Til kamp for bedre standardbreve
Hver dag bliver vi som kunder, borgere og medlemmer overdynget med dyre reklamekampagner. Men ofte er et enkelt godt standardbrev den bedste reklame, en virksomhed kan få. Når stort anlagte imagekampagner rammer os i tide og utide, mister vi nemlig hurtigt opmærksomheden. Til gengæld fanger den gode hverdagskommunikation os ind og smitter direkte af på afsenderens troværdighed - fx når vi får et standardbrev ind ad døren, hvor man ikke skal lede efter meningen eller bliver frustreret over de mange interne detaljer og salgstalen mellem linjerne.
Et standardbrev behøver ikke være en omgang miskmask af tågede vendinger og smarte sætninger, hvor det, der handler om din situation, er gemt i slutningen af brevet. Jeg oplever hver dag, hvordan ægte troværdighed tilfalder den, der taler lige ud af posen i et sprog, der hverken er indforstået eller plat.
Men standardbreve er kompliceret formidling, fordi afsenderen skal balancere mellem det personlige og målrettede sprog og det generelle. Og ofte fortaber det essentielle sig i afsenders iver efter at ridse interne detaljer op eller at markedsføre sig selv. Faren er, at man aldrig når at forstå noget som helst, før man lægger brevet fra sig. Der er for meget støj på linjen.
Gode standardbreve er en kunst. Det er ikke noget, man gør ’overnight’, men med et indgående kendskab til sin målgruppe, analytisk sans og evne til at skære overflødig information fra, kommer man rigtig langt. Og indsatsen er godt givet ud.
Så næste gang du skal vælge, hvad markedsføringsbudgettet skal bruges til, beder jeg dig overveje, om du skal kaste pengene efter dyre reklamekampagner eller en revidering af virksomhedens breve. Vælger du det sidste, kan det være et af de vigtigste skridt i jeres markedsføringsstrategi, du har taget i lang tid.
Vil du vide mere om standardbreve og bros tilgang til emnet, så klik ind på www.standardbreve.dk og bliv klogere.