Sådan skriver du noget virkelig spændende om noget virkelig virkelig kedeligt

Sidder du nogensinde i en situation, hvor du skal skrive om noget uinteressant?

[Mm, siger du].

Jeg synes fx, at det er sjovt at skrive blogindlæg om tekstarbejde, men det er sjældent, at vores kunder bestiller sådan nogle tekster af mig. For nylig skulle jeg fx skrive en salgstekst om maling. Det, synes jeg ikke, er et særlig venligt emne, selvom kunden var det.

Det er nogenlunde lige så spændende som at se på maling tørre [ba dum tzz].

Men vi sidder alle med disse emner engang imellem. Enten er de umiddelbart bare født kedsommelige, eller også er vi i den situation, at vi har skrevet SÅ utrolig meget om emnet, at vi simpelthen ikke kan sige mere om det.

Lad os lige tørre mælken op, inden flæberiet tager overhånd. For hvis det er kedeligt, er det dit problem. Og hvad værre er, så er det også din skyld.

For her kommer den frelste sandhed om kedelige emner: De findes ikke.

Hvis du er uenig, tager du fejl. Og undskyld, men så har du efter alt at dømme ikke gjort dit arbejde godt nok. (Kan du mærke, hvordan der kun er ét synspunkt at indtage her?)

Lad os lave et eksperiment:

Et eksperiment med agurker

Agurker er umiddelbart kedelige. Uenig? Tak – du har netop bakket den centrale pointe i dette blogindlæg op.

Her er resultatet af en lynbrainstorm om agurker i denne blogs redaktion:

  • Man kan lave tzatziki af agurker.
  • Man kan skære dem i skiver og lægge på sin leverpostejmad.
  • Man kan lægge skiver af dem på sine øjne (af grunde, jeg stadig ikke helt forstår).

Kast, hvad du har i hænderne, der er sgu da en film gemt i dette materiale.

5 måder at gøre agurken spændende på

Okay, filmen kommer ikke til at lægge gaderne øde.

Men det er forbavsende let at gøre agurker og andre kedelige emner sjove, spændende, engagerende og alt mulig andet. Her er 5 muligheder.

1. Begynd din research på skæve sites

I stedet for at skrive ’agurk interessant’ i Google, så begynd andre steder. Der er tusind steder at komme i gang, men du kan altid begynde med disse tre:

  1. Wikihow.com
  2. Wannalearn.com
  3. Buzzfeed.com.

En fuldstændig ufiltreret afrapportering fra en søgning på agurk på disse sites giver os flere leads, fx:

Det fandt jeg på fem minutter. Hvis jeg brugte en time, ville jeg have en lang liste af interessante vinkler.

2. Stil de rigtige spørgsmål til dit emne

”Hvad kan man bruge agurken til?” er et spørgsmål med mange farverige svar. Men du kan få mange flere indgangsvinkler til dit emne ved at variere dit hv-ord i dine spørgsmål.

Bevares, vi er på brainstorm-niveau her. Det kan blive bedre. Men du forstår pointen; vi åbner døre lige nu. Hvis du kombinerer denne tilgang med lidt flid, analyse og kreativ isolation, er der interessante tekster på vej.

3. Put dit produkt ind i en menneskelig kontekst

I stedet for at fokusere på produktet kan du give helterollen til personen, der bruger dit produkt. Det kunne være:

4. Sæt emnet ind i en historie

Fortæl historien om den lille familie, hvis juleaften midt i en krigszone blev reddet af en agurk. Det vil sige; den skal du genfortælle, for den findes allerede.

Eller lav den gyldne top-10-liste over madvarer, som alle udlandsdanskerne savner, og placer agurken – smask – lige dér som nummer 1.

5. Find ud af, hvad folk gerne vil vide om emnet

En sikker metode til at tilfredsstille dine læsere er at løse deres problemer og besvare deres spørgsmål. Og du behøver heldigvis ikke invitere til fokusgrupper og lave spørgeskemaundersøgelser for at finde frem til dem.

Der findes utallige spørge-websites, hvor folk fra hele verden spørger om alting. Answers.com eller Yahoo Answers er blot to eksempler, som du kan gå i kødet på med det samme.

Nu har du ingen undskyldninger for ikke at komme videre. Men inden du vender tilbage til arbejdet, skal du være meget velkommen til at byde ind i kommentarfeltet med eksempler på nogen, der er gode til at gøre kedelige ting spændende. En af mine egne favoritter er Will It Blend.