foretrækker nu enten slet ikke at gå på bøfhus eller at køre dobbelt så langt for at spise bøf på et bøfhus med en velafbalanceret CSR-strategi.”
Bøfhusets sagsanlæg mod fiskerestauranten torpederede folk ud af deres stole. Eller faktisk blev de fleste siddende – bare vredere. Skuldrene helt oppe ved ørerne. Uglet hår og fagter! Facebook-siden ’Boykot Jensen’s Bøfhus’ fik lynhurtigt langt over 100.000 likes og blev oversvømmet med kommentarer som fx:
'Sidste gang jeg sætter mine ben hos jer, efter at I har trynet en lille mand, fy for satan, I må skamme jer, håber at alle fravælger at spise hos jer. Jeg vil gøre mit til, at folk får jeres sande ansigt at se’. Citat fra ekstrabladet.dk.
Kort efter lukkede siden ned og forsvandt fra Facebook. Hvorfor? Var det fordi, Facebook blev for småt til denne store sag, og protesterne flyttede ud på gaderne? Nej, det var meget smukkere. Der skete det, at manden bag boykotsiden solgte administrator-rettighederne for 4.000 kroner til en svindler, der straks forsøgte at fuppe penge ud af sidens vrede følgere.
Sagen var vigtig. Bevares. Men så vigtig var den alligevel ikke for founderen af denne verdenshistoriens-korteste-protest-fraktion.
Og hvordan gik det så i øvrigt med Bøfhuset? Der skete umiddelbart ikke en skid. I den weekend, hvor protesterne var på sit højeste, kunne Bøfhuset ikke spore det mindste udfald i omsætningen. Folk ville stadig have bøffer og softice ad libitum, og dem, der var sure, havde formentlig ikke tænkt sig at spise på Jensen’s alligevel. Det var heller ikke vigtigt.
Træk vejret – og få dig en hobby
Her er vores pointe: Ro på. Træk vejret.
Og det er ikke fordi, vi er bedre selv. Vi kunne heller ikke dy os ovre på vores egen Facebook-side.
Problemet er ikke, at folk hidser sig op eller går passioneret ind for en sag. Det er derimod, at de hidser sig op over ting, der reelt ikke betyder noget for dem. Det er ikke vigtigt. På denne måde kommer vores iltre temperamenter til at stå i vejen for vores troværdighed, når vi shopper rundt mellem mærkesager af en uges varighed. Og endnu værre: Det tager tid fra det, som burde være vigtigt. Hvad det er, ved du selv.
En højesteretsdommer ville anklage folk for at handle i affekt. At reagere på deres umiddelbare harme, som kort efter er stilnet af igen. Men inden den helt forsvinder, når den lige at oversvømme os andre med Kähler-vaser, fatwaer mod Zoo og de der vrede udbrud mod Netto, fordi de igen i år starter brunkagesalget lige efter efterårsferien.
Ting, der ikke betyder noget i det lange løb, fordi vi er ligeglade igen 14 dage senere. 1 dag senere. 5 minutter senere.
Det er ikke vigtigt. Så ro på.
Det her er på ingen måde ment belærende eller bedrevidende. Det er et forslag.
Her er vores aftale med hinanden inde på kontoret:
Læs din kommentar højt for dig selv, inden du kaster dig ind i debatten – kunne du ikke bare tage ’the high road’? Overvej dit like. Mener du det virkelig? Føler du, at blodtrykket er på vej ud af skalden på dig? Gå en tur op på balkonen, og se det hele lidt fra oven, som faderen af moderne forhandlingsteknik William Ury kalder det.
Luften er sgu frisk deroppe på balkonen. Og i stedet for at brænde energi på ligegyldige ting kunne du måske gøre alt det, som du har svært ved at finde tid til? Vi vil gøre vores.
Hav en dejlig torsdag.
