Der er blevet forsket rigtig meget i lykke. Begrebet er så komplekst, at det virker skræmmende banalt at prøve at sige noget begavet om det. Det har Kahneman nu alligevel vovet sig ud i, og han har blandt andet været med til at introducere to forskellige forståelser af lykke:

For det første kan lykke være en spontan oplevelse, der kan være hurtig og flygtig.

For det andet kan lykke være en tilbageskuende tilfredshedsvurdering.

For at forstå forskellen skal vi et smut forbi Kahnemans skelnen mellem vores ’oplevende selv’ (’experiencing self’) og vores ’erindrende selv’ (’remembering self’). Det oplevende selv er det selv, der kan svare på, hvordan du har det lige nu, som du sidder og læser dette indlæg. Mens det erindrede selv i aften kan svare på, hvordan din dag har været.

Forholdet mellem de to selv’er er noget uligevægtigt. Vores oplevelse lige nu og her er flygtig, mens vores erindrende selv komponerer historier og lagrer dem til fremtidig fremkaldelse. Det erindrende selv skaber altså minder – minder, som vi får med fra vores oplevelser. Det giver det erindrende selv en stor fordel. For det er selvfølgelig skyld i, at vores forståelse og adfærd bliver baseret på det, vi husker, og ikke på det, vi faktisk oplever.

Men hvad er det så, vi husker? Kahnemans studier af blandt andet smerte viste, at det ikke handler om, hvor længe noget står på, men at det handler om ”betydningsfulde hændelser og mindeværdige øjeblikke”. Altså peaks – og i forlængelse heraf ideen om ’peak-end-rule’: det handler også om, hvordan hændelserne slutter. Begge dele er vigtige elementer i vores hukommelse. Tag bare en fødsel: En rimelig smertefuld oplevelse med et rimelig mindeværdigt resultat, der har det med at overstråle strabadserne.

Lige meget om vi kigger på den ene eller anden af Kahnemans udlægninger af lykke, så kan den være svær at få øje på efter snart et år i corona-limbo. I slutningen af 2020 udkom The Happiness Research Institute med en undersøgelse af menneskets velbefindende under den globale pandemi – målinger der strakte sig over hele verden. Og ifølge den hersker der ingen tvivl om, at det seneste år har taget hårdt på rigtig mange mennesker. Tilfælde af angst, depression, ensomhed og arbejdsløshed stiger dagligt. Og selv for dem, der hverken har mistet sit velbefindende eller sit job, så er der altså langt mellem snapsene. Ja, også bogstaveligt talt.

Og så er det tid til at vende tilbage til min lille hverdagsintervention:

Jeg har et nært familiemedlem fuld af drivkraft og med egen virksomhed. Corona har betydet et massivt tab af arbejdsopgaver og lovlig meget ensomhed og fritid. Faktisk er hendes hverdag blevet vendt fuldstændig på hovedet. Jubeloptimister kunne snakke om ’moment of power’ og holde lange taler om, hvilke fantastiske muligheder sådan en omvæltning giver. Vi andre nøjes med at stå ved, at det hele blev både svært og surt.

Familiemedlemmet havde i den grad brug for et puf i den rigtige retning. Så med risiko for at fremstå både poppet og selvhjælpsagtig, så gravede jeg dybt i mine psykologiske lommer og hev en klassiker op: Jeg købte hende et Polaroid-kamera og bad hende hver dag tage et billede af en ting, der gjorde hende glad. Derefter skulle hun kort skrive på billedet, hvad det var, og opbevare alle billederne i et usmageligt grønt hæfte (ja, gæt hvem der også købte det til hende).

Hun var mildest talt ikke imponeret, da hun fik gaven. Alligevel lovede hun at gøre det. Og to uger efter ringede hun for at fortælle, hvordan billederne og opfordringen havde været med til at minde hende om alle de ting, hun også sætter pris på.

Hvordan ville Kahneman forklare mit lommepsykologiske eksperiment? Jo, når jeg beder mit kvindelige familiemedlem om hver dag at tage billeder af noget, der gør hende glad, så tvinger jeg hendes opmærksomhed hen på de oplevelser, der ellers var reserveret til det oplevende selv og gør dem til små betydningsfulde hændelser. Jeg puffer hende altså til at komponere historier og lagre dem til fremtidig fremkaldelse, som hun kan se tilbage på. Så bliver det debuten på zoom, hun husker – for ja, hun klarede den! - og ikke, at hun faktisk ikke lavede så meget andet den dag. På den måde kan vi altså udnytte, at det erindrende selv sidder i førersædet, og at vores forståelse og adfærd bliver baseret på det, vi husker.

Hvis du mangler inspiration til at få bugt med corona-kulleren, men ikke er til Polaroid-billeder og grimme grønne hæfter, så kan du forsøge at dyrke unikke oplevelser. I 2018 lavede føromtalte The Happiness Research Institute en undersøgelse om, hvordan vi bedst husker lykkelige øjeblikke. Den viste, at netop unikke oplevelser – og gerne førstegangsoplevelser – gav en større og mere mindeværdig lykkefølelse. Vi oplever altså i højere grad noget nyt som et peak.

Med en global pandemi som tro følgesvend er det jo ikke lige nu, du kan bestige bjerge eller bestille bord på din drømmerestaurant. Men du kan cykle en tur i den friske luft med en ven et sted hen, I aldrig har været før. Du kan forsøge at lave de dér dumplings hjemme i køkkenet, som du ikke har turdet kaste dig ud i før. Eller du kan udfordre dig selv med en ny genre inden for film eller musik. Gør nye dufte, smage, lyde, følelser og syn til små mindeværdige øjeblikke, og lad dit erindrende selv arbejde for dig. Og når selv små oplevelser kan give et strejf af lykke, så er det lige før, du kan blive lykkelig af din friskbryggede morgenkaffe. Især hvis den er lavet på nye bønner.