SÅ: Et to-dages-kursus i situationel ledelse eller præsentationsteknik kommer ikke til at rykke dig en tøddel.

Så stop med tro på det. Og start med de mentale knibeøvelser, og sæt det lange lys på.

Én undersøgelse viser, at alene bevidstheden om, at du er dedikeret i et langsigtet perspektiv vil give dig en 4 til 1-fordel over dem, der tænker kortsigtet. Du skal ville det.

På den anden side skal vi dog med det samme stikke en stor konsulentkæp (ordet er kun underligt, hvis du vil have det til at være det) i hjulet på folk i batiktøj og dreadlocks, der siger jobbet op og råber: ’Du skal bare følge din passion’.

For der er heller ikke noget, der peger på, at ægte eksperter har fulgt dette råd. Snarere tværtimod.

Hvad der derimod er fuldstændig afgørende for dig, der vil være ekspert er, at du har det rigtige mindset.

2) MINDSET: Hvordan ser du dig selv?

Det lyder som en kliche fra en amerikansk selvhjælpsbog, at det handler om indstilling. Men det gør det faktisk.

I sin fortrinlige bog, ’Mindset – the new psychology of succes’, samler psykologen Carol Dweck sine årelange studier i, hvad vores mindset fra et videnskabeligt standpunkt betyder for vores resultater og succes. Hendes konklusion er enkel og skelner grundlæggende mellem to forskellige mindset: ’Fixed mindset’ og ’Growth mindset’.

Personer med et ’Fixed mindset’ har den grundopfattelse, at de har en vis mængde talent og evner, og at man ikke kan gøre så forfærdelig meget ved det. Man må spille de kort, man blev født med, og successen afhænger af, hvor dygtig man er til det.

Disse personer bryder sig ikke om at blive målt og udfordret, fordi det i deres øjne siger noget endegyldigt om deres kompetencer, som de jo ikke kan gøre noget ved. De er bange for at fejle og har brug for at bevise, at de er gode nok. Og det er jo logisk nok, for de har den opfattelse, at de ikke kan blive væsentligt bedre.

Personer med et ’Growth mindset’ mener derimod, at talent, evner og kompetencer er et øjebliksbillede, som kan udvikle sig gennem udfordringer, test, konkurrence, feedback og frem for alt øvelse. Og de har ikke noget imod at blive målt, fordi det hjælper dem til at blive bedre, hver gang de får feedback fra omverdenen.

Gennem bogen viser Dweck, hvordan Growth mindset-mennesker lærer mere, får større succes og trives bedre i processen. Og med vores eksempler på kendte eksperter, stædholdenhed og mængde giver det jo absolut mening, at man er nødt til at være udstyret med dette mindset for at kunne blive ved med at dygtiggøre sig.

Måske er du i tvivl om dit eget mindset? Heldigvis kan du selv ændre det. Og du kan jo begynde med at teste, hvilket mindset du har.

3) METODE: Kom forbi OK-plateauet

Du gør alt rigtigt: Du er klar på at investere tiden. Du er vedholdende. Du er åben for, at du kan blive langt bedre, end du er nu. Men du rykker dig ikke rigtigt. Hvorfor? Det skal jeg sige dig.

Du har ramt det drilske sted, vi kalder OK-plateauet, som er et udtryk for det stadie, hvor vi er blevet så tilpas gode til noget, at vi stopper med at forbedre os. Lad mig give dig et klassisk eksempel:

Du bruger i gennemsnit mere end en time på at skrive på computer om dagen. Men spørg dig selv: Er du blevet bedre og hurtigere til at skrive på computer det sidste år?

Nej, vel?

Det er egentlig underligt, for du træner jo hver dag. Forklaringen er blot, at kompetencen er røget på autopilot. Og når det sker, stopper vi med at udvikle os. Psykologer peger på tre faser i vores tilegnelse af nye færdigheder:

1. Den kognitive fase: Her er vi bevidste om, at vi skal blive bedre. Vi udvikler os og øver. Vi tænker over tingene, og vi laver fejl, som vi lærer af.

2. Den associative fase: Her bliver vi bedre, vi begynder at kunne gøre tingene uden at tænke nærmere over det. Vi laver ikke så mange åbenlyse fejl længere.

3. Den autonome fase: Vi er blevet så tilpas gode, at vi skifter til autopilot. Vi er blevet ’OK’, så hjernen tænker, at det der med at skrive på tastaturet ikke kræver mere opmærksomhed, fordi der er mange andre ting, der er vigtigere.

Du kan se OK-plateauet overalt – både hos dig selv og dine kollegaer. I præsentationer, i Excel-kompetencer, i teamets kommunikation, i skribentens skarphed. I lærerens formidlingsevner. Vi rammer et tilfredsstillende niveau, og så bliver vi ellers der.

Men du vil være ekspert, så du skal forbi OK-plateauet. Og det kræver det, man kalder ’Deliberativ træning’. Denne type træning er designet til at fastholde dig i den kognitive fase, hvor du er bevidst om din udvikling, hvor du laver fejl og lærer af dem.

Her får du 7 klassiske deliberative træningsprincipper – omsat til konkrete eksempler:

1. Træn med verdens bedste

Jo dygtigere mennesker, du træner med, jo dygtigere bliver du selv. En af mine kollegaer fik fx dette deliberative træningsråd af sin musiklærer for mange år siden til noget guitarundervisning: Øv dig, mens du hører musikken, og på den måde spiller med på pladen – så øver du dig sammen med de bedste.

Princippet fungerer i mange sammenhænge. Hvis du hele tiden omgiver dig med folk, der er bedre end dig, accelerer du din læreproces. Er du en ambitiøs medarbejder i en C20-virksomhed, så læs biografierne om de store. Sæt dig ind i, hvad de gjorde. Bryd det ned. Vend og drej det. Spørg. Eller find et forbillede i virksomheden. Studer dem. Hvad er det, de kan? Hvad er det, de gør? Deliberativ træning handler om bevidst og vedholdende analyse og imitation.

2. Træn så tæt på virkeligheden som muligt

Jeg talte en gang med en virkelig dygtig designer, der fortalte mig, at hans team altid holdt sine møder samme sted, som deres produkter blev solgt. Designer du cornflakes-pakker, så hold møderne nede i Super Brugsen.

Er du golfspiller, så spil turneringer frem for at blive i driving rangens komfortzone. Skal du øve dine taleevner, så hold flere taler foran et ægte publikum. Alt det der gratis analyse i et kursuslokale rykker dig ikke. Det er, når vi rammes af virkeligheden, at vi virkelig forbedrer os.

3. Gør ting, du ikke kan

Et klassisk deliberativt træningsprincip er at træne, så du med sikkerhed fejler. Hvis du vil lære at blive hurtigere på dit tastatur, så er metoden faktisk ret enkel.

Den næste måned skal du konsekvent skrive 20 procent hurtigere, end du egentlig kan. Du vil lave en masse fejl, men du tvinger dig selv til at træne der, hvor du hæver dit niveau. Studier har fx vist, at de skøjteløbere, der forbedrer sig mest, er dem, der bruger mest tid på at øve de spring, de ikke kan lande, ligesom musikere øger deres ekspertise mest, når de fokuserer deres træning på passager, de ikke mestrer.

(Lyt til Joshua Foer, der underholdende forklarer om sit arbejde med deliberative principper, da han selv trænede sig op til at vinde de amerikanske mesterskaber i at 'huske' bedst, mest og hurtigst.)

4. Sørg for, at det er ubehageligt

En klassisk fejl i træning er at søge ’flow’, altså den der populære tilstand, hvor man glemmer tid og sted og bare helt ubevidst fordyber sig i sin opgave. Flow er formidabelt til mange ting, men ikke til at dygtiggøre sig systematisk. Faktisk er det sikreste kendetegn på udvikling, at det er forbundet med ubehag. Du må gerne være utryg. Du må gerne være usikker. Det skal helst gøre ondt.

5. Sæt farten ned

Det er måske et irriterende råd, når nu alt skal være hurtigere og bedre og mere økologisk. Men i stedet for at gøre tingene hurtigere og mere effektivt, kan det i visse sammenhænge være værd at gøre tingene langsommere og mere omstændeligt. Bliv opmærksom på alle detaljer ved kompetencen.

6. Find nye tilgange

Gentagelse er vigtig, men det skal som nævnt være deliberativ – ikke på autopilot. Derfor bør man konstant lede efter nye vinkler at se træningen fra, nye feedbackmekanismer og nye miljøer.

Så undgår du også at komme til at kede dig. Lav dine oplæg om. Find på nye præsentationsformer. Nye måder at indhente viden. Nye mennesker at spørge til råds. Andre måder at lave dine rapporter på. Sørg for hele tiden at udfordre dig selv.

7. Sørg for at få feedback

Hurtige feedbackmekanismer er fuldstændig afgørende. Der skal være sat parametre op, som du konstant kan måle dig op imod. Feedback kan være fra en kollega, chef, kæreste eller fra en mentor, der giver dig konkret feedback på din fremdrift.

Anders Ericsson er den førende forsker på område for det Expert Performance Movement, og han har produceret en række af de mest citerede studier af deliberativ træning. En af hans studiers tydeligste konklusioner var faktisk værdien af en mentor eller en afgørende lærerskikkelse.

Husk at være proaktiv med dette princip, og opsøg selv din feedback. Det, der karakteriserer eksperter på deres felt, er deres skarpe feedbackmekanismer, som egentlig bare betyder at måle, veje, spørge, teste og analysere hele tiden.

Ja, det er total uoverskueligt

Så er vi ved at være ved vejs ende i dette indlæg, og det er typisk nu, man finder en remse om, at du bare lige skal et-to-tre-og-vupti! Nu kan du spille Gnags’ samlede værker på violin med en rød pølse.

Men desværre ikke denne gang. Sandheden er tæt på at være total uoverskuelig. 10.000 timer, besværlige mindset og 7 metoder, der gør ondt og stiller krav?

Men husk nu på, at vi taler om den ægte vare. Hvis det var let, så var alle eksperter. Hvis det var let at gennemføre en Ironman, så ville alle gøre det. Og så var der jo ikke den samme værdi i det. Så hvis du virkelig mener det, er der ingen vej uden om 1) Mængde, 2) Mindset og 3) Metode. Jeg håber, du har fået inspiration til at kaste dig over alle tre.