#45 Branding på lyd: Sådan får du succes med din podcast
”Er man en moderne virksomhed, bruger man naturligvis også podcast som en aktiv del af sin brandingstrategi.”DR’s årlige medieudviklingsundersøgelse, 2018
Sådan lyder konklusionen i DR’s store medierapport fra 2018. Podcastmediet er altså ikke længere til at komme udenom, når vi taler branding.
Det er noget, vi tager alvorligt her hos bro. Og i anledningen af Podcast Festival 2019 inviterede vores egen podcastvært Emil og K1 tre rutinerede podcastere ind til en diskussion om netop ’Branding på Lyd’. Den udgiver vi nu som live-special podcast på bro fm.
Tips fra de rutinerede
Til at gøre dig (og os) klogere på ’Branding på Lyd’ møder du i dagens podcast Henrik Føhns fra IDA’s podcast Techtopia, Jeppe Engell fra HK’s podcast Datasnak og Andreas Lindbjerg fra Folkekirkens podcast Næstekaffe.
Jeppe, Henrik og Andreas sidder godt til rette i de bløde lænestole og svarer på alverdens spørgsmål om kunsten at podcaste:
- Hvad kræver det fx at starte en ny podcast?
- Hvordan når du ud til din målgruppe?
- Hvad må du ALDRIG gøre, hvis du vil fastholde dine lyttere?
Du får altså alle de vigtige genveje til en succesfuld produktion, og du får gode tips til alt fra lydkvalitet til konceptudvikling.
Gæsterne er ej heller bange for at dele ud af fejlslagne projekter. For ifølge de tre herrer er det nemt at fare vild i en efterhånden uoverskuelig jungle af jingles og sprøde stemmer.