Brug webstatistikken i strategien
Alle kender til den, men få bruger den reelt til noget. Når vi taler om webstatistik, er tendensen klar: Danske virksomheder ligger langt fra andre europæiske lande, når det kommer til at bruge webstatistikken som et værktøj til at skabe resultater på bundlinjen.
Brandvalue af brugeradfærden
Undersøgelserne kommer fra Nordic Web Analytics Maturity Report 2010. Her har Google i samarbejde med to danske virksomheder interviewet 1.000 nordiske virksomheder om deres brug af webstatistik – har de en statistik, og bruger de den? Det viser sig, at hver anden dansk virksomhed kan analysere sin webtrafik, men kun få bruger informationen til noget reelt. På den konto mister virksomhederne kostbar viden om de besøgendes online-adfærd og ikke mindst muligheden for at integrere viden om brugeradfærden i forretningsstrategien. Og det er en skam.
Svarene er der – brug dem!
Undersøgelsen viser, at det for mange giver god mening at måle, hvor mange der besøger hjemmesiden, hvordan de er landet på sitet, og hvad de ser på. Men den grundlæggende diskussion af, hvorfor man overhovedet har et website, hvad ens brugere finder på sitet, og om informationsarkitekturen og funktionaliteterne virker, som de skal, er for mange stadig svær.
Derfor: Tag en grundlæggende diskussion af, hvad du vil bruge svarene i webstatistikken til. Hvis du ikke arbejder strategisk med strukturen på hjemmesiden og fører tråden videre i forretningsstrategien, går du højst sandsynligt glip af en masse trafik og i sidste ende brandværdi og salg via hjemmesiden.
Ti spørgsmål til webarbejdet
Test dit site, og svar på 10 essentielle spørgsmål, hvis du ønsker at blive klogere på, om dit site trænger til et strategisk eftersyn:
- Hvorfor har vi et website?
- Hvordan måler vi på det?
- Har vi en webstrategi?
- Tester vi sitet?
- Hvad søger brugerne på sitet?
- Finder de, hvad de søger?
- Hvad virker/virker ikke?
- Har vi i sinde at lave sitet mere brugervenligt?
- Er der overensstemmelse mellem det, vi gør, og det, vi siger, vi gør?
- Er der en rød tråd mellem webstatistikken og forretningsstrategien?
Læs også: Tag pulsen på brugernes adfærd