21 måder at bluffe med dine evner i retskrivning
Du har to muligheder. Enten kan du retskrivningsreglerne, eller også kan du bluffe overbevisende.
Denne totalt uærlige guide er til dig, der hellere vil lukke munden på din krakilske kollega end at bruge mere tid på at sætte dig ind i retskrivningsreglerne.
Citer blot et af nedenstående udsagn på en henkastet måde, og nyd derefter din kollegas usikre udtryk i øjnene, mens han eller hun febrilsk fisker efter et modsvar – og derefter stille siver tilbage til eget skrivebord.
Blufferens guide til at lukke munden på kollegaen
1. ’Jeg kan godt se, hvorfor man kunne tro, at det var en fejl. Det er så nemt at forveksle de fatiske partikler med de proksimale.’
2. ’Nej, der skal da ikke komma der: Det er jo bare et tungt forfelt.’
3. ’Hvis du insisterer, kan vi godt lave en analyse af prædikativets kategoriale dependens. Hvis du laver et udkast, så kan vi tage den efter frokost.’
4. ’Foretrækker du virkelig et simpleksord lige her? Det synes jeg på en og samme tid er modigt og virkelig forkert.’
5. ’Hvis jeg gør det, du foreslår, så kommer sætningen til at mangle kongruens. Det er ingen af os vel interesserede i?’
6. ’Du tager desværre fejl. Kommaet skal stå dér, der er jo tale om en udvidet konjunktion.’
7. ’Det har vist aldrig været god latin med dobbeltkonjunktioner. Men sådan er det måske ikke der, hvor du kommer fra?’
8. ’Her er du altså helt galt afmarcheret - måske du skulle tage fat i trappediagrammet igen?’
9. ’Det komma kan jeg godt forstå, at du stiller spørgsmålstegn ved: Det er så nemt at fare vild i § 50 – det er virkelig en rodebunke!’
10. ’Hmmm, du kan have en pointe, men her har jeg prioriteret sætningens syntaktiske spændvidde. Det kan du vel næppe bebrejde mig?’
11. ’Jeg er ikke meget for det, for så ender vi med en perifrastisk passiv som prædikativkonstruktion. Men det er måske bare mig, der ikke er så vild med det?’
12. ’Ja, det kan man altid bruge lang tid på at diskutere, for grænserne mellem proprium og appellativ er notorisk flydende.’
13. ’Jeg synes nu ikke, at man kan have for mange selektive pronominaladjektiver. Men det er selvfølgelig en smagssag.’
14. ’Jeg tror desværre, at du har overset, at det er et retrovert pronomen. Så det bliver ikke rettet. Ikke på min vagt.'
15. ’Jeg er ikke sikker på, at teksten har brug for flere ellipser.'
16. ’Det er godt set, men jeg tænker, at det nok ikke er en fleksivistisk passiv, men en perifrastisk. Hvad siger din analyse?'
17. 'Og jeg ville jo give dig ret, hvis det ikke var på grund af, at lokaliseringskonstruktionen udtrykker det accidentielle og udelukker essentielle tolkninger.’
18. ’Det er sjovt, du siger det, men får vi så ikke endnu et suffiks uden vekslerfunktion. Eller hvad tænker du om det?’
19. ’Altså de reliktmorfemer er heller ikke min kop te, men det er jo ikke mig, der har lavet retskrivningsreglerne.’
20. ’Jeg tror, du glemmer, at det her står attributivt, ikke prædikativt.’
21. ’Uha, optativ er da ellers helt forældet nu om dage!’