Bryd isen: Snedige strategier til din næste reception
Lige så effektive receptioner kan være til at skabe netværk og bygge relationer; lige så nervepirrende er de for rigtig mange mennesker. Læs vores bud på 5 receptionsstrategier, og tag trygt af sted til din næste reception.
Det bør du da skrive noget om på bro blog
For nylig grillede jeg med nogle gamle studiekammerater og i løbet af aftenen kom vi til at tale om receptioner – eller snarere angsten for receptioner: Tænk, hvis der ikke er nogen, der taler med en, hvis man ikke har noget intelligent at sige, eller hvis man kløjs i kanapeerne, champagnen og vejrudsigterne.
Vi blev hurtigt enige om, at man burde kunne få en vejledning. Det er jo en kommunikationsdisciplin som så mange andre. Og de andre kastede fluks bolden i min retning: "Det bør du da skrive noget om på bro-bloggen, Tanja".
Jeg besluttede at gribe den. Derfor kommer her et bud på 5 forskellige receptionsstrategier og en håndfuld klassiske emner, der altid virker.
1. Klassikeren
Først og fremmest er der den helt klassiske strategi. Her tager man genren alvorligt og taler om maden, om anledningen, om firmaet, om vejret, om hvad som helst. Kunsten her er dels at have et par emner i baghånden, dels at turde det banale.
Tre klassiske indgangsreplikker
- ”Har du smagt osten? Den er virkelig god…”
- ”Det er ellers nogle lækre lokaler…”
- ”Må jeg spørge om noget personligt? Hvor bliver du klippet? …”
Når først du har kontakt, skal substansen nok komme. Og hvis den ikke kommer af sig selv, kan du altid gå over til den mere klodsede: ”men jeg har slet ikke hørt… hvordan er det egentlig, du hører til her?”
2. Snigeren
Denne tilgang er ikke en, man typisk bryster sig af. Ikke desto mindre ses den ofte i aktion. Snigeren er den defensive strategi for dig, der føler dig helt i vejen, når du henvender dig til fremmede. Bruger man sniger-strategien, udser man sig en gruppe, der allerede taler sammen og stiller sig så tæt på, at det næsten er upassende. Gennem tilfældig øjenkontakt signalerer man forsigtigt, at man lytter med, og efter et stykke tid griner man måske ligefrem sammen med dem. Herfra kan man være så heldig at blive inviteret inden for i samtalen – ellers må man invitere sig selv.
Bruger man denne strategi, er den store udfordring at vælge den rigtige gruppe. Selvom man gerne vil tale med nogle, der ser ud til at more sig, er det som regel lettest at blive lukket ind i grupper, der ikke kender hinanden så godt.
Endelig skal man være opmærksom på, at selvom snigeren måske ikke er så offensiv, så forpligter den. Har man først signaleret, at man lytter, må man også før eller siden melde sig ind i samtalen. Alt andet bliver for mærkeligt.
Tre potentielle selvinvitationer
- ”Jeg lytter lige med, ikk…?”
- ”Undskyld, jeg kunne ikke undgå at høre, hvad I taler om, og jeg tænker …”
- ”Ham kender jeg godt, ham har jeg engang …”
Folk skal nok lukke dig inden for i samtalen, for de ved lige præcis, hvordan du har det; de har stået der selv.
3. Den lettere klodsede, men meget skridsikre
Her dropper man alle ambitioner om intelligent small-talk og lægger i stedet svesken på disken: ”Nå, hvor kommer du så fra?” Det føles måske ikke elegant, men det er faktisk en udmærket strategi. I er der alle for det samme, så hvorfor ikke være ligefrem og komme til sagens kerne: Hvem er du, og hvem er jeg, og kunne vi være interessante for hinandens netværk?
De fleste mennesker kan svare på, hvem de kender, og derfor er denne strategi ualmindelig skridsikker. Den eneste faldgrube er, hvis du egentlig bør kende din samtalepartner. Det kan godt blive pinligt.
Tre oplagte klodsede indgangsreplikker:
- ”Nå, hvem kender du så her?”
- ”Hvor kommer du fra?”
- ”Hvad arbejder du med?”
Fra de indledende opklarende spørgsmål om hvor folk hører til, kan du spørge til deres arbejde og fortælle om dit eget. Det kan næsten ikke gå galt.
4. Den ironisk distancerede
Dette er tilgangen for dig, der gerne vil fremstå med kant. Her ’går man meta’ – det vil sige, man taler om genren i stedet for at tale i genren. Fordelen ved denne tilgang er helt klart det underholdende element.
At være ironisk distanceret har dog sine ulemper. For det første kan man komme til at fremstå arrogant, og for det andet kan man komme til at lave så meget sjov med det at netværke, at det bliver svært at dreje samtalen til noget oprigtigt.
Tre oplagte ironiske indgangsreplikker
- ”Kommer du tit her?”
- ”Kan du både holde en tallerken og et glas og tygge og tale?”
- ”Har du fem gode ideer til en indgangsreplik – jeg er ved at øve mig i at netværke?”
5. Den afventende
Sidst, men ikke mindst er der den afventende strategi: Ganske enkelt ikke at gøre noget. Den er hverken skridsikker eller handlekraftig, men den er bestemt en mulighed. Her får man sig lidt at spise og lidt at drikke… og så står man. Før eller siden vil der med meget stor sandsynlighed komme en forbi, som indleder en samtale.
Kunsten ved denne strategi er at vente rigtigt. Man skal stille sig et sted, hvor man er synlig og har udsigt til mange. Man skal være til stede ved fx at se sig aktivt omkring. Og man skal invitere til samtale fx ved at smile og undgå de korslagte arme og hænderne i lommerne.
Denne strategi er måske nok defensiv, men kan alligevel synes angstprovokerende. Man udstiller, at man ikke kender nogle, og man risikerer, at ingen kommer hen til en. Samtidig skal man dog huske, at hvis man retter ryggen og ser tilpas aktiv og åben ud, udstråler man formentlig ret meget is i maven. Det er slet ikke så tosset.
Seks klassiske emner til din næste reception
Skulle du være løbet tør for emner, inden du ankommer til receptionen, så får du lige seks klassiske receptionsemner med på vejen.
Tid og sted: Vejret, lokalet, datoen (er det Kristi Himmelfart, sommerferie, fredag osv.), transporten dertil, cykelstierne eller parkeringsforholdene.
Aktuelle nyheder: Tjek dit favoritonlinemedie lige før du går ud af døren. Se især efter personsager, virksomhedshistorier, større begivenheder, politiske tiltag, sport. "Nå, så blev valget endligt udskrevet hva'?" Eller: ”2-8! Den havde Arsenal vist ikke set komme?"
Virksomhedsrelaterede emner: Husk, at lave research på virksomheden. Har de netop været ude for store begivenheder (eller har deres konkurrenter)?
Personlige historier: Hvor er du vokset op?
Receptionsrelaterede emner: Ligger receptionen i forlængelse af en konference, så sig noget om emnerne. Det behøver ikke at være begavet, du kan bare tale om noget, du synes var tilnærmelsesvist interessant, eller som fik dig til at tænke en helt anden tanke.
Komplimenter: Vi er ikke særlig gode til det i Danmark, men et rigtig godt tip er at komplimentere frisurer, sko, tøj, smykker, indlæg eller sågar arbejdspladsen. Komplimenter skaber god stemning, og de færreste siger bare ’tak’ uden at komme med en eller anden kommentar, der kan føre samtalen videre.
Kender du flere oplagte emner eller strategier? Og hvilken en af strategierne virker bedst for dig? Del endelig, hvis du har gode fifs eller underholdende receptionsanekdoter.