Fordi de fortjener det

Hvorfor er det, vi partout skal gå rundt og klappe hinanden på skuldrene, nurse og sweet-talke vores kollegaer? Hvad er det med det der girafsprog og ’vi ser ikke problemer; vi ser løsninger’-halløj? Hvorfor fabler alle altid om anerkendelse?

Mange af os er måske lidt trætte af al den fokus på ros og anerkendelse. Besparelser bliver jo ikke sjovere af at blive kaldt ressourceoptimering, og vores ord har ikke nødvendigvis større effekt, blot fordi de mødes af: ’jeg hører, hvad du siger’-retorik.

Hvorfor er det så svært?

Men frem for at ryste på hovedet og vende anerkendelsen ryggen, kunne vi måske med fordel vende irritationen på hovedet og stille os selv spørgsmålet: Hvorfor er det så forbandet svært for os at rose og anerkende hinanden?

Min erfaring er, at det handler om tre ting: Vi tager ikke os selv alvorligt, vi forveksler anerkendelse med smiger eller overfladisk ros, og vi er opdraget til at rette fejl frem for til at gentage succeser.

Din mening tæller

Rigtig mange af os har brug for anerkendelse, imens vi fuldstændig overser, at de andre higer efter vores. ’De har jo styr på det’. ’De er jo selvsikre’. ’De har ikke brug for anerkendelse’.

Hvis vi alle sammen tog os selv og vores betydning i verden lidt mere alvorligt, ville vi måske indse, at andre mennesker faktisk i høj grad bekymrer sig om, hvad vi synes om dem – og så ville det måske også være lidt mere naturligt for os at fortælle dem, hvad vi synes om dem.

Spar på flødebollerne

En anden grund til at vi fortsat må arbejde med anerkendelse, er, at mange af os griber det forkert an. Vi forveksler nemlig konstruktiv anerkendelse med overfladisk smiger. En klog fagfælle, Katrine Dahl Clement, skrev forleden et indlæg på lederne.dk: ’Mens vi venter på ”men”’. Her skrev hun, at anerkendelse skal have substans for at kunne bruges til noget.

Når vi får komplimenterne galt i halsen, skyldes det nemlig, at vi alt for ofte uddeler rosende ord uden at begrunde dem, og så bliver de ligesom flødeboller: ”Lækre, når man sætter tænderne i dem, men uden næring”. Der skal være krummer i. Det vil sige, vi ikke kun skal fortælle hinanden, at vi er for fede; vi skal fortælle, hvad der er godt, og hvorfor det er godt.

Vi har en næse for kritik

Endelig er mange af os opdraget til at tro, at forbedring alene sker ved at finde problemer og løse dem i stedet for at identificere succeser og forsøge at kopiere dem. Men det sidste er faktisk lettere og mere effektivt.

Her er dine kollegaer en potentiel uvurderlig ressource. Det er nemlig langt lettere for dem at se, hvad man gør godt, end det er for én selv.

Kollegaens Dag – hvorfor ikke starte der?

Er du blevet overbevist? Vil du være med til at sætte den anerkendende kommunikation på dagsordenen – ikke for at sweet-talke, men for at hjælpe dig selv og dine kollegaer til at performe endnu bedre? Så vær med til at støtte op om Kollegaens Dag den 9. juni.

Det behøver ikke tage lang tid, det koster ingen penge, og det går til et godt formål: at fejre de mennesker, vi bruger allermest tid sammen med.

Som deltager får du/I:

  • jeres logo på kollegaensdag.dk
  • gratis billetter til konferencen den 9. juni
  • en bedre dag.

Læs mere på www.kollegaensdag.dk, eller kontakt mig på tanja@bro-kommunikation.dk, hvis du vil høre mere (og anerkend gerne indlægget i kommentarfeltet…).