Kærlig hilsen Elsie fra a-kassen
Forleden fik jeg en mail fra en god veninde, som hun afsluttede med 'Venlig hilsen'. Det studsede jeg over, for det var da ikke en særlig venlig måde at afslutte en ellers hyggelig mail på. Omvendt har jeg flere forretningsforbindelser, hvor jeg i løbet af én mail bliver indfanget i ’knus’ og ’kærlige hilsner’.
Vores hilsener sender signaler om, hvordan vi opfatter relationen til modtageren. Og bruger vi en form, som signalerer et andet forhold, end han eller hun forventer, så risikerer vi at blive opfattet forkert, fx som omklamrende, gammeldags eller fornærmede. Under alle omstændigheder kan resultatet være, at modtageren undrer sig eller måske helt misforstår indholdet.
Der er ingen facitliste for hilsener i breve og mails. Og det, der er god tone i nogle situationer, kan være helt fejlplaceret i andre. En mail, hvor du går lige på uden hilsen, bliver fx ofte opfattet som meget uvenlig. Men er det en hurtig mail på jobbet, vil din kollega næppe undre sig over din manglende hilsen.
Du er godt på vej til at sende de rigtige signaler, hvis du overvejer disse spørgsmål, inden du sender brevet og den næste mail af sted.
Hvad er dit forhold til modtageren?
Kender du modtageren godt, eller har du aldrig talt med vedkommende?
Hvad handler brevet eller mailen om?
Skal du fx lykønske, informere eller klage?
Hvordan tror du, dine hilsener bliver opfattet?
Friske og overstrømmende, højtidelige og stive eller imødekommende og venlige? Tænk på, at modtagerne ser forskelligt på, hvad der er god tone. Det, som den unge salgschef synes er imødekommende, er måske lidt for pågående for den midaldrende bibliotekar.
Kan du droppe introhilsnen?
I standardbreve kan du ofte erstatte det lidt personlige ’kære’ med en overskrift, der er dækkende for indholdet. Og har I skrevet flere mails frem og tilbage, kan det også virke stift at holde fast i ’kære’. Prøv fx i stedet med et ’Tak for oplysningerne, Daniel’.
Kan du eksperimentere med hilsnerne?
Når det kommer til afslutningen, hvorfor så ikke eksperimentere i det små med nye måde at hilse? Det kunne være ”Gode hilsener”, ”Bedste hilsener” og ”Varmeste hilsener”. Mulighederne er der – du skal bare finde dem.
Kan du efterligneafsenderen?
Er du stadig i tvivl, når du skal besvare et brev eller en mail, kan du undgå de værste misforståelser ved at bruge de samme hilsener som afsenderen.
Læs også: Krigen mod passiver
Test din skrivestil
På www.standardbreve.dk kan du teste din skrivestil og finde ud af, hvilken type brevskribent du repræsenterer.