Det første niveau rummer tre teknikker, der måske kan købe dig lidt tid nu og her. Men vi andre vil finde dig på YouTube, putte dig i gabestokken og skrive blogindlæg om dig.

Opfør dig som om, du har en IQ på størrelse med en grillet aubergine. Den er der flere politikere, der har brugt med succes. Fx Brian Mikkelsen, der her helt taber sutten.

Du kan vrøvle som Brian Mikkelsen, men du kan også tale sort. Som i komplet sort. Det er der, hvor sætningerne begraver dig i en ruin af meningsløshed. Det er der, hvor din IQ faktisk falder, imens du taler.

Lars Løkke, take it away:

Hvorfor overhovedet tale udenom? Du kan jo også helt lade være med at sige noget.

Vær klar til at trække tæerne helt ind under fodpuderne, når Birthe Rønn Hornbech vælger at donere et gigantisk hold kæft-bolsje til sig selv.

I forhold til niveau 1 indeholder niveau 2 lidt mere elegance og finesse. Disse teknikker er for dig, der evner at tænke halvandet skridt frem. Dig, der godt er klar over, at problemerne ikke nødvendigvis forsvinder med en kortvarig afledning af modparten (eller i Løkkes tilfælde sig selv) gennem vrøvl eller sort snak.

Spørg dig selv: Hvor meget vil du det her? Hvor vigtigt er dit standpunkt for dig? Er du ligefrem klar til at lave en Bødskov? For så kan du bare lade være med at svare på spørgsmålet 14 gange og lade som om, at vi andre ikke kan høre det. Hold fast – så glemmer alle andre nok også, at der var et problem.

Du kan også udstille alle andres dumhed gennem små sproglige greb, hvor du skærer noget imaginært pap ud i fine og overskuelige stykker for dine stupide tilhørere. Her er et par velkendte metoder:

• ”Nu må vi jo ikke glemme, at … [indsæt faktum, der støtter din sag]”
• ”Sandheden er jo, at … [indsæt dit eget synspunkt, som om det var sandheden]”
• ”Nu er jeg altså nødt til at sige … [Indsæt dit standpunkt, som om det var indlysende for alle]”

Hvis du er klar til at forvanske debatten lidt mere effektivt, kan du arbejde med de såkaldte stråmænd.

Når man opstiller en stråmand, tilskriver man sin modpart et argument, de ikke har – og så begynder man ellers lystigt at debattere med det som udgangspunkt. Det er måske politikernes yndlingsteknik.

Stråmanden har sin helt egen YouTube-kanal. Se fx Claus Hjort levere 3 stråmænd på 20 sekunder:

Vil du sløre, skal du frem for alt tale. Længe. Gerne så længe, at det undervejs bliver svært at høre, at du overhovedet ikke svarer på spørgsmålet.

Det er vist Bjarne Corydons stikord. Velkommen på bro blog.

På spørgsmålet om, hvornår han blev klar over, at Goldman Sachs ville placere DONG-aktierne i et Luxembourg-skattely, svarer finansministeren nemlig:

”Jeg tror, alle ved, at internationale investorer organiserer sig på forskellige måder af den her karakter” - og taler derefter om noget andet. Da spørgsmålet bliver gentaget, svarer han: ”Jeg kan ikke huske nogen præcis dato, men det sker jo undervejs i den her proces, i forbindelse med at der også er en offentlig debat omkring det.”

Anders Fogh Rasmussen var et mindre geni til denne disciplin. Lad som om, du svarer, men rul det ind i abstrakte sandheder, som ingen kan være uenig i.

Eksemplet her er fra Christian Kocks glimrende bog om emnet, 'De svarer ikke':

Da Fogh i 2003 førte Danmark ind i Irak-krigen med spinkelt flertal og omstridt FN-mandat, fik han dette spørgsmål:

”Der er stor folkelig modstand mod krigen. Påvirker det dig?” Konfronteret med den folkelige uvilje svarede han følgende: ”Det har naturligvis påvirket mig meget. Jeg er ikke overrasket over, at meningsmålinger viser, at mange er imod krig. Vi er alle imod krig.”

Og ja, det er vi vel.

Okay, du har ambitioner? På tredje niveau bliver det mere alvorligt og fra et retorisk og kommunikativt perspektiv rasende interessant. Disse teknikker er for de rutinerede udenomstalere, der ikke sådan lader sig hidse op, når andre anklager dem for at underminere velfærdsstaten eller bringe nationens sikkerhed i fare.

Framing betyder i denne sammenhæng, at man forsøger at fremstille en sag i et særligt lys ved at kalde det noget specifikt ladet. Teknikken kan virke begge veje. Man kan altså både frame noget positivt eller negativt alt efter behov.

Nedskæringer bliver fx jævnligt til effektiviseringer og prioriteringer. Og fyringer bliver til en, vent på det, ’justering af bemandingsprofilen’. Tadaa.

Omvendt har framingen af SU’en som ’cafépenge’ gået sin sejrsgang i debatten.

Differentiering er en variation over framing, og nu begynder det for alvor at blive elegant. Her tager man et begreb og vender perspektivet på det for at styre debatten. Du kan sikkert genkende den her:

”Det er kun terrorisme, når de andre gør det. Når vi svarer igen, er det frihedskamp.”

Eller:

”Der er ikke tale om løftebrud. Der er tale om nødvendige prioriteringer.”

Denne differentieringsteknik er fra artiklen ’They spoke in defense of themselves’ af professorerne B. L. Ware og Wil A. Linkugel. Men de har endnu en metode i ærmet, hvis du vil tage den hele vejen hjem.

Hvis du virkelig ikke kan lide at tale om selve emnet, kan du bruge din sidste udvej: Transcendens. Det drejer sig om at hæve debatten, så den kommer til at handle om grundlæggende værdier eller større principper i stedet for fx en ubehagelig enkeltsag, der har bidt sig godt fast i din bagdel med sine spidse, anklagende hugtænder.

”Det her handler ikke om dagpengereformen. Det handler om, hvordan vi gerne vil indrette vores samfund. Det handler om, hvorvidt vi er villige til at lave de reformer, der skal sikre velfærdssamfundet fremadrettet,” som en minister sagde for nylig.

Det er umuligt ikke at lægge en delvis humoristisk vinkel på dette emne. Det er sgu tragikomisk at se på. Men vær ikke i tvivl: Vi er møgtrætte af politikere (og andre godtfolk), der svarer udenom på kritiske, afgørende og relativt konkrete spørgsmål.

Hos bro hjælper vi andre med at styrke deres indflydelse og personlige gennemslagskraft. Læs mere her.

Hvis du er enig, så har vi en anbefaling til dig:

Del dette indlæg, så det når derud, hvor synderne kan mærke den folkelige uvilje.

Tak for din tid.