bro søger grafisk praktikant med flair for grafisk design

I bro søger vi en praktikant, der i samspil med vores dygtige designer kan kreere produkter og præsentationer, der imponerer både os og vores kunder. Én, der kan tænke konceptuelt og løfte en simpel velskrevet tekst til en elegant leverance.

Du vil blive særdeles eftertragtet i hele organisationen og flittigt brugt på både interne projekter og kundeopgaver.

Hvem er du?

Vi forestiller os, at du studerer noget, der rimer på grafisk design, multimediedesign, digitalt design eller IT og kommunikation – fx på ITU, DMJX, KEA eller Designskolen. Men så længe, du kan genkende dig selv i følgende tre udsagn, er din titel ikke så vigtig.

  • Du tænker i helheder – og du kan visualisere dem. Du kommer med på kundeopgaver, og du er klar på at bidrage. Du går analytisk til værks, når du sammen med kollegaerne kortlægger designets formål, format og målgruppe. Og du tænker kreativt og konceptuelt, når vi skal eksekvere. Det kunne fx være i arbejdet med grafiske materialer til en workshop hos en offentlig styrelse eller med input til design af en kampagnehjemmeside for en kommune.
  • Du er dygtig digitalt. Du kan din Adobe-pakke så godt, at dine færdige løsninger og produkter får tilsendt kærestebreve. Du kigger ikke underligt op i loftet, når du hører ord som farvekoder, RGB og Vector, og du kan bidrage, når vi diskuterer UX, brugervenlighed og content af høj kvalitet. Så når vi skal lave en SoMe-strategi eller et nyt webunivers, er det oplagt at tage dig med på råd. Kan du også stille nikonskarpt på vores kamera og redigere billeder og video, klapper vi endnu mere begejstret.
  • Du er ikke for fin til at pifte en PPT op. Når du ikke er med i kundeprojekter, hjælper du dine kolleger med forskellige grafiske ad hoc-opgaver. Det kan fx være at pifte en teksttung PowerPoint-præsentation op med grafikker og figurer, hjælpe med at producere video-content til vores egne kanaler eller designe en fornem forside til et tilbud, der skal af sted til en kunde.

Hvad kommer du til at lave?

Det afhænger af dine kompetencer og interesser, men vi forestiller os opgaver som disse:

  • Grafisk design
  • Konceptudvikle på kreative idéer
  • Lave grafisk indhold til bros SoMe
  • Peppe PowerPoint-slides op
  • Forvandle tørre word-dokumenter til levende produkter.

Og fik vi sagt, at det giver bonuspoint, hvis du kan finde ud af, at tage billeder, optage video og redigere video og lyd? 😊

Hvad kan du forvente af praktikantlivet?

  • Du kommer til at indgå som en del af teamet på lige fod med os andre. Det betyder, at du både får masser af ansvar og kollegial kærlighed.
  • Du kommer til at lære en hulens masse fagligt. Vi er eksperter og specialister på kommunikation, organisationsudvikling og adfærd – og alt det midt i mellem. Derfor kan du umuligt tilbringe tid her uden at blive klogere.,
  • Du kan finde ud af, om bureaulivet er noget for dig.

Et par praktiske detaljer

  • Praktikken løber umiddelbart fra ultimo august eller primo september 2019 og ca. 3-6 måneder frem. Her er vi rimelig fleksible.
  • I udgangspunktet er der tale om 37 timer om ugen – og skal du til en forelæsning eller en eksamen, er vi også fleksible her.
  • Som udgangspunkt bliver du lønnet under praktikken. Men der er kommet ny lovgivning for løn under praktik, og de forskellige studieordninger har forskellige regler. Så den del kan vi snakke om, når vi mødes.

Sådan søger du praktikpladsen

Send din ansøgning og dit CV til Christina Hendel på christina@wearebro.dk senest den 25.03.2019. Vi holder samtaler løbende, så du kan bare sende din ansøgning med det samme.

Psst! Gør dig selv den tjeneste at skrive, hvilken stilling du søger i emnefeltet.

Hvis du har spørgsmål til livet som praktikant, kan du også ringe til Christina på: 22 42 27 96.

Vi glæder os til at høre fra dig.

/Os fra bro