Inden jeg afslører, hvad dine forældre har holdt hemmeligt for dig i alle disse år, skal du lige kaste et blik på disse facts:

• 78 procent af alle svenske bilister mener, at de kører bedre end den gennemsnitlige bilist.
• 94 procent af amerikanske lektorer mener, at de underviser bedre end gennemsnittet.
• 82 procent af franske mænd mener, at de er bedre elskere end den gennemsnitlige franskmand.

Du er gennemsnitlig

Det er jo komik på et højt plan. Alle tror, de er over gennemsnittet. Det er vi bare ikke.

Videnskaben har givet os mange informationer om det gennemsnitlige menneske, og en af de mest pålidelige er, at det gennemsnitlige menneske ikke ser sig selv som gennemsnitlig, som Daniel Gilbert skriver i sin bog 'Stumbling on Happiness'.

Men det er desværre sandheden, som dine forældre ikke turde fortælle dig. Du er gennemsnitlig. Ren leverpostej.

Den væsentligste måde, hvorpå du adskiller dig fra os andre, er din unikke måde at kombinere forskellige typer af gennemsnitlighed på.

Det kan lyde som et trist menneskesyn. Som om du lige så godt kan gå hjem og lægge dig på din gennemsnitlige sofa, knappe en gennemsnitlig øl op og lade stå til. Men det er slet ikke pointen. Tværtimod.

Grunden til, at man skal kende denne sandhed, er, at fejlslutningen om vores overlegenhed har en indbygget konsekvens, som begrænser vores potentiale.

Konsekvensen

Det grundlæggende problem med at overvurdere sig selv er, at man ikke har incitament til at forbedre sig.

Hvorfor skulle du være fokuseret på at køre pænere, hvis du ved, at du fra naturens hånd er en habil bilist – og at det er alle de andre, den er gal med? Det er jo de andre, der er problemet i trafikken. Det er de andre, der ikke respekterer mødetider. Det er de andre, der sender for mange mails.

Når psykologer undersøger vores opfattelse af gennemsnitlighed, er de adspurgte nemlig helt enige om, er der er masser af mennesker, som er under middel eller gennemsnitlige til en lang række ting. Det er bare ikke dem selv.

Når jeg får præsenteret en reklame, der argumenterer for, at min chance for at blive jagerpilot med fremstående kindben stiger proportionelt med mængden af Gillette-barberblade, jeg køber, så slår jeg en hånlatter op. Men min kollega Henrik kunne godt hoppe på den.

Den fiktive 3. person

Psykologer kalder dette fænomen for 3.-persons-effekten. Altså, at det er de andre, der er naive, mangler respekt for deres medmennesker eller bliver påvirket af reklamer. Ikke os selv.

Det betyder, at mange forbrugere slår deres skeptiske indstilling fra, når de handler, fordi de ikke mener, de er påvirkelige af reklamer. Og derfor bliver de paradoksalt nok mere påvirkelige. Og det er en anden uheldig konsekvens: Vi træffer dårligere beslutninger, når vi forudsætter, at vi er over gennemsnittet.

Er du ubevidst inkompent?

Tilbage i studietiden, da jeg underviste i beachvolley, gav en kollega mig et simpelt redskab til mentalt at inddele mine kursister: Der findes de ’bevidst inkompetente’ og ’de ubevidst inkompetente’.

De ubevidst inkompetente er de, der typisk udpeger de andre som problemet og vender øjne af holdkammeraterne, alt imens de sprøjter bolde ud på parkeringspladsen. De ubevidst inkompetente går gennem det meste af livet uden at forbedre sig. For hvorfor skulle de? De er jo langt over gennemsnittet og har ikke brug for at øve sig.

De bevidst inkompetente bliver derimod bedre. Og med tiden hæver de sig over gennemsnittet.

Erkendelse og øvelse

Vejen ud af denne lettere paranoide, men særdeles berigende tankegang om, at det kunne være en selv, der burde forbedre sig til præcis det, man anklager andre for, er ikke let. Men den er betinget af minimum to trin: Bevidsthed og øvelse.

• Bevidsthed Heri ligger den største og sværeste udfordring. Vi må indse, at det kunne være os, som kører bil under gennemsnittet, leder under gennemsnittet, har mindre selvindsigt, rummelighed, respekt eller pli end gennemsnittet. Husk på, at teorien om gennemsnittet freder os. Vi har alle en række egenskaber, vi bør forbedre, som vi ikke kender til (endnu).

• Øvelse Alene det, at vi åbner døren for, at det kan være os, der er under gennemsnittet og ikke den fiktive 3. person, er en gevinst. Så har vi incitamentet. Vejen derfra er øvelse. Alle egenskaber kan trænes, og alle succesrige mennesker har trænet.

Men allervigtigst: Del indlægget, så vi får de ubevidst inkompetente til at læse med. Vi har jo styr på vores, ikke sandt?