Samskabelse: Sådan fjernede vi parkeringspladserne foran skolerne uden at gøre forældrene skidesure
Morgentrafikken var kaotisk på to skoler i Gentofte Kommune. Forældrene holdt i kø, de dyttede og skældte ud fra deres sæde bag rattet. Sommetider parkerede de endda bilen bare sådan midt i det hele. For det var den eneste måde, hvis de ville følge poden ind på skolen.
Det var (behøver vi at sige det) ikke den ideelle start på morgenen. Og ja, det var faktisk også utrygt for børnene – især dem, der kom i skole helt uden, at det tærede på CO2-regnskabet. Se bare dette citat fra en forælder:
”Jeg kører min datter i skole, det er for utrygt med de biler til at vi vil cykle eller gå.”
Og det skete ikke som ved et trylleslag, men det skete; sammen med kommune, skoler og forældre fandt vi nogle løsninger, der gav 50 pct. færre biler på skolevejene i tidspunkterne omkring aflevering og hentning.
Og vi fik stort set fjernet alle de ulovligt parkerede biler. Se bare her.
Det ville vi ønske, vi selv kunne tage æren for. Men faktisk er pointen med dette indlæg, at vores indsats primært var at facilitetere en proces, der gav de gode Gentofte-borgere mulighed for selv at byde ind med løsninger. Det hedder ’samskabelse’. Og når du har læst dette indlæg til ende, har du lært:
- hvad værdien af samskabelse er
- tre gode råd til at gå i gang med en samskabelsesproces.
Undskyld mig, men hvad er samskabelse?
Samskabelse – eller co-creation, som det hedder på engelsk – er et ord, vi hører oftere og oftere. Og selv om det ikke optræder i den trykte ordbog (endnu), så er det ved at blive en integreret del af den kommunale lingo.
I alt sin enkelthed handler metoden om at skabe løsningerne sammen med de kernebrugere og interessenter, der skal leve med løsningerne, når de først er implementeret. Det er dem, der er hverdagens eksperter. De kender alle barriererne – de travle morgener, de kreative parkeringsmuligheder og de store veje, børnene skal krydse i vintermørket. Kort sagt alle de hverdagsudfordringer, vores løsninger skal tage højde for for at skabe værdi i deres hverdag.
Og derfor giver det jo åndssvagt god mening at hive dem med i arbejdsrummet, når vi skal designe løsningerne. Faktisk så god mening, at når man først har nævnt den metode, så virker det helt tosset at udvikle noget i et lukket mødelokale langt fra morgentrafikken og hele den daglige kabale, familierne skal have til at gå op for at ramme skolens port kl. 7.55.
Men sådan nogle løsninger findes der desværre masser af (skulle designeren hilse og sige), og vi ved det, så snart vi møder dem og tænker: ”Mjaaa … Dem, der har designet den her løsning, har vist aldrig selv prøvet at bruge den".
Den hurtige historiske vinkel
Samskabelse fokuserede oprindeligt på meget klassisk markedsføring af produkter. Der er dog løbet en del vand(bakkelser) under broen siden år 2000, hvor begrebet for første gang blev introduceret i Harvard Business Review. Og i dag forventer vi nærmest at blive involveret i udviklingen i alle de services, vi anvender. Også de offentlige.
Men nok om, hvad begrebet dækker over.
Det interessante er vel, hvordan man gør.
Samskabelsesproces: Sådan gjorde vi i Gentofte
I Gentofte Kommune ville forældrene faktisk gerne køre ordentligt, nogle af børnene ville endda gerne cykle eller selv gå ind på skolen. Det blev bare ikke prioriteret midt i morgentravlheden. Og derfor var der et behov for sætte fokus på vaner og lave et design, som gjorde det lettere at træffe ’de rigtige valg’.
Løsningerne handlede både om bedre kommunikation og hverdagsplanlægning og om større vejanlæg. Og alt det vidste kommune, forældre og skoler selv allerbedst.
Skulle der sidde en enkel tvivler, som stadig ikke tror på værdien af at involvere brugerne, så kan vi fortælle, at det kan skabe værdi i stort set alle faser i dit projekt lige fra den indledende kortlægning af feltet til forankringen af den endelig løsning. Og for de sidste tykhudede skeptikere kommer her en gennemgang af nøglefaserne med Gentofte-skolerne som eksempel:
1) Indsamling af indsigter
Hvis du arbejder lidt som os (og måske andre adfærdsdesignere), så begynder du med at indsamle indsigter. I dette betød det nogle kolde, regnvåde ture til skolerne i Gentofte tidligt om morgenen og om eftermiddagen. Men det gjorde ikke noget. For på de sjattede noter var værdifulde observationer og interviews med børn og voksne. Indsigterne fra vores feltstudier diskuterede vi på to workshops. Her skulle vi prioritere, hvor det var vigtigst at sætte ind. Det var afsættet til næste fase.
2) Ideudvikling
I denne fase kommer samskabelse virkelig til sin ret. I Gentofte-projektet holdt vi en række idegenereringsworkshops med deltagere fra blandt andet Park og Vej i kommunen, med skoleledelsen og med forældrene. Alle parter bidrog til ideerne, og – og det er vigtigt – alle parter deltog på lige vilkår. Selv om kommunen betalte vores løn, sad de ikke for bordenden, og de fik ikke mere taletid end andre. Det skal siges til kommunens medarbejderes ros, at det var de helt med på.
3) Forankring
Når du er grundig med din involvering undervejs i projektet, er du også halvvejs i mål med din forankring. Det er ret simpelt: De fleste mennesker er mere tilbøjelige til at tage ejerskab over noget, som de selv har bidraget til. Så undervejs i projektet havde vi masser af dialog over mail, sociale medier og selvfølgelig til de obligatoriske møder og workshops. Vi delte sågar gammeldags fysiske breve ud i nærområderne. Med andre ord sørgede vi for, at alle involverede blev hørt og hele tiden vidste, hvor vi var i processen.
Nå, men det kom da til at lyde meget nemt, ikk’?
Men nemt var det ikke
Når et stort projekt skal summes op til et par tips i et blogindlæg, kan det lange afsnit om hårdt arbejde godt gå tabt i korrekturlæsningen. Men lad mig sige det ligeud: Det var hverken let, hurtigt eller billigt (det er gode løsninger i øvrigt sjældent lige meget, hvordan man vender og drejer det).
Vi brugte en stor del af kalenderåret på at samle indsigter, involvere brugerne, skabe ideer til løsninger, teste prototyper, justere indsatserne og lave nogle fælles anbefalinger til nye vejanlæg foran de to skoler. Det var en tidssluger. Til gengæld virkede løsningerne, deltagerne var glade og børnene kom trygt til skole. Hvad mere kunne man ønske sig?
Det var den korte version af resultaterne.
Den lange kan du får over en kop kaffe en dag, hvis du har tid. Jeg vil nemlig gerne bruge den sidste spalteplads på at give et par gode råd til dig, som gerne selv vil i gang med en samskabelsesproces.
3 tips til dig, der gerne selv vil i gang
Lige inden du kaster dig ud i samskabelse med nabo-kollegaen, kunderne eller forbrugerne, så læs med her til slut. Der er nemlig et par klassiske pit falls, jeg gerne vil hjælpe dig lidt elegant henover.
1. Vær oprigtig
Ja, det lyder måske banalt, men lad være med at lave en pseudo-proces, hvor du lader som om, at du lytter og involverer, hvis løsningen har ligget klar på direktørens bord siden årsskiftet. Det bliver hurtigt gennemskuet.
Helt kort: Man skal ikke spørge folk, hvis man ikke vil høre svaret. Og man skal ikke spilde andre menneskers tid, hvis man ikke tager deres input alvorligt og er klar til at handle på dem (sagde damen med brillen halvvejs nede ad næsen).
2. Vær gennemsigtig
På allerførste slide til jeres ideudvikling gør du det klart, hvad dine deltagere har indflydelse på, og hvad de ikke har. Hvilke præmisser for opgaven ligger fast? Og hvilke områder skal I holde jer til? Sørg for at afgrænse jeres brainstorm – ellers vokser den til en destruktiv tornado, hvor forventninger og realitet ikke hænger sammen.
Helt kort: Du forventningsbestemmer.
3. Skab kreative rammer og servér masser af snacks
Det skal være sjovt at samskabe. En lille pointe i forlængelse af de to andre er, at processen ikke skal ligne en kommunal høring. Husk på, at du inviterer nogle mennesker ind en hverdagsaften, som bruger deres dyrbare tid på at deltage i dit projekt. Tid, de kunne have brugt til at lege med LEGO med deres børn, tømme arbejdsindbakken eller smække benene op i sofaen med et glas vin og det seneste afsnit af Den store bagedyst. Hvis du vil lokke folk ud af deres hi en aften efter arbejde, så skab en positiv oplevelse, de vil huske.
Helt kort: Det kræver både nogle kreative rammer, god facilitering og masser af snacks undervejs.
