De 3 største frustrationer ved at skrive (og hvad du skal gøre ved dem)
Hvornår kan man vinde en præmie for at brokke sig?
I dag.
Skrivearbejde er et modsætningsfyldt foretagende. Lige dele fortryllende og frustrerende.
Du har sikkert dine helt egne frustrationer. Det har vi alle. Hvis du er klar på at dele dem med os andre, kan du vinde en præmie for at brokke dig. Mere om det senere.
Nogle frustrationer går igen. Det er i hvert fald det, vi hører, når vi holder skriveworkshops og kurser rundt omkring i landet.
Mange af dem handler om noget skriveteknisk. Her er den gode nyhed, at der for enhver tænkelig problematik findes et skriveråd, som kan hjælpe dig videre.
PROBLEM: Har du en tendens til at skrive lange, kringlede sætninger?
SKRIVERÅD: Byg dine tekster op efter denne opskrift.
PROBLEM: Hvad gør du, når du rammer skrivemuren og går i stå?
SKRIVERÅD: Læs de første par råd på denne liste med tips fra landets skrivende elite.
Og så videre.
3 typiske frustrationer
Anderledes forholder det sig med de frustrationer, der ikke handler om dit skrivearbejde, men om din læser – det lille utaknemmelige brokkehoved. For i sidste ende er alt, hvad du skriver, skrevet for en andens skyld.
Bevares, du skriver tekster for at sælge dit produkt, for at få opbakning til din ide, for at få alle de andre til at gøre noget, der er bedre for dig. Men det er stadig de andre, det handler om. Deres frustrationer er en kærlig kindhest til dig om, at der er noget i din tekst, der ikke fungerer.
Her er de tre typiske frustrationer, vi ofte taler om med vores kunder (og os selv):
- Din tekst bliver ikke læst færdig
- Din tekst bliver misforstået af læseren
- Din læser gør ikke noget, når hun/han har læst teksten.
1) Din tekst bliver ikke læst færdig
Du skriver to siders tekst, din læser nøjes med at læse den første af dem. Matematikken er lige så simpel, som den er rædselsfuld.
Hvad kan du gøre ved det?
Begynd med at lægge din naivitet fra dig. Ingen tekster bliver læst til ende mere. Og den sandhed gør faktisk dine kerneopgaver som skribent en my vigtigere.
Kom til sagen. Med det samme.
- Brug bullets.
Lav flere mellemrum i dine afsnit.
Det giver afsnittet vægt.
Og ordene får værdi.
2) Din tekst bliver misforstået af læseren
Du skriver to sider, læseren læser dem begge. Så langt, så godt. Det er desværre ingen garanti for, at budskabet er gået rent igennem. For har modtageren forstået det korrekt?
Hvad kan du gøre ved det?
Når din læser misforstår din tekst, kan det skyldes to ting: Enten har de læst noget ind i den, som ikke står der. Eller også har de læst noget i den og fejlfortolket dets betydning. Du har ikke særlig stor indflydelse på den første problematik, men du har stor indflydelse på den anden. Læs din tekst igen, og spørg:
- Hvad er hovedformålet med den?
- Har jeg kun bragt information i min tekst, som understøtter det formål?
Den to-bogstavs-raket lyder simpel, men det er en øvelse, som vi vender tilbage til igen og igen.
Hvad vil du? Hold dig til det.
Simpelt.
3) Din læser gør ikke noget, når han har læst teksten
Din læser bruger tid på din tekst, men gør ikke noget bagefter. Han køber ikke. Han deler den ikke. Han kommenterer ikke – eller beslutter ikke. Han sidder passiv tilbage eller går upåvirket videre til noget andet.
Hvad kan du gøre ved det?
Her er du på den. Der er ikke nogen let løsning. Men når du ikke formår at skabe en handling, er der sandsynligvis en afgørende opgave, du ikke har løst. Og det er at fremkalde en følelse hos din læser.
Vil du have en kommentar, må du provokere, overdrive og polarisere. Eller støtte, forstå og invitere.
Vil du skabe et salg eller skaffe et ’share’, må du også vække en følelse. Det er følelser, der skaber langt de fleste beslutninger. Og derfor er den stærke skribent ikke bleg for at bringe dem i spil.
Du kan altid begynde med at fremkalde en af ’the big six’:
- Frygt
- Skyld
- (Mis)tillid
- Foragt
- Begær
- Grådighed.
Brok dig til en præmie
Måske har du læst hele vejen herned bare for at få lov til at komme af med din egen frustration. Det er helt ok.
Vi lever af at forstå vores kunders frustrationer, og vi har et oprigtigt ønske om at gøre noget ved dem her på bloggen. Derfor er vi altid på jagt efter brok :)
Så her er, hvad du gerne må gøre for os lige nu: Hids dig op, og del så din største frustration ved at skrive i kommentarfeltet.
Måske har du lyst til at nuancere en af dem, vi har nævnt. Måske har du et problem og en frustration et helt andet sted i skriveprocessen. Måske er der en af de eksisterende kommentarer, som du har en løsning til. Bare kom med det.
Hvad kan du vinde?
De ti bedste kommentarer vinder et eksemplar af vores bog ’8 ord du altid skal slette fra din tekst – og 39 andre sølvkorn fra Danmarks største kommunikationsblog’.
Vi glæder os til at høre dig brokke dig.