Her er beviset: Selv kloge mennesker er dumme
Dette efterår har været utrolig travlt. Mine kollegaer og jeg har løst opgaver og holdt foredrag og workshops om nudging og indflydelse for så forskellige organisationer som GlaxoSmithKline, Gladsaxe Kommune, Novozymes, HOFOR, Metroxpress, HK, ATP, Codan, Danica Pension – og NATO, for at det ikke skal være løgn.
Vi kan af gode grunde ikke fortælle, hvad vi laver for disse kunder, da vi ofte er betroet med at være en del af forretningskritiske procedurer og viden. Det betyder, at vi sjældent kan fortælle om vores egne cases, men i dag kan vi gøre en undtagelse: Her er et lille eksperiment at sende bloggen og jer på juleferie med.
Dødsfald i trafikken
For en måneds tid siden inviterede de kloge, smukke og venlige mennesker fra Rådet for Sikker Trafik mig til at tale på deres konference om trafiksikkerhed. Der lavede vi i samarbejde et lille eksperiment med de ca. 200 konferencedeltagere.
Formålet var at illustrere en pointe, jeg før har berørt her på bloggen:
Konteksten for en beslutning afgør selve beslutningen – endda i en grad, der ofte er helt absurd.
Jeg kan ikke tage æren for denne ide, der stammer fra blandt andre nobelprisvinderen Daniel Kahneman.
Til konferencen var der tjek på praktikken, hvilket blandt andet betød, at alle deltagere fik et navneskilt. Navneskiltene blev udleveret ved to borde. Jeg havde sammen med arrangørerne sørget for, at halvdelen af navneskiltene lå på et bord i højre side af indgangshallen, og den anden halvdel lå på et bord til venstre.
På den måde kunne vi guide deltagerne i to lige store grupper til hver sit bord, uden at de ville blive mistænksomme.
Ved hvert bord fik deltagerne udleveret deres navneskilt. Samtidig blev de stillet to spørgsmål, som de skulle udfylde på et papir, inden de hentede kaffe og satte sig til rette. De to spørgsmål så sådan ud:
Hvad deltagerne ikke vidste
Den afgørende pointe ved setuppet var, at begge grupper ikke fik de præcist samme spørgsmål. Gruppe A fik de ovennævnte spørgsmål, imens gruppe B fik en lille variation. Deres spørgsmål 1 var anderledes, mens deres spørgsmål 2 var identisk med det, som gruppe A fik:
Grupperne fik altså to forskellige kontekster i spørgsmål 1 (Gruppe A: 5.000 versus Gruppe B: 200.000), inden de skulle svare på det samme spørgsmål.
Forventningen var, at det ville påvirke deres svar i spørgsmål 2. For vi mennesker kan ikke se bort fra den umiddelbare kontekst, når vi skal svare på noget (eller gøre noget), vi ikke er sikre på.
Resultaterne …
Jeg vil være ærlig og sige, at jeg var en smule bekymret over at gennemføre eksperimentet, eftersom deltagerne på denne konference var cremen af eksperter inden for trafiksikkerhed med repræsentanter fra Danmarks fremmeste virksomheder som Carlsberg, Arriva og Falck samt offentlige instanser, som fx Trafikstyrelsen.
Heldigvis var disse kloge mennesker præcis så dumme, som vi kunne forvente – og håbe, når man som mig skulle bruge resultaterne i foredraget. Her er gennemsnittet af svarene på spørgsmål 2.
- Gruppe A: 9.856
- Gruppe B: 197.655
Er det ikke smukt?
Den lille ændring af konteksten i spørgsmål 1 betyder, at deltagerne i gruppe B mente, at dødstallet var næsten 20 gange så stort!
Det er som minimum en huskekage til alle os, der arbejder med adfærd - uanset om det er salg, compliance, kost, motion eller noget helt femte. Det er konteksten, der definerer vores konklusioner.
Vi ses i 2015 :)
PS. Det rigtige svar er 26.025.