9 potente tips til at lave videoer, folk gider glo på
Det er nok ikke gået dit newsfeed forbi, at videoer bliver brugt mere og mere som en metode til at formidle et budskab på. Faktisk har Cisco profeteret, at i 2021 vil 82 procent af al webtrafik i verden være drevet af video. Måske lidt overdrevet, men pointen er til at føle på.
Har du allerede overvejet at producere en video? Opgaven kan virke uoverskuelig. Men skriv dig lige bag øret, at en video når ud til 135 % flere brugere, end et billede gør på Facebook.
Mød vores dygtige praktikant, Charlotte Randeris Nielsen, som vil assistere mine pointer med en let video.
Og hvorfor skal du så lave en video?
Fordi det virker.
Fordi videoer opbygger tillid.
Fordi du kan visualisere dine pointer og eksempler.
Fordi videoer skaber blikfang, vækker følelser og tiltrækker især mobilbrugerne.
Og hvis du endnu ikke er helt overbevist, kan du jo lade disse imponerende tal tale for sig selv.
En video taler i billeder, og det kan være forfriskende for metaltrætte øjne, der er vant til tygge sig igennem tunge tekster. Brug fx video på sociale medier, hjemmesiden, intranettet, til personalemøder, til jobopslag eller i jeres employer branding, som Co3 fik meget ros for.
Har du en mobil? Så er du i gang
Måske synes du nu, at det lyder meget smart, men virker sådan lidt bøvlet og tidskrævende at gå i gang med. Det behøver det ikke at være. Du skal ikke i gang med den store Hollywood-produktion, for 2018-versionen af os mennesker mister hurtigt interessen, hvis din video er for lang. Den optimale længde er kun sølle 1-3 minutter. Men altså så længe indholdet er godt, så er længden på videoen underordnet, hvis jeg lige må tillade mig at undlade at holde en flanke åben her.
Så har hele videokonceptet rykket sig en anelse tættere på nu? Eller sidder pessimisten på din skulderpude og råber:
”Men jeg har jo slet ikke et dyrt kamera eller en masse fancy udstyr!”?
Så er det heldigt, at du slet ikke behøver alt dette. Hvis du har en smartphone og adgang til internettet, kan du faktisk komme rigtig langt. Kameraerne i vores telefoner er måske ikke egnede til at lave den næste danske Oscar-nominering, men en fornuftig tominutters video til sociale medier kan det sagtens blive til.
Hvis du ikke er så meget til at filme med et kamera, kan en video også sagtens bestå af billeder, ikoner og tekst, som animeres – det er stadig bedre end et enkelt billede eller ren tekst. På internettet er der mange ressourcer, som kan hjælpe dig til at klippe simple slideshows sammen.
”Men jeg har ikke noget spændende at lave en video om!” – pippede pessimisten igen.
Det tror jeg nu nok, du har. Med lidt fantasi kan mange ting, som du i forvejen laver på skrift blive til en video. Det kunne være en forklaring af din forretning, reklamering for en ny stilling, en guide til brug af dit produkt, eller en kunde, der fortæller om sin oplevelse. Ved at transformere dit eksisterende materiale til video, kan du potentielt nå ud til flere tilskuere og blive husket bedre som brand. Mulighederne er mange.
Små fifs som hæver din video over hjemmeoptagelser
Her får du 9 råd, som gør din video bedre end størstedelen af de amatørvideoer, som ligger derude. Måske ikke i Alejandro G. Iñárritu-klassen, men vigtigst af alt; du kommer i gang.
1. Vær klar over, hvad formålet er
Den altoverskyggende regel er, at du skal kende formålet med din video. Overvej, hvem videoen er til, og hvad videoen skal få modtageren til at føle og gøre.
Dette vil for det første gøre videoen nemmere at lave. Du får lettere ved at beslutte, hvordan videoen skal se ud, og du spilder ikke tid på at filme en masse unødvendigt materiale.
For det andet bliver det meget federe for modtageren at se videoen, hvis der ikke er filmet tilfældigt i øst og vest.
2. Vend for guds skyld din mobil horisontalt
Sociale medier som Facebook og LinkedIn sætter sorte bjælker i din video, hvis du filmer på højkant. Du bruger derfor ikke den dyrebare plads ordentligt.
Nogle sociale medier er begyndt at understøtte vertikale videoer uden sorte bjælker, men det er ikke nødvendigvis, fordi disse videoer er bedre – snarere er der blot rigtig mange amatører, som insisterer på at filme på højkant.
En video på højkant skriger ”uprofessionel” med mindre, den er delt på Snapchat.
3. Undgå rysteture
Gør, hvad du kan for at undgå rystelser. Hold mobilen med begge hænder, hvil dine albuer på noget, hvis du kan komme til det, eller investér i en tripod, hvis det skal være helt ideelt.
4. Ingen spotlights? Brug det lys du har
Hvis du ikke har fancy lysudstyr, så benyt det naturlige dagslys.
Placer dig udenfor eller strategisk tæt på vinduer i et lyst rum. Film dog aldrig direkte mod lyset.
De smarte filmfolk bruger ofte et ”reflector board” til at lysne de hårde skygger, der måtte komme fra det naturlige lys. Et reflector board kan dog nemt erstattes af en hvid plade, et stort stykke hvidt papir eller sågar et hvidt lagen.
5. Benyt baggrunden til dybde og kontekst
”Dybde” er et ord, som i bogstaveligste forstand kan få fotografer i ekstase. Du kan hæve din video til nye flyvehøjder ved at bruge en baggrund med dybde fremfor at give efter for trangen til at placere den medvirkende op af en hvid væg.
En dyb baggrund kan bruges til at understøtte dit budskab. Handler din video om arbejdsglæde, byliv eller fritid? Så brug kontoret, byen eller parken som baggrund. Som minimum kan du rykke interview-sofaen lidt ud fra væggen og placere lidt kunst eller en plante i baggrunden.
6. Brug flere vinkler
Hvis du kan snige nogle relevante close-ups og flere vinkler ind i redigeringen, vil din video virke spændende. Så prøv at filme nogle ting tæt på og fra nye vinkler.
Vær ikke bange for at gå tæt på eller gå ned på hug. Hvis du nogensinde har set en fotograf in action, vil du også vide, at de efter en fotosession har fået, hvad der svarer til en hel yoga-time ud af deres anstrengelser.
7. Der sker ikke så meget over hovedet
Mange nybegyndere filmer fra den højde, de tilfældigvis selv står i og gerne med en masse luft over den medvirkendes hoved. Dette er egentlig en meget naturlig vane, da det er sådan vores øjne ser alting til dagligt. Med en video kan du dog helt selv bestemme, hvor øjet skal falde, og denne ofte oversete mulighed bør du udnytte.
8. Kill your darlings
Dette er en kendsgerning, som er trist, men livsnødvendig for alle filmskabere. Når du klipper din film sammen, så vær kritisk, og smid materialet ud, selvom du har brugt tid på det. Du har sikkert gjort dig umage for at få optaget lige netop dét klip, hvor skuespilleren går igennem en dør. Forsøg at give slip på det emotionelle bånd til optagelsen og tænk: ”måske kan seeren godt regne ud, hvordan han kom ind i rummet.”
9. Tekst din video
Det er nemt at forestille steder, du ikke vil se en film med lyd på. Hvis ikke, kan jeg da lige i flæng nævne:
- på bussen
- på biblioteket
- på offentlige toiletter
- midt i undervisningen
- til det langtrukne grundejerforeningsmøde.
Sådan har dine seere det også. Også selvom du har fundet 2018s svar på The Beatles og fået dem til at lave underlægningsmusikken til din video.
Tekstning er afgørende for dit publikum. Så gør dig, din video og din virksomhed den tjeneste at lære et par enkle teksttricks.
Heldigvis er der mange, som vil gøre arbejdet for dig. Youtube har gjort det nemt for dig med et værktøj, der laver den såkaldte SRT-fil, du skal bruge for at få tekst til din video. Vil du i gang nu, kan du for eksempel følge denne how to-guide trin for trin.
Nu kan du komme i gang med videoproduktion
Upti vupti. Med mobilen i hånden og en stil som Betolucci.
Som du måske selv er nået frem til, er videoproduktion faktisk ikke så svært at komme i gang med. Det kan gøre en vigtig forskel for dit brands synlighed og din virksomheds succes. Så fat din idéblok og telefon – du har ikke længere nogen undskyldning.