Undgå overspisning til jul – 10 teknikker
Det er som om, december måned dufter anderledes. Gågaden oser af brændte mandler, hjemmet af brunkager, arbejdspladsen af klementiner, pebernødder, sukkerstads… og mors gryder af orangeand. Der er INGEN steder at søge tilflugt for det indre storsavlende, hele tiden halvsultne og fristede ædemonster, der er gemt i os alle [du ved, det er sandt].
Så hvordan modstår vi de svære fristelser i julen? Uden at blive for helseagtige – vi skal jo have vores and og vores brunkager. Sådan er det.
Det viser sig, at adfærdsforskningen både kan give os en forklaring på, hvorfor vi overspiser, og nogle teknikker til, hvordan vi undgår det.
I bro skriver vi om og arbejder med at designe arkitekturen omkring menneskers handlinger. Læs mere om vores løsninger inden for adfærdsdesign.
Vi er tankeløse
Den amerikanske professor Brian Wansink har udført et eksperiment, hvor nogle deltagere fik en almindelig tallerken suppe. Andre deltagere fik en suppetallerken, der automatisk blev fyldt op nedefra. Resultatet viste, at deltagerne alle følte, de spiste, til de var mætte. Ingen af deltagerne følte sig overmætte, og ingen deltagere følte, de havde spist mere end de andre.
Vi tænker ikke over det og spiser ofte på automatpilot. Sådan er det især i julen, hvor vi stopper med at spise, når vi ikke kan trække vejret mere.
Hemmeligheden er forberedelse – 10 teknikker
Jeg ved det. Man bliver lidt træt ved tanken om, at vi ofte spiser tankeløst og på den måde er underlagt underbevidsthedens magt. Men der findes en løsning. Først og fremmest bør du huske denne sætning:
”Increase your willpower by not relying on it."
Hemmeligheden ligger i forberedelsen og ikke i viljestyrken. Som en soldat forbereder sig på mulige farer. Så lad os komme madorgiet i forkøbet og forberede os, mens fristelsen er ”kold”. Her er 10 tips til at undgå overspisning i julen. Det handler overvejende om at styre sine omgivelser:
1. Sunde snacks, når gæsterne kommer. Står der snacks på bordet, så er de med sikkerhed væk inden middagen, selvom det tærer på appetitten. Vores selvkontrol ligger på et meget lille sted, når vi er fristet. Et råd er at sætte sunde snacks på bordet. Så kan det godt være, de er væk, men en god laksehaps er trods alt bedre end et halvt kilo chokolade.
2. Mindre tallerkner. Vi spiser med øjnene – og eksperimenter viser, at vi bedømmer vores mæthed ud fra, hvor meget der er tilbage på tallerkenen, og ikke på, hvor mætte vi er.
3. Mindre/lange glas. Tænk også på de flydende kalorier. Vi drikker automatisk mindre, når glasset er mindre – og når glasset er højt og tyndt.
4. Afstand til alkoholen. Jo længere væk noget er placeret, jo mindre drikker vi. Det kan derfor være en idé at placere færre flasker på bordet og have et eksternt bord til alkohol. Det hænger sammen med, at vi mennesker ikke bryder os om, når noget bliver for besværligt. Vi skulle jo nødig rejse os for mange gange.
5. Store gafler. Det har vist sig, at spiser vi med små gafler, så føler vi ikke, at vi kommer nogle vegne med maden, og vi skovler ind. Er gaflerne derimod ca. 20 procent større end normalt, vender billedet, og vi spiser mindre.
6. Servering i køkkenet. I sammenhæng med at vi spiser med øjnene, så kan det være en god idé at anrette tallerkner. Bugner skålene på bordet, har vi en tendens til at spise mere.
7. Let forret. Er første ret kalorielet, spiser vi automatisk mindre i løbet af retterne.
8. Færre retter. Variation stimulerer appetit. Rationalet kan blandt andet findes i forsøg med mus, der hurtigt bliver trætte af at parre sig med den samme. Men kommer der nye mus til buret, viser det sig hurtigt, at de ikke er trætte. Den samme partner keder dem bare.
9. Pindemad. Nødløsning: Spis med pinde. Det siger næsten sig selv, at vi skovler mindre indenbords, når maden skal fiskes op med to smalle og uhåndterbare pinde. Bidderne er også mindre.
10. Mere søvn. Et klassisk råd, der virker. Mænd og kvinder spiser gennemsnitligt 200-350 kalorier mere om dagen, hvis de er i søvnunderskud.
Fordi rådene overvejende handler om at kontrollere sine omgivelser, så vil jeg afslutningsvis svare på to oplagte spørgsmål: Nej, du kan virkelig ikke styre dig. Ja, du bør selv være vært i julen.
Og hav så en helt fantastisk jul og et godt nytår.