Og så handler det om at forberede sig. Jeg er tit blevet spurgt, hvad man gør, hvis klappen altid går ned, og man glemmer, hvad det var, man ville sige. Mit svar er altid: ’Man forbereder sig.’

Selvfølgelig er der nogle garvede talere, som har talt så mange gange om det samme emne, at det efterhånden sidder på rygraden. Der er nogle talere, der kan formulere sig i fængende punchlines i øjeblikket.

Resten af os? Ja, vi er nødt til at forberede, forberede, forberede.

• Læs om præstationsangst her.

Hvordan gør man så det – altså, forbereder sig? Her er første skridt at bestemme sit budskab. Hvad er det egentlig, vi vil sige? Hvorfor har vi ordet? Hvad vil vi vores modtager?

Alt for ofte vakler præsentationer mellem forskellige budskaber. Som underviser oplever jeg ofte præsentationer, som det ene øjeblik vil have, at lytterne skal kende til noget og det næste øjeblik, at de beslutter noget. Eller præsentationer, der det ene øjeblik handler om en specifik problemstilling og det næste øjeblik handler om samfundet generelt.

En god præsentation har kun én ting på hjerte.

Det næste skridt er at finde det indhold, som skal understøtte budskabet. Igen er koden her at vælge fra. Ofte har vi 100 gode grunde til at mene, som vi gør. I den mundtlige præsentation er det 97 for mange. Jo mere vi bombarderer vores publikum med pointer og hårdtslående grunde, des mindre kan de huske, når præsentationen er forbi. Den gode præsentation består af få gode grunde, som til gengæld bliver behandlet grundigt.

Når vi så har bestemt vores budskab, skal vi huske at få det sagt… flere gange. Ingen modtager kan holde opmærksomheden gennem en hel tale. Der er vejret udenfor at forholde sig til, og personen på rækken længere oppe. Der er frokosten i kantinen og middagsgæsterne på lørdag. Der er titusind tanker, der står i kø for at komme til.

Publikums tanker flyver, og risikoen for, at de flyver, netop som vi siger noget vigtigt, er stort set lige så stor som på alle andre tidspunkter i talen. Derfor skal budskabet gentages minimum tre gange.

Mange kvier sig ved at skrive ned på papir, hvad de vil sige. Det bliver for ’skriftligt’, for ’indstuderet’, for ’stift’. Men her er det vigtigt at huske, at der er forskel på at skrive manuskript, når vi forbereder vores præsentation, og på at læse manuskriptet, når vi holder selve præsentationen.

Ved at skrive et fuldt manuskript i forberedelsen sikrer vi, at vi har tænkt over alle ord, sætninger og overgange fra en pointe til den næste. Vi sikrer, at vi taler struktureret og mundret. Derefter kan vi så beslutte, hvordan vi vil bruge manuskriptet under selve præsentationen – om vi vil bruge fuldt manuskript, stikord, mindmap eller noget helt fjerde.

Helt bogstaveligt. Personlig kunne jeg aldrig drømme om at holde en vigtig tale eller præsentation uden først at have holdt den foran bogreolen. På den måde hører jeg mig selv tale. Jeg vænner mig til lyden af min stemme, jeg forestiller mig publikum, og jeg tjekker, at ord og sætninger fungerer mundtligt: Lyder det godt? Fungerer det rytmisk? Hvor lang tid tager det?

Gennem få enkle regler, en god portion forberedelse og masser af øvelse kan de fleste blive gode talere. Og hvem ved? Måske en dag man har talt så mange gange, at man kan være den onkel Poul, som rejser sig i enhver forsamling, tager ordet og bevæger publikum.