#47 Adfærdsdesign er blevet en fuldvoksen, skægget mand
Var du med i London for nylig, da Behavioural Exchange 2019 var på programmet? Nej? Så er det dejligt, at du har banet dig vej frem til denne podcast. Vores seniorkonsulent Anne og adfærdsøkonom Thomas har nemlig været med på den store konference, hvor de tunge drenge fra adfærdsforskning i ind- og udland også var mødt op. I podcasten kan du høre Anne og Thomas’ vigtigste takeaways.
Hvorfor skal jeg lytte med?
Det skal du fordi:
- din FOMO slet ikke kan bære, at du ikke var en af dem, der fik en billet til BX19.
- du gerne vil vide, hvorfor adfærdsvidenskaben er på vej til at blive en græsk dyd – ligesom matematikken. Intet mindre.
- du får en mini-lydreportage af BX19, som du trygt føres igennem af søde bro-mennesker.
Så læn dig godt tilbage, tryk på play, og nyd serveringen af to dages lækkert indhold på under en halv time.
Og hvis du ikke lige har en play-knap i nærheden, får du den helt korte version af de vigtigste overskrifter her:
#1 Adfærdsforskningen er færdig med puberteten
Den første pointe, Anne og Thomas har med hjem fra London, er, at adfærdsforskning ikke længere er en vild teenager, der skaber farverige overskrifter (og grønne skraldespande i bymiljøet). Adfærdsforskning er trådt ind i en mere moden fase, hvor projekterne er blevet markant større og mere ambitiøse. Fordi vi i dag arbejder mere systematisk og tværfagligt med området.
Hvad kan du bruge det til?
Det kan betale sig at tænke i adfærd. De store organisationer satser på det – og det skal du også.
#2 Heterogenitet giver nye dybder
Adfærdsforskning har i årevis handlet om at flytte adfærd hos store grupper af mennesker. ”Hvad sker der, hvis vi ændrer en farve her eller stiller en forhindring op der?”. Den slags spørgsmål er blevet besvaret med generelle nudges, som måske nok var målrettet en bestemt gruppe mennesker, men som så ens ud for alle. Skraldespanden på gaden er grøn, uanset om den er blevet malet grøn for din skyld – eller for nogle andres. Det kalder vi en homogen tilgang.
Men nu er adfærdsforskningen for alvor kommet i gang med at individualisere. I podcasten nævner Thomas eksempler på, hvordan du kan tilføje indsatser – eller interventioner, som de hedder på fagsprog – der kun rammer enkelte individer. Og som er møntet direkte på netop det individ. Det kalder vi en heterogen tilgang, og det kommer du til at se mere af i fremtiden.
Hvad kan du bruge det til?
Dit næste projekt skal måske ikke kun se på målgruppen som en flok mennesker med ca. samme adfærd og kendetegn. Det er på tide at tilføje endnu mere specialdesignet viden og skræddersyede løsninger.
#3 Tvivlens nådegave er blevet moderne igen
Den sidste vigtige pointe fra London handler om tvivl. Og hvis du er i tvivl om, hvad det betyder, er du allerede godt i gang. Pointen er nemlig, at vi skal tvivle mere. Vi skal stille flere kritiske spørgsmål, når vi vil undersøge et problem. For vi ved, at vi er biased.
Det har altid været en vigtig pointe i adfærdsvidenskaben, at problemer ikke er umiddelbare. Problemer opstår som regel, når vi overser vigtige, små detaljer i vores forsøg på at finde en løsning. Og det giver Anne et rigtig godt eksempel på i podcasten.
Hvad kan du bruge det til?
Måske du sidder med et problem lige nu, som du gerne vil løse. Måske du tænker, at du allerede forstår årsagen til problemet. Og du undrer dig over, at folk ikke bare gør det, som åbenlyst er nødvendigt. Ja … men måske er det ikke så åbenlyst. Der kan være en lille sandsynlighed for, at du selv er lidt forudindtaget – og dermed småblind for, hvad problemets årsag egentlig er.
I dit næste projekt kan du overveje at bremse dig selv, før du stiller din diagnose – og fortsætte lidt endnu med at stille spørgsmål.
