Selvom vi lever i 2009, støder jeg stadig på tekster med en rundhåndet brug af ’hoslagt vedsendes’, ’desfremdeles’ og ’svar udbedes’; slyngelord, som jeg udraderer uden tøven, fordi de giver læserne indtryk af, at skribenten bruger pudrede parykker og fjerpenne hjemme på kontoret. Det er jo bare ord, jaja, men har du tænkt på, at Chicago måske røg ud af konkurrencen om at blive værtsby ved OL i 2016 pga. et lillebitte ord?

Jeg hørte nemlig for nylig i radioen, at man i den amerikanske kampagnelejr havde store kvaler med ordet ’Washington’ op til Obamas brandtale for Chicago i Bellacenteret. I USA plejer man nemlig at sige ’Washington’ for at referere til STATEN Washington, mens ’Washington D.C.’ er den BY, hvor præsidenten bor. Og hvorfor er det nu interessant? Af den grund, at mange af IOC-medlemmerne, der skulle stemme, ikke kendte D.C.-udtrykket. Og når præsentationen blev simultanoversat til fransk, ville ’Washington D.C.’ lydligt blive til noget, der lå ubehagelig tæt på ’Washington W.C.’! Det frygtede i hvert fald Lars Haue-Pedersen, som var rådgiver for Chicago og manden, der fjernede det potentielt ’farlige’ ord. Hør programmet.

Det lyder måske en smule paranoidt, men der er i mine øjne noget om snakken, når det kommer til de små ord og deres betydning. I hvert fald viser Chicago-eksemplet, at ord ikke bare er ord, men at de skaber associationer og former indtryk, som hurtigt sætter sig fast hos den, der læser eller lytter. Vi kan måske sagtens forstå, hvad der bliver sagt eller skrevet, men de uhensigtsmæssige ord kommer let til at skygge for budskabet.

I min hverdag er det ikke et enkelt værtskab, der står på spil, men det omdømme, mine kunder i organisationer og virksomheder skal leve med i hverdagen. Et omdømme, som de skaber gennem deres daglige sprogbrug og de associationer, ordene sætter i gang hos borgeren, kunden eller medlemmet; og ligesom i Chicagos tilfælde findes der danske vendinger, som svarer til selveste ondskabens akse for den moderne kommunikerende organisation.

Derfor fortsætter jeg også min krig mod fx passiver, sætningsord og den helt umulige fagjargon. I stedet forsøger jeg at erstatter dem med mundrette vendinger, som forhåbentlig giver positive og stærke associationer. Vi lever trods alt ikke længere i det 17. århundrede, så hvorfor ikke give kancellien karantæne og i stedet sende et tidssvarende signal i kommunikationen ved at skrive ’jeg vedlægger’, ’derudover’ og ’jeg ser frem til at høre fra dig’?