Det (lidt umoralske) kneb, som de professionelle skribenter bruger
I dag får du et virkelig godt råd. Det er kun for skribenter, der virkelig vil noget med deres håndværk. Det er ikke gratis.
Du står nemlig ved en skillevej, hvor du skal træffe en beslutning:
Vil du samle din tekst helt fra aminosyrerne, bygge alt fra bunden og vente på den guddommelige inspiration til at drive tegnene frem på keyboardet? Advarsel: Det gør dig træt, gennemsnitlig og deprimeret.
Eller:
Vil du stjæle og kopiere? Med arme og ben. Lange fingre og brækjern. Anbefaling: Det gør dig hurtig, overlegen og fortrøstningsfuld.
At ’swipe’ = at stjæle med moral
Hæld et glas koldt vand i årerne, og lad mig forklare: Jeg opfordrer dig på ingen måde til at se stort på ophavsret og hævde, at du har skrevet noget, du ikke har.
Det, jeg i stedet siger, er, at de dygtige – de professionelle – tekstforfattere er dem, der for det første har et veludviklet øje for, hvad der fungerer i andres tekster, og for det andet formår at tage dem til sig og bruge dem i en tilpasset form i deres egne tekster.
Derfor har de en såkaldt swipefile, hvor de gemmer gode ideer, sjove formuleringer, spændende billedsprog, nytænkende metaforer, ideer til overskrifter og meget andet.
Husk, hvad Albert Einstein sagde:
“The secret to creativity is knowing how to hide your sources” - Albert Einstein
Når man ’swiper’ noget, så tager man noget fra en tekst, sang, replik eller udsagn og genplacerer det i en anden kontekst.
"That's a good vending. Maybe vi can use that in another afsnit."
Et eksklusivt udpluk fra redaktionens swipefile
Nu sker der noget ekstraordinært.
Du får et eksklusivt indblik i den swipefile, som kun bro blogs redaktion har adgang til. Ikke engang vores normalt højt betroede kollegaer uden for redaktionen kender til den.
Men vi synes oprigtigt, at en swipefile er et essentielt værktøj til dig, der gerne vil løfte dine tekster, så dine læsere handler på dem.
Din swipefile er selvfølgelig en refleksion af dit medie. Vi forsøger både at skrive med fagsprog, tempo, billeder og humor. Så vi låner fra alle mulige steder.
Alt efter din genre, må du låne fra relevante kilder.
For at inspirere dig (du swiper selvfølgelig bare, hvis det er) får du her 12 tilfældigt udvalgte eksempler på, hvad vi selv har swipet i den seneste tid – og hvem/hvor vi har swipet det fra.
1) Det er lige så overraskende som ’n’et i unbrakonøgle
Vi er helt enige om, at du slet ikke var klar til at få at vide, at unbrakonøgle staves med 'n' og ikke 'm', ikke? Prøv at sammenligne de her to
A. "Vores priser er overraskende lave."
B. "Advarsel: Vores lave priser er mere overraskende end n’et i unbrakonøgle."
Jeg stemmer på løsning B.
2) At få askegrå knoer over noget
Et billede, som vi har lånt fra Jay Z, der rapper om at knytte næven så hårdt i raseri, at det giver ’ashy knuckles’. God energi i billedet.
"Inden du får askegrå knoer af at læse oplægget, vil jeg bare lige huske dig på…"
"Jeg får askegrå knoer, når folk laver hashtags af lange sætninger som #vikanligeholdedetud eller #hyggedagmedskønmødregruppe."
3) Se mine øjne, de er åbne som en tankstation
Den kedelige løsning havde været noget med ”at gøre store øjne”. Jeg hentede den her fra Love Shops nummer ’Jeg var bare en country boy’.
Måske en lille moderniserende variation kan tjene den: ”Hendes øjne var åbne som en 7-Eleven.”
Bare en ide.
4) En lille hilsen, før du fusionerer med din lænestol
Denne elegante formulering stammer fra den flittige bro blog-læser og -kommentator Ole Witthøft. En fin måde at indlede en mail på falderebet inden sommerferien. Meget mere originalt end blot ”Sommerhilsen”.
5) Er pænt groggy, men meget afklaret
En ven brugte denne formulering på Facebook til at beskrive sin tilstand oven på en heftig forretningsrejseaktivitet, der involverede tre kontinenter på meget få dage. Det må kunne bruges til et obligatorisk nu-er-du-tilbage-fra-sommerferie-og-nu-skal-du-til-at-være-effektiv-blogindlæg:
- ”Du møder ind til din første arbejdsdag efter tre uger med badedyr og isvafler. Du er pænt groggy, men meget afklaret. Nu skal der ske noget."
6) Start først på denne mail, når du sidder ned
Min kollega Thomas sendte mig for nylig en mail. Den kunne have startet med ordene ”Læs dette grundigt”, men Thomas gjorde noget andet. Han startede sådan her:
”Start først på denne mail, når du sidder ned.
Sidder du ned nu?
Jeg starter nu, det er din egen skyld, hvis du ikke sidder ned.”
Det byggede mine forventninger temmelig vildt op.
7) Hun lignede en, der er blevet klippet med en hammer
Mærk lige energien i den formulering! Min kollega Morten kan ikke rigtig huske, hvor den her kommer fra. Men kan du overhovedet mønstre billedet? Måske er det en beskrivelse af en kollega, der er blevet klippet af den lokale praktikant, måske af en, der er faldet på cyklen, måske af en med morgenhår. Lad konteksten guide dig, og brug den på en måde, der støtter dit budskab.
8) Alle variationer med formuleringen ’den lokale praktikant’
Jeg har lige forelsket mig i min egen formulering fra ovenstående afsnit. Ja, det sker jo. ’Den lokale praktikant’.
Swipe!
- "Er det den lokale praktikant, der har lavet det oplæg?"
- "Den lokale praktikant har ringet: Han vil have sit første udkast tilbage."
- "Jeg har lyst til en kop kaffe. Hvor er den lokale praktikant, når man har brug for hende?"
I forstår tanken.
9) Huden i hans ansigt havde samme farve som bagepapir, der har ligget for længe i ovnen
Morten Sabroes ’Drengen der løb med Gud’ er en fryd for os, der elsker ord. En af mange muligheder for at lade sig inspirere af den her er:
- "Gommens tale til brylluppet var ligeså farverig som et stykke bagepapir fra Netto."
10) Så kan du lige så godt gå hele vejen og bruge et billede af dig selv som screensaver
En beskrivelse af en selvglad type, der dukkede op i en samtale i redaktionen.
11) De lignede et par skolebørn, der bar på den fælles hemmelighed, at de havde to kilo kanonslag i tasken
Et klip fra Jussi Adler-Olsens ’Flaskepost fra P’. Her er et par muligheder:
- "Du vil smile mere smørret end en 12-årig dreng med to kilo kanonslag i tasken, når du hører, hvad programmet er for i dag."
- "Han lignede en, der lige var blevet nuppet med to kilo kanonslag i tasken, da hun spurgte ham, hvor han havde været hele aftenen."
12) Jytte fra marketing er desværre gået for i dag
Advarsel: Ind i mellem støder du på en formulering eller ide, som du forelsker dig så meget i, at du med unødvendig vold forsøger at tvinge den ind i en tekst, hvor den måske eller måske ikke rigtig passer ind. Bedøm selv Jyttes rolle lige her.
Og her er læsernes swipefile
Kommentarfeltet her forneden er en skattekiste for sprogsørøvere. Her har vi samlet nogle af de bedste tilføjelser:
Jeannie Maria Lucas
"Et fyldt Franz Jäger drev på computeren."
Jonas Viggo Pedersen
“Hans fascination af Houdini var begyndt allerede da han som 16-årig fandt sig selv bastet og svinebundet i den lufttætte beholder, der hedder Brooklyn, New York.”
Rasmus Bay
“Ja, nu har vi efterhånden fået så travlt, at det er på tide at spørge medarbejderne om hjælp.”
“Lad os hoppe over, hvor gærdet er lavest. Det virker umiddelbart lettest.”
Caroline
“This is an online ad for an offline book about how to code. The irony.”
Ole Witthøft
"Jeg keder mig i kæften."
"Du er min honningbolle."
"Knubbede ord."
"Han får en high five. Med en stol."
"Han kan snakke ørerne af en afrikansk elefant."
"Har nogen skilt dig ad, og samlet dig forkert?"
"Mandag morgen. Som at få bank med en økse."
"Doktor Silver kommer gående ned ad gangen (efterfulgt af et eller andet)."
"Du er så sød, at jeg får huller i tænderne af at tale med dig."
Rikke
"Illustrering af ivrighed: Han står foran den første i køen."
Mette
"Man skal virkelig afveje brugen, for ellers ender et simpelt budskab med at blive lige så klægt, langt og kvalmende som en Weber fyldt med marshmellows."
Morten
“Det har været et langstrakt forløb, men det har taget den tid, som en god ost nu tager.”
Svend
“Selv om vi har lavet det selv, så behøver det jo ikke se sådan ud.”
“Hvorfor springe over gærdet, hvor det lavest, hvis det er nemmere at krybe under, hvor det er højest – eller måske gå uden om (som vi plejer).”
Sarah
“Vi klæder os ud som blomster, så skal bierne nok komme.”
Troels Wiggers Weinteich
“Jeg vil hellere tygge på sølvpapir hele natten og kronrage mig med med ostehøvl end at…”
“Jeg vil hellere styrte nøgen på cykel i en grusgrav end…”
“Er det pudset med den sløve side af en frikadelle?!”
Tine Obel
“Holy Crap, We’ve Been Shawshanked.”
Kathrine Pandell
“Jeg ligner det første fallerede forsøg på at fremstille Frankensteins monster.”
Bjarne Nielsen
"Her er det Emil fra Lønneberg, der svarer på Alfreds spørgsmål om, hvordan gør du det og henviser til alle de tricks, Emil har lært Grisepjok. Emil svarer: “”Med lidt snilde, knækbrød og kartofler kan man lære en gris hvad som helst”."
Charlotte
“I’m ready. I’m willing. Make me dirty” - citat fra en skraldespand.
Marianne Luna
“Men når diagnosen lyder på skizofreni, kan den slags kortvarigt berusende lykkefølelse ikke sættes ind på en opsparingskonto.”
Stine
"Jeg er så tørstig, at jeg kunne patte en død vandrotte."
Julie Maj
"Den opgave får Sisyfos til at ligne en charterturist."
Lene
"En pæn måde at sige om en person, at han er overvægtig er, at “han har taget det runde tøj på”."
Kim Marthedal
"Han er så dum, at han ikke reagerer på strøm."
"Jeg føler mig så nøgen som et spøgelse, hvor lagenet er til vask."
"Tage en lang spadseretur på en kort mole."
"Slå dig ned, ellers gør vi det."
"Levere en skideballe til 12 personer."
"Har du strøget dit tøj med et krøllejern?"
Lisa Otholm
"Er der overhovedet ingen huller i hans inkompetence?"
Rita
"Det lyder glimragende!"
Jytte Lippert
"En sejlerven sagde altid: “Jeg skal ud og skære vand op”."
Hvad er din yndlingsformulering eller dit yndlingsord (vi andre står klar til at swipe)?
Så kom i gang med din swipefile. Det er nemt nok – det er reelt bare en liste med et smart navn. Analog, digital. Du bestemmer.
Og lad os begynde med det samme.
Brug kommentarfeltet forneden til én stor fælles swipefile for vores lille blogfællesskab. Vis os de formuleringer, fraser og fine finurligheder, du selv har forelsket dig i.